Elektra
I krimien ELEKTRA er det historien om Kain og Abel, som forfatteren tager udgangspunkt i.

12.10.2016 Louise Graa Christensen

Eksistentielle temaer hitter i krimier

Krimiforfatteren Jakob Melanders nye bog ELEKTRA, der er inspireret af en bibelsk fortælling, er én blandt flere krimier, der tager livtag med spørgsmål om tro og eksistens.

Når krimiforfatteren Jakob Melander i sin nye bog ELEKTRA, der er udgivet på Bibelselskabets Forlag, skæver til Bibelen og behandler eksistentielle spørgsmål, er han langt fra alene. For flere – især skandinaviske – krimiforfattere interesserer sig for temaer, der har at gøre med tro og eksistens. Det fortæller Kim Toft Hansen, der er adjunkt ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet. Han mener, at krimigenren per definition tager udgangspunkt i eksistentielle kriser.

”Det, at man går så radikalt til værks, som at slå ihjel, er en overskridelse af moralske normer i samfundet, og at fortælle om det, stiller spørgsmål til de normer. Når en eksistens stopper, følger en krise for de efterladte”.

Som et eksempel peger han på tv-serien Forbrydelsen, som holdt mange danskere klistrede til skærmen søndag efter søndag. For her satte mordet eksistentielle spørgsmål, som er svære at besvare, i gang hos de efterladte – eksempelvis om, hvorvidt den dræbte skulle have en kirkelig begravelse. Det kunne også være spørgsmålet hos de efterladte om, hvorfor det er deres kære og ikke dem selv, der er blevet dræbt. I begge tilfælde spørgsmål, der står ubesvarede hen.

I ELEKTRA er det historien om Kain og Abel, forfatteren tager udgangspunkt i. Og at det netop er denne historie, der især fascinerer Jakob Melander, undrer ikke Kim Toft Hansen.

”Religiøse tekster har mange år på bagen. De er mytologiske kernetekster, der har bundet os sammen gennem tiderne. Ved at vælge en bibelsk fortælling tager man udgangspunkt i noget velkendt og skaber en variation. Kain og Abel er yderst velkendt, og idet det også omhandler drab, er det oplagt til en krimi,” siger han.

Større tro på åndelige kræfter

Kim Toft Hansen peger på krimiforfattere som Gunnar Staalesen og Stieg Larsson, som eksempler på forfattere, der også er inspireret af Bibelen. Spørgsmålet er så, hvad det er udtryk for, når forfatternes fans – ligesom forfatterne selv - interesserer sig for de fortællinger, der stiller eksistentielle spørgsmål. Ifølge Kim Toft Hansen skyldes det en voksende tendens i samfundet generelt:

”Selvom vores samfundsindretning er sekulær, kan vi se en opblomstring i interessen for det, der rækker ud over de ting, vi kan erkende med vores fornuft. Man skulle måske tro, at der i et sekulært samfund vil være færre troende, men sådan forholder det sig ikke”.

Han fortæller om befolkningsundersøgelser, der har afsløret et skift i befolkningens mentalitet fra før og efter årtusindskiftet.  

”Andelen af mennesker, der svarer ja til at tro på Gud, er faldet siden 1980’erne. Men til gengæld er der flere, der svarer ja til at tro på en åndelig kraft i universet. Den nye erkendelse af åndelige kræfter influerer de temaer, der behandles i krimierne,” siger Kim Toft Hansen.

Elektra

Om ELEKTRA

Jakob Melanders ELEKTRA er inspireret af fortællingen om Kain og Abel. Det er en krimi om, hvad der sker, når kærlighed bliver til had, om hævnens altødelæggende kraft – men også om menneskets evne til at overvinde selv den sværeste modstander.

Køb bogen her