Fødselar: ”Bibeloversættelsen er det største”

Selv om der for Birgitte Stoklund Larsen ikke går en lige linje fra den livlige snak ved køkkenbordet i barndommens midtfynske landbrugshjem til hæve-sænke-bordet på chefkontoret centralt i København, samler jobbet som generalsekretær i Bibelselskabet det, hun har været allermest optaget af, nemlig mødet mellem mennesker, samfund og kristendom.

Og spørger man hende selv, så er det udgivelsen af Bibelen 2020 i marts måned i år, der står som det absolut største i arbejdslivet. Birgitte Stoklund Larsen blev generalsekretær for Bibelselskabet i 2015, hvor den nudanske oversættelse af Det Gamle Testamente så småt var begyndt med udgivelsen af en prøveoversættelse af to skrifter. Siden da er der blevet arbejdet hårdt med den nye bibeloversættelse, både blandt oversættere, konsulenter, ansatte, bestyrelse – og blandt danskere, der samles i læsegrupper omkring mødeborde, kirkebænke og køkkenborde rundt omkring i landet:

”Det har været et kæmpe privilegium at få lov til at indgå i arbejdet med at oversætte Bibelen. Det er uden sammenligning det største, jeg nogensinde har været med til. Det har været spændende at få lov at komme så langt ind i Bibelen. Både at være med i de til tider meget nørdede diskussioner om oversættervalg, men også undervejs at give oversættelserne fri til læsegrupper over hele landet, der kommenterede flittigt og bidrog væsentligt til oversættelsesarbejdet. Det gav mange aha-oplevelser. Tag for eksempel ordet ’avner’, et landbrugsudtryk, som bruges flere steder i Bibelen. Som landmandsdatter kender jeg jo godt ordet – men i dag er det ukendt for mange, viste det sig.”

Birgitte Stoklund Larsen er vokset op som den ældste af to på en gård på Midtfyn, hvor forældre og bedsteforældre tog aktivt del i lokalsamfundet, hvor der blev debatteret politik og samfund med store og små ved køkkenbordet, og hvor folkekirken og kristendommen havde sin naturlige plads. Allerede som 13-årig blev hun spejderleder, og engagementet i det samfund, der omgav hende, er fortsat livet igennem.

At man kunne læse teologi, var dog ikke umiddelbart noget, Birgitte Stoklund Larsen overvejede. Som barn var hun glad for at gå i skole, men hun interesserede sig mere for kort og landskaber og samfund og litteratur end for Gud og kristendom. Det ændrede sig i gymnasiet, hvor hendes religionslærer vakte interessen for tro og eksistens. De læste den tyske teolog Dorothee Sölle og om hendes eksistensteologiske opgør med den ’tørre’, videnskabelige teologi. For Dorothee Sölle – og snart også Birgitte Stoklund Larsen – handlede teologi om det liv, der leves.

I 1987 bliver hun cand.theol. fra Aarhus Universitet og ansat som forlagsredaktør på forlaget Anis, hvor hun har været frivillig under studietiden. Under sin ansættelse tog hun Pastoralseminariet, og Mogens Lindhardts inspirerende undervisning i homiletik fik hende til at overveje at blive præst.

Det blev dog en opfordring til at søge en stilling på Kristeligt Dagblad, der kom til at definere Birgitte Stoklund Larsens arbejdsliv de kommende 12 år, først i en kort periode som kronik- og debatredaktør, siden som kulturredaktør og som Liv & Sjæl-redaktør. I den samme periode stiftede hun familie:

”Det var en god og meget intens tid, både på jobbet og med små børn derhjemme. Jeg blev virkelig hooked på den puls, der er på et dagblad,” siger hun med den lette fynske diktion, hun har bevaret efter mere end 30 år i det københavnske.

Alligevel lod hun sig i 2009 friste af et stillingsopslag som akademileder af Grundtvig-Akademiet i Vartov, hvor hun de kommende seks år var med til at tegne den grundtvigianske profil i Danmark. I den periode var hun også ulønnet hjælpepræst i Jørlunde i Nordsjælland:

”Da jeg begyndte på Grundtvig-Akademiet, var det, som om jeg var kommet på græs. Jeg skiftede den skrevne journalistik ud med foredragsdanmark og kom på en måde tilbage til diskussionerne ved køkkenbordet i mit barndomshjem. Jeg havde på Kristeligt Dagblad skrevet ledere og mange andre artikler – men jeg skulle vænne mig til, at når jeg nu skrev noget, refererede nogle det som ’grundtvigianerne mener’. Hvilket naturligvis er vrøvl, for grundtvigianere mener alt muligt,” griner Birgitte Stoklund Larsen.

Birgitte Stoklund Larsen har altid interesseret sig for krydsfelterne, hvor tingene mødes. For eksempel, hvor mennesker, samfund og kristendom mødes. Eller der, hvor bibel møder læser. Da hun stoppede på Grundtvig-Akademiet, sagde næstformand i Grundtvigsk Forum, Ulla Morre Bidstrup, i sin afskedstale, at Birgitte altid er optaget af at få tingene til at hænge sammen. Er vi i teologisporet, vil hun have samfundssporet med – og omvendt. En beskrivelse, Birgitte Stoklund Larsen godt kan genkende:

”Teologi, som udfolder sig som dogmatisk gymnastik i et lufttomt rum, er dybt uinteressant. Verden er ikke indrettet på en måde, så vi har teologien der, samfundet derovre og livet her. Vi har jo det hele, på én gang. Det sjove er – og det betydningsfulde opstår – når vi får tingene til at spille sammen.”