Cai Frimodt-Møller
Cai Frimodt-Møller, der er tidligere bestyrelsesformand hos Bibelselskabet, er i dag ambassadør for, og vil gerne øge opmærksomheden på testamenteringer til Bibelselskabet.

”Der kommer en dag, hvor jeg skal herfra”

Tanken om døden er ikke fremmed for overlæge og tidligere bestyrelsesformand i Bibelselskabet Cai Frimodt-Møller. For det er vigtigt at få styr på alt fra salmevalg til testamente, mens man endnu er frisk, mener han. Og netop her spiller Bibelens livslange betydning for ham en afgørende rolle.

På CFR-hospitalet i Hellerup følger 78-årige overlæge Cai Frimodt-Møller ofte sine pa­tienter i årevis. Og han sidder ved deres side, når en kronisk sygdom er accelereret, og en­den er nær. Her spørger patienterne ofte ind til, hvad de kan forvente sig af den sidste tid, hvad angår smerter og mentalt helbred. Og Cai Frimodt-Møller tager sig også tid til at tale med dem om deres afsked med denne verden. Hvil­ke salmer ønsker de, der skal synges? Ønsker de at blive begravet eller bisat? Og har de tænkt over deres testamente?

Som læge griber lignelsen om den barmhjer­tige samaritaner mig: Jeg skal altid huske på, at der ligger en nødstedt foran mig

”Jeg møder patienter, der ærgrer sig over, at de ikke fik taget stilling til den slags svære ting, imens de endnu var friske. Baseret på den erfa­ring foreslår jeg, at man ikke venter for læn­ge,” siger han og fortsætter:

”Nogle har familie og ved allerede, at alt skal overgå til deres børn. Andre har ikke, og så kan det jo være nok så relevant at betænke en organisation. Man kan tænke over alle de gode minder, man har fra sit liv, som man gerne vil begave. Måske er man kommet meget i en be­stemt kirke, måske har man gået på højskole. Og har man haft et nært forhold til Bibelen, kunne Bibelselskabet være en mulighed. Det kan betyde alverden, når der kommer en gave ind. Jeg ved naturligvis ikke, hvad patienten ender med at gøre – det kommer ikke mig ved,” siger han.

Cai Frimodt-Møller anbefaler også patienten at fortælle sine nærmeste pårørende om be­slutningerne. Det har han selv gjort. Cai Fri­modt-Møller er gift med Helga, far til fire og bedstefar til otte.

”Først og fremmest vil jeg gerne hjælpe mi­ne børn, men jeg vil jeg også gerne betænke Bi­belselskabet i mit testamente, og det ved mine børn,” siger han.

Selvom Cai Frimodt-Møller stadig er fuld af vigør, har han også sit valg af begravelsessalmer liggende og de to tekststykker, han ønsker, at præsten til den tid skal tale over.

”Alt det synes jeg, man skal tale med sin fami­lie om,” siger han.

Ordene kommer helt ubesværet fra Cai Fri­modt-Møller. Det er uproblematisk for ham at tale om livets afslutning. Vi ved jo alle, at vi skal af sted en dag, som han siger. Og man kan når som helst blive ramt af sygdom eller ulykke.

”De tanker gjorde jeg mig ikke, da jeg var ung, men nu er jeg i den anden ende af skalaen, og da jeg rundede 70 år blev det pludselig meget realistisk. Jeg tror, at mange skyder tanken om døden bort, men det kan have konsekvenser for deres eftertid. Hvis man gerne vi have noget at skulle have sagt, er det derfor vigtigt at huske på, at der kommer en dag, hvor man skal her­fra,” siger han.

Bibelen giver et fællesskab

Når folk skriver testamente og ønsker at betæn­ke andre end den nærmeste familie, falder det naturlige valg ofte på en velgørende organisati­on. For Cai Frimodt-Møller er det helt naturligt at vælge at betænke Bibelselskabet, hvor man desuden kan få gratis advokatbistand til at lave sit testamente. For bibelsagen udgør en central del af hans klangbund.

Cai Frimodt-Møller voksede op som missio­nærbarn i Indien, hvor hans farfar åbnede et sa­natorium for tuberkuloseramte, som hans far si­den drev videre. I den danske skole i Indien blev Bibelen læst flittigt og salmevers lært udenad. Dengang fik især lignelsen om de betroede ta­lenter fra Matthæusevangeliet stor betydning for den unge Cai, fordi det skærpede hans bevidst­hed om at gøre brug af sine talenter.

