Generalsekretærens årsberetning for 2021

Jeg kan rigtig god lide Luther. Og det er altså sagt helt upolemisk i forhold til den kirkeligt set vidunderligt brede forsamling, der er her i dag. Nej, når jeg i den her sammenhæng har lyst til at begynde med at sige, at jeg rigtig godt kan lide Luther, er det allermest af én grund: Hans sans for, at Bibelen skulle tilgængeliggøres på folkesprogene – en uhyre konkret måde at gøre Bibelen ”nærværende” på, som det hedder i Bibelselskabets vision.

Var den ikke blevet det i sin tid, ja, så var vi ikke her i dag, alle os forskelligartede lutheranere, frikirkefolk, katolikker, ortodokse – og hvem der ellers, som det naturligste i verden, er forenet i Bibelselskabet.

Hvad jeg nok vidste før, har jeg fået lov at mærke meget konkret i mine syv første måneder som generalsekretær: Bibelen forener. Den samler