Vi mennesker vil gerne forstå. Vi nøjes ikke bare med at konstatere, at der sker noget. Vi vil gerne forstå, hvorfor det sker. Efter nedsmeltningen på Fukushima-atomkraftværket beskrev en undersøgelseskommission hændelsesforløbet – og placerede et ansvar. Når jordskælvstragedier som den i Tyrkiet og Syrien sker, analyserer seismologer, hvorfor jordskælvene skete, og forsøger at forudsige, hvor det næste rammer. Og når Danmark og store dele af Europa rammes af tørke, som nu, går snakken om klimaforandringerne, og hvad vi kan gøre for at spare på vandet.

Men ofte er den naturvidenskabelige forklaring ikke nok for os mennesker. Vi har brug for at stille det store spørgsmål om hvorfor, og vi har brug for at rette vores afmagt over for naturen et sted hen. Vi vil have en forklaring, en, der kan skabe mening.

Kan Bibelen hjælpe os med det?

Fra svovl og ild til rolige vande

Fra begyndelsen hører vi om Gud som himlens og jordens skaber, men også som ham, der sender den altødelæggende syndflod over verden, ham, der sender de syv plager over Egypten, da faraoen ikke vil lade israelitterne gå, og ham, der siden hen, på Herrens dag, vil lade himlene forgå med et brag og elementerne brænde op, som det står at læse i Peters Andet Brev.

Bibelens beretninger om naturkatastrofer, der rammer mennesker som Guds straf, har alle dage været et kors for tanken for teologer – og alle andre. For hvilken Gud lader svovl og ild regne ned over (gudløse) byer, som vi hører om i Det Gamle Testamentes beretning om Sodoma og Gomorra?

Sådanne straffeaktioner står dog langt fra alene i Bibelen. Det Nye Testamentes Jesus sender ikke naturkatastrofer ned over menneskene, men bruger til gengæld sin magt til at stilne søens vande. Denne mere forsonlige side af Gud møder vi også i Det Gamle Testamente, når Gud lover Noa aldrig på ny at udslette livet på jorden. I Ezekiels Bog hører vi om en ny frugtbarhed på jorden, som Gud vil lade strømme fra templet i Jerusalem, og i Esajas’ Bog profeteres om, at naturen skal finde fred, når ulven skal bo sammen med lammet, og panteren skal ligge sammen med kiddet.

Der strømmer altså mildhed fra Gud – og håb om bedre tider. Men hvad hjælper det, når vi står midt i en katastrofe?

Bibelen sætter strøm til spørgsmålene

Vi finder ingen klimakrise i Bibelen, ej heller nedsmeltninger af atomreaktorer. Til gengæld møder vi utallige beretninger om, at naturen tager magten, og hvordan mennesker forsøger at forstå, hvorfor det sker, og hvor Gud er i alt det.

Én af Bibelens helt store personlige tragedier møder vi i Jobs Bog. Her klager Job over al den ulykke, der rammer ham med betændte bylder og børnedød. Han afkræver Gud et svar på sin lidelse, men Gud går i rette med ham i kapitel 38 ved at stille ham en række modspørgsmål:

Hvor var du, da jeg grundlagde jorden?

Fortæl det, hvis du har forstand til det!

(…)

Har du nogen sinde beordret morgenen frem,

anvist morgenrøden dens plads,

(…)

Har du været ved havets kilder,

har du vandret på urdybets bund?

(…)

Har du givet agt på jordens vidder?

Fortæl det, hvis du ved, hvor stor den er.

Det er noget af en irettesættelse! Det kan lyde, som om Gud siger til Job, at han bør pakke alle sine spørgsmål langt væk, for han er ubetydelig lille ved siden af Gud og den storhed, han har skabt i naturen. Men måske Gud også vil aflaste Job. Måske siger Gud, at der faktisk ikke altid kan gives menneskesvar på alt, der sker. Også, selv om spørgsmålene melder sig, når krisen – og Jobs sår – kradser.

Guds omsorg for skaberværket

Der er talrige eksempler i Bibelen på mennesker, der klager deres nød til Gud over de ulykker, de rammes af, hvad enten de er ofre for naturkatastrofer, Jerusalems ødelæggelse, fordrivelser eller ”blot” livsens ondskab. I de dele af Salmernes Bog, som vi kalder klagesalmerne, får klagen til Gud stemme, og det lyder bl.a. sådan her i Salme 74 og Salme 79:

Hvorfor har du forstødt os for evigt, Gud,

hvorfor flammer din vrede op mod de får, du vogter?

Hvor længe vil du dog være vred, Herre,

hvor længe skal din lidenskab brænde som ild?

Men hvor Bibelen måske ikke altid møder menneskene med svar – i hvert fald ikke de svar, vi ofte ønsker os – så taler Bibelen igen og igen om Guds omsorg for skaberværket. I Salme 104 hører vi om, hvordan Guds omsorg omfatter alle skabninger. I Matthæusevangeliet kapitel 6 opfordrer Jesus sine tilhørere til ikke at bekymre sig for deres liv, men at have tillid til Guds omsorg. Gud tager sig nemlig af alle fuglene på himlen, blomsterne på marken og alle mennesker. Og i Lukasevangeliet kapitel 12 taler Jesus om Guds omsorg for selv de mindste og mest oversete skabninger; hvis Gud bekymrer sig om de små fugle, vil han også tage sig af og værne om os mennesker.

Dét er ord, der er værd at læne sig ind i – og lade høre som en opfordring til, at også vi må vise omsorg for skaberværket dér, hvor vi kan.

Måske ved at spare på vandet?