Dietrich Bonhoeffer er en del af vores moralske fundament

Ser man over kirken Westminister Abbeys vest-indgang i London, står der en skulptur af den tyske, lutherske teolog Dietrich Bonhoeffer sammen med ni andre, kristne martyrer fra det 20. århundrede. Rejser man til en af de større tyske byer, kan man med garanti finde en gade eller en plads, der bærer hans navn. Og tager man til gudstjeneste, er der stor chance for, at man hører hans teologiske tanker fra prædikestolen.

For selvom det i dag er 70 år siden, at Bonhoeffer blev henrettet af Gestapo for sin modstand mod Hitler, er han stadig lige aktuel. Og hans tanker og teologiske overvejelser er skrevet ned i hovedværket Efterfølgelse fra 1937, licentiatafhandlingen Sanctorum communio og et utal af fængselsbreve.

En af dem, der i særlig grad beskæftiger sig med Bonhoeffer, er den danske filosof og forfatter til den anmelderroste mammut-biografi I krig og kristendom Peter Tudvad.

”Bonhoeffer var så stærk i sin tro på, at der ventede ham noget hinsides døden. Derfor kunne han gå i døden for sin tro, som han havde kæmpet for – imod nazismen. Det synes jeg er stort og forbilledligt,” siger Tudvad.

Den der tror, flygter ikke

Allerede to dage efter Hitlers magtovertagelse i 1933 holdt Bonhoeffer en brandtale i radioen, hvor han beskyldte tyskerne for at forgude Hitler og således gøre føreren til forfører, hvorefter der blev slukket for mikrofonen. Og i modsætning til præsterne i den nazistyrede Tyske Evangeliske Kirke, gik Bonhoeffer klart imod princippet om at have en fører i form af en rigsbiskop og imod, at kun folk af den ariske race kunne være præster i kirken.

”Han var vidunderligt udogmatisk, reagerede teologisk set prompte på det, der skete omkring ham, og talte hele tiden og på nye måder ind i sin tid,” siger Peter Tudvad.

Bonhoeffer var dybt engageret i økumenisk samarbejde og inspireret af den indiske uafhængighedsforkæmper Mahatma Gandhi. Selvom han rejste til USA for at slippe for at gøre tjeneste i Hitlers hær, så han det som sin pligt at vende tilbage, da krigen brød ud, for at være værdig til at genopbygge kirken efterfølgende. For den der tror, flygter ikke, mente han.

Bonhoeffer tog kontakt til modstandsgruppen og gik fra at være glødende pacifist til fortaler for attentatforsøget mod Hitler den 20. juli 1944, da han vurderede, at det modsatte synspunkt ville koste flere menneskeliv.

Netop hans vidende om attentatforsøget blev hans skæbne. Han blev fængslet af Gestapo i april 1943 og sad bag tremmer frem til sin død. Men som Bonhoeffer rolig og fattet sagde den 9. april 1945, inden han blev hængt: ”Dette er enden, men for mig begyndelsen på livet”.

Troen på opstandelsen

”For Bonhoeffer at se kan der ikke være vandtætte skotter mellem det himmelske og det jordiske. Man skal ikke bare gå i kirke og bekende sin tro. Man skal eksemplificere og praktisere kristendom. Og han vil have, at præster skal gå på prædikestolen og fortælle deres menigheder, hvad de skal gøre i en given situation. Han kan se, at nazismen, der både har overtaget magten over staten og kirken, udfordrer hans positive tanker om fællesskabet og menigheden. Derfor gør han oprør, går til grunde og bliver martyr for sin tro,” forklarer Peter Tudvad.

Bonhoeffer omtaler kirken og menigheden som Kristi legeme, og han knytter også sit opstandelseshåb til fællesskabet, tilføjer Tudvad.

”For at Bonhoeffer kan forbinde noget saligt med et liv efter døden, skal dem, han elsker, også være der. Derfor tager han også trosbekendelsens ord om kødets opstandelse bogstaveligt, for hvis han ikke har et legeme, har han ikke noget at kommunikere med de andre ånder med. Det er jeg helt enig med ham i, og det afsæt i, hvad det vil sige at være menneske, synes jeg er meget inspirerende,” siger han.

Bonhoeffer ligger lige for

Dietrich Bonhoeffer blev en moralsk stemme i modstandskampen, men først efter krigen fik han for alvor betydning og blev en del af det moralske fundament i Tyskland, vurderer Peter Tudvad. Og når Tudvad i dag tager plads på en kirkebænk og lytter til præstens prædiken, kan han ofte høre referencerne til Bonhoeffer mellem linjerne.

”Lederne af den Evangeliske Kirke i Tyskland frem til i dag er dybt inspireret af Bonhoeffer. Og han har helt klar præget sin eftertid,” siger han.

Men Tudvad mener også, at både præster og politikere, især i Danmark, med fordel kunne tage endnu mere ved lære af ham.

”Præsterne kan ikke vide, om det, de forkynder, er Guds vilje. Men jeg savner, at de vover at tage chancen. Vi får ikke at vide, hvad vi skal gøre. Præster får nemt på puklen for at være politiske, men jeg synes godt, de må vove lidt mere,” siger han og fortsætter:

”Bonhoeffer gør for eksempel opmærksom på, at vi kun taler om sikkerhed frem for fred, hvilket er den direkte vej til ufred. Sådan er det stadig. Taler man om sikkerhed, er der underforstået en mistillid til modparten. Først når vi taler om fred, kan vi undgå krig. Hvis nogle burde tale om fred, er det da præsterne i kirken. Vi skal have Bonhoeffer endnu mere ned fra hylden – han ligger lige for.”