Satan. Maleri af Félix-Joseph Barrias, ca. 1860.

19.08.2021

Brevkassen: Skal man elske Satan?

Hvis man skal elske sine fjender, skal man så også elske Satan? Det korte svar er nej, men det kommer an på, hvordan vi forstår det at elske

Kære Brevkasse.

Jeg læser for tiden i Det Nye Testamente og har blandt andet læst i Matthæusevangeliets kapitel 5, at man skal elske sine fjender. Betyder det så, at man også skal elske Satan?

Med venlig hilsen

Mads

------------------------------------------------------------------------------------------

Kære Mads.

Tak for dit spørgsmål.

Svaret må være nej.

Fjendekærlighed er i Matthæusevangeliet kapitel 5 vers 43-48 og Lukasevangeliet kapitel 6 vers 27-36 en radikalisering af næstekærlighed. De troende skal ikke alene elske deres næste (det er et almindelig kendt bud), men de skal være endnu bedre: De skal elske selv dem, der hader dem. Kun således lever de op til deres himmelske fader.

Satan kan ganske vist oversættes som “modstander” eller lignende, men når den figur eller djævelen optræder i Det Nye Testamente, er det som en dæmonisk figur, der står for det modsatte af Gud. Altså den, der ønsker had i stedet for kærlighed; krig i stedet for fred, ondt i stedet for godt. Det ville ikke rigtigt give mening at elske den figur, for det ville være at vende sig bort fra Gud.

Medmindre man opfatter det at elske, som at gøre godt imod en, der vil ondt. Det kan give god mening, fordi vi som moderne mennesker næppe opfatter Satan som en konkret skikkelse, man kan møde på gaden eller et andet sted. Vi forstår snarere “Satan” som udtryk for det onde, som vi møder i os selv og hinanden. Og så kan det faktisk give mening at elske - ikke Satan - men det menneske, som det onde findes i. For kærligheden til det menneske (ikke til dets ondskab) kan måske fjerne ondskaben fra det.

Med venlig hilsen

Jesper Tang Nielsen

Jesper Tang Nielsen er ph.d. i teologi. Han er præst ved Vartov og Københavns Valgmenigheder. Læs hans andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

 

Gud og det onde

Bibelselskabets Håndbibliotek
Gud og det onde - omslag
119,95

Forfatter: Leif Andersen
Sidetal: 168 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-902-3
Mål: 11,6 x 19 cm.