”Bibelen fortæller, at vi alle er udstyret med forskellige talenter – nogle har mange, andre har få. Men uanset hvad skal man udnytte dem. Og hvis jeg bare forvaltede mine bedst muligt, skul­le det nok gå,” fortæller overlægen.

Netop den tekst og desuden lignelsen om den barmhjertige samaritaner fra Lukasevangeliet ønsker han, at præsten skal læse op, når han en gang skal begraves.

”Som læge griber lignelsen om den barmhjer­tige samaritaner mig: Jeg skal altid huske på, at der ligger en nødstedt foran mig, som jeg kan og skal hjælpe og ikke bare gå forbi.”

Da Cai Frimodt-Møller som 14-årig blev sendt hjem til Danmark for at fortsætte sin skolegang på Øregård Gymnasium i Hellerup nord for Kø­benhavn, fik Bibelen endnu en gang særlig be­tydning for ham. Her havde han ikke længere den tryghed, det gav ham at have sine forældre tæt på. Men forældrene havde givet ham en bi­bellæseplan med fra Indien, som de også fulgte. Så når han læste i Bibelen, vidste han, at de læ­ste det samme.

”Det gav følelsen af samhørighed. Derudover er der så mange steder i Bibelen, hvor man kan finde stikord til sit eget liv. Vi kan alle finde no­get, der bevæger os,” siger han.

Netop derfor har Cai Frimodt-Møller støttet arbejdet for at få Bibelen oversat og udbredt mest muligt. Blandt andet gennem hans mange­årige virke i Bibelselskabets bestyrelse. Selvom han taler flydende engelsk, er det noget særligt for ham at læse Bibelen på sit modersmål, lige­som det er afgørende at få den udbredt til folke­slag, der ellers ikke har råd. Hvis ikke Bibelsel­skaber fandtes, ville vi desuden have en verden fyldt med tvivlsomme bibeloversættelser, un­derstreger han. Og endelig har Bibelselskaberne så stort et netværk, at hjælpen kan nå ud i alle afkroge af verden.

Senest er Cai Frimodt-Møller blevet kontakt­person for en katolsk flygtning fra Eritrea, der har fået asyl i Danmark. Manden har ligesom tu­sindvis af andre mennesker taget den livsfarlige flugt over Middelhavet og er ankommet til Dan­mark uden nogen af sine personlige ejendele. Cai Frimodt-Møller har sørget for, at Bibelselska­bet har foræret manden en bibel på modersmå­let Tigrinya og en på dansk.

”Det var fantastisk at se den glæde, det brag­te. Det er den samme glæde, Bibelselskabets ud­sendte medarbejdere oplever, når de ikke alene giver nødstedte verden over mad i maven, men også Bibelens trøstende ord til sjælen. I det ar­bejde gør det en afgørende forskel, at Bibelsel­skabet modtager gaver og testamenterede dona­tioner,” siger han.

”I de mange år, jeg har siddet i bestyrelsen, har jeg set, hvilken stor rigdom det var for os, når der kom gavebeløb ind. Mange bække små gør en stor å. Det er ganske enkelt afgørende for Bibelselskabets eksistensgrundlag. Testamente­rede gaver er ydermere ofte ikke øremærkede, og derved kan Bibelselskabet bruge pengene lige præcis dér, hvor behovet er størst,” siger han.

Sætter sit aftryk hos Bibelselskabet

Han kan godt forstå, at det kan være vanskeligt for folk at tage hul på processen og snakken med den nærmeste familie om, hvad der skal ske, når man går bort. Men på den anden side venter lettelsen ved at vide, at der er styr på sa­gerne, forsikrer han.

”Herhjemme er døden ikke et tabuemne, og mine børnebørn kender godt forskellen på bi­sættelse og begravelse. Hvis børnebørnene spør­ger, taler vi med dem om, at der er et liv efter døden, så vi mødes igen. Og nogle gange kan en af dem udbryde ”hvor er du gammel morfar, men du skal altså med til min konfirmation, før du dør”. Der bliver ikke lagt fingre imellem,” si­ger han.

Og det glæder ham at tænke på, at når han – om forhåbentlig rigtig mange år – skal væk her­fra, så fortsætter det vigtige bibelarbejde – blandt andet på grund af hans hjælp.

”Jeg og mange andre er bidragsydere til Bi­belselskabet i dag. Jeg mener, det er en god sag at fremme, og jeg vil være glad for, at det kan fortsætte – også efter min død. Jeg er overbevist om, at selv den beskedne arv, jeg kan sende vi­dere, vil blive forvaltet på den bedste måde. I Bi­belselskabet bliver der ikke samlet til hobe. Pen­ge skal arbejde, og det skal mine også.”