"I min kristentro er ondskaben ikke et guddommeligt instrument. Men ondskaben råber efter Guds kærlighed og barmhjertighed," skriver Bjarne Lenau Henriksen i sit brevkassesvar. Billedet er taget af Ferran Pestaña. Foto: Pixabay.
"I min kristentro er ondskaben ikke et guddommeligt instrument. Men ondskaben råber efter Guds kærlighed og barmhjertighed," skriver Bjarne Lenau Henriksen i sit brevkassesvar. Billedet er taget af Ferran Pestaña. Foto: Pixabay

08.03.2016

Brevkassen: Hvordan kan kristne tro på Kristus som en kærlig frelser?

Hvordan kan kristne tro på Jesus Kristus som frelser, når der er eksempler på ondskab fra ham? Sådan spørger Emil, og Bjarne Lenau Henriksen kommer med et svar.

Hej Bibelselskabet

Hvordan kan kristne tro på Guds kærlighed og Jesus Kristus som frelser, når der tydeligvis er eksempler på ondskab fra både Gud og Jesus?

Et eksempel på Jesu ondskab, kan være hans udtalelse om ikke at komme med fred:

"Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd." Matthæus kapitel 10, vers 34.

Som ateist slår det mig, at bibelcitater som dette går helt imod den idé, som vi normalt fortælles om Gud (at han er kærlig og barmhjertig), og det går derfor over min forstand, hvordan en kristen kan holde på den idé.

Venlig hilsen
Emil

**********************************************************

Kære Emil

Du har fanget det helt grundlæggende i kristendommen: Gud er kærlighed. Den udtrykker sig suverænt og uforståeligt i Jesus Kristus som frelseren, Guds inkarnerede kærlighed. Det nye Testamente er menneskers dedikerede forsøg på at formidle budskabet om den eneste ophøjede Gud, hvis kærlighed er så jordisk, at han beslutter sig for at infiltrere menneskelivet med sig selv som en levende menneskelig aktør og tilmed så solidarisk, at han dør af det.

Som ateist må man nødvendigvis læse en tekst, der ligner en fremstilling af Guds inkarnerede kærlighed som våbenbærer og fredsforstyrrer, som et drab på kærlighedsbudskabets troværdighed. Men det forudsætter, at man læser det enkelte bibelcitat isoleret, ureflekteret og sammenhængsløst, det vil sige uden at forholde sig til den umiddelbare nytestamentlige kontekst og uden at inddrage eksisterende viden om evangeliernes samtidshistoriske forhold.

Mattæusevangeliet har intet ønske om at fremstille Jesus som en udadreagerende, våbenfør ung mand med trang til sværdslag, ondskab og ufred. Således heller ikke Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 34. Mattæusevangeliets forfatter har, da det sendes rundt til læsning i de hedningekristne menigheder en gang i slutningen af det 1. årh. e.Kr., flere årtiers erfaringer fra kristne menigheder, der lever under det romerske imperiums krav om, at alle skal tilbede den romerske kejser og ære ham som guden over alle guder.

Der foreligger massiv erfaring for, at kristne bliver slået ihjel, hvis ikke de fornægter deres egen gud og i stedet bekender sig til kejserguden. Kristentroen opfattes i den romerske samtid som et forsøg på socialt og religiøst oprør mod kejserens enerådende magt. Følgelig bliver de kristne forfulgt og straffet med døden. Den kristne bekendelse og det kristne menighedsfællesskab opfattes som farlig af romermagten. Sådan ser man også på Jesusbevægelsen i samtidens Israel. De jøder, der bliver kristne, er frafaldne og skal ifølge loven straffes med døden.

Mattæusevangeliet lader Jesus sige, at han bringer ”sværd” og ikke fred.  Hermed siges ikke, at Han er et aggressivt sværd, heller ikke et defensivt, men at han bliver årsag til modstand, kamp og ufred. Forfatteren til Matthæusevangeliet ved, at sådan har det været i adskillige årtier, og derfor lader han sit 10. kapitel genfortælle og genfortolke Jesu tale, da han udsendte sine tolv disciple. Det sker i bagklogskabens mangeårige klare lys: Der skal stadigvæk holdes og stås fast! Når de kristne sendes ud som forkyndere, siger Matthæus, bliver de sendt ud som får blandt ulve (vers 16). De skal vide, at der kommer modstand, også voldelig modstand. Matthæus vil lade sine læsere vide, at komfortabel og tryg kristen gudsdyrkelse i det romerske rige er en illusion, når romermagtens ”sværd” er den umiddelbare konsekvens af troen.

Der skal viden og fantasi til for at få fornemmelsen af de forfølgelser, de første kristne var udsat for. I hvert fald, når man lever i vores del af verden, hvor den ultimative forfølgelse er stilfærdig latterliggørelse. Som kristen i Danmark risikerer man højest at blive opfattet som en naiv nar. Der er der ikke noget farligt ved. Men andre steder i verden er det livsfarligt at bekende sig til Kristus som Guds søn. Der foretages i dag forfølgelser af og folkedrab på kristne befolkninger, blandt andet i nordlige og centrale dele af Afrika og i Mellemøsten.

Forfølgelser og drab på grund af menneskers tro er en af ondskabens udtryksformer. I min kristentro er ondskaben ikke et guddommeligt instrument. Men ondskaben råber efter Guds kærlighed og barmhjertighed. Kristne skal stå frem på kærligheden og barmhjertighedens side. Det er en konstant kamp.

Venlig hilsen
Bjarne Lenau Henriksen

Bjarne Lenau Henriksen er teolog og tidligere chef for Kirkens Korshær og fængselspræst. Se hans andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Ikke fred, men sværd

Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.

Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 34-36.