Det er påskedag. Kvinderne står stille i den tomme grav og undrer sig over det, der er sket, og knap to tusind år senere står en anden kvinde stille ved sit staffeli i Skagen og maler noget, der måske kan bidrage til den forundring, vi altid må møde påsken med.

I en lang række af Anna Anchers malerier sker der noget bemærkelsesværdigt. Det, der ved første øjekast synes at være billedets primære motiv - en tom stue, en læsende kvinde, et barn – og som man skulle tro, udgjorde selve billedet, træder på en eller anden måde i baggrunden, efterhånden som vi betragter billedet, fordi vores øjne fanges af noget andet. Blikket fokuserer på lyset, og med ét indtager lyset den bærende rolle i maleriet. Lyset materialiserer sig. Lyset kommer til at bestå af specifikke farver og penselstrøg, og sådan oplever vi jo ellers ikke lys, når vi bevæger os rundt i det selv og lyset er der, uden vi er bevidste om, hvilken farve det egentligt har.

Lys er på den måde ikke et objekt, man kan indfange, men det sker på Anna Anchers billeder. På væggen ser vi en blomst. Eller vi ser et vinduesparti. Men der er ikke noget på den væg. Kun skygger og lys. Det, vi ser helt tydeligt på væggen, er der ikke. Og dog er vi ikke i tvivl om, hvad vi ser.

Men når vi ser på Anna Anchers malerier, så ser vi jo netop heller ikke lyset selv. Vi ser et billede af lys. Vi ser endda et billede af det lys, som hun så for mere end hundrede år siden og forsøgte at viderebringe. Det flygtige lys – fastholdt i tid – gennem hendes skildring af det.

Og så er der noget andet. På Anna Anchers billeder ser vi meget sjældent lyskilden. Vi kan gætte os til, at lyset på væggen er kommet ind gennem vinduet og kommet ned fra solen på himlen udenfor. Og ud fra lysstyrken kan vi endda regne ud hvilken tid på dagen, det er. Men vi kan ikke se solen. Vi kan kun se effekten af solen.

Solens effekt er lys – og skygge. Stuen bliver oplyst. Lyset tager form. Og lyset ændrer den stue, som menneskene befinder sig i. En anden effekt er varme.



På maleriet Solskin i den blindes stue kan den blinde kvinde ikke se lyset, men hun kan helt sikkert mærke det. Hun ved præcis, hvor lyset er, fordi det rammer hendes kind og varmer den en centimeter ad gangen i takt med, at solen bevæger sig hen over himlen udenfor, så selv i sit kroniske mørke kan den blinde kvinde mærke lysets effekt.

Og måske skal vi forholde os til opstandelsen på samme måde som Anna Ancher arbejder med lyset i sin kunst. I stedet for at fokusere på det, der skete ved den grav og i dagene efter, hvor ingen af os var til stede, må vi se på, hvor opstandelsen kaster sit lys hen og hvilken form det tager der.

Opstandelsen kaster kvinderne tilbage til der, hvor det hele startede, og hvor effekten af opstandelsen skal materialiseres i de første menigheder. Opstandelsen kaster lys over Gud, fordi vi kan høre Guds stemme i påskeevangeliets ord, som rikochetterer rundt iblandt os endnu. Og opstandelsen kaster sit lys over mennesket - som solskin i den blindes stue. Vi kan ane det som en forunderlig kraft, der kan nå ind til vores liv og potentielt omslutte det en centimeter ad gangen. Opstandelsen fandt på en eller anden måde sted den morgen, som en begivenhed, vi kun kan betragte på lang afstand. Det flygtige lys – fastholdt i tid – gennem evangelisternes skildring af det.



Men opstandelsens effekt har vi helt tæt på. Vi kan mærke den i vores egne stuer og vores egne liv. Som et flakkende varmt lys, der manifesterer sig på væggen, og viser os motiver, som slet ikke er der, og alligevel er helt tydelige og forandrer det liv, vi befinder os i. Og vi behøver ikke bruge vores øjne for at vide, hvor varmen kommer fra. Det er påskedag, og livet har indtaget en bærende rolle i verden. Opstandelsen er solskin i den blindes stue.

Signe Danielsen er sognepræst ved Sankt Markus Kirke på Frederiksberg. Hun er desuden uddannelseskonsulent i Københavns Stift samt medlem af Bibelselskabets bestyrelse.