Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer
Matthæusevangeliet 5,44

”Jeg synes, det er det mest urimelige budskab i hele Bibelen,” siger Nola Grace Gaardmand. ”Men også det smukkeste. For det kalder på det absolut bedste i os allesammen – noget, der kan være næsten umuligt at grave frem.” 

Verset fra Bjergprædikenen om at elske sine fjender og bede for dem, der forfølger én, vender hun ofte tilbage til. For Nola Grace Gaardmand er det blevet en konkret, næsten jordnær praksis. 

”For mange år siden arbejdede jeg sammen med en, jeg havde det meget svært med. Han fyldte alt. Hver morgen vågnede jeg med en sort sky over hovedet. Så foreslog min stedmor, at jeg skulle bede for ham. Det syntes jeg var et provokerende forslag, men jeg gjorde det. Jeg bad for ham, for hans børn, for at han måtte føle sig elsket. Og det hjalp.” 

Det ændrede ikke på den kollega, men det ændrede noget i hende selv. ”Skyen forsvandt. Når man beder for nogen, bliver det meget svært ikke også at se menneskeligheden i dem. Jeg oplevede en form for sindsro, som ikke handlede om at få ret, men om at blive fri.” 

Siden da har hun brugt bøn som en måde at håndtere svære følelser på – ikke kun vrede, men også misundelse, skam og selvbebrejdelse. 

”Hvis jeg mærker misundelse, for eksempel når nogen får et job, jeg gerne ville have haft, prøver jeg at bede for den person i stedet. Så sker der noget i mig. I stedet for at tænke: ’Hvorfor hende og ikke mig?’, kan jeg faktisk mærke glæde på hendes vegne. Det er en enkel, men dyb måde at finde fred på.” 

Bønnen er for Nola Grace Gaardmand ikke en flugt fra det svære, men en måde at tage det alvorligt. ”Jeg tror ikke, man altid kan leve i kærlighed. Det ville være et umenneskeligt krav. Men man kan prøve at bære det, der er svært, sammen med Gud. Jeg beder ofte: ’Please, hjælp mig med at bære de her følelser.’ Ikke få dem til at gå væk – bare hjælp mig med at være i dem.” 

Hun beskriver det som et billede på, at livet ikke handler om at blive fri for det, der gør ondt, men om at bære det med mildhed. 

”Når jeg beder, bliver følelserne ikke slettet. Men de får en anden vægt. Jeg kan se mere klart, også på dem, jeg har det svært med. Det er en kæmpe frihed at opdage, at man ikke behøver handle på alting – man kan også bare bede.” ”Jeg bruger Gud som en krykke,” siger hun. ”Ikke fordi jeg tror, at Gud løser mine problemer, men fordi bønnen gør noget blødt i mit hjerte. Den gør det muligt at finde kærlighed dér, hvor jeg ellers ikke ville finde den.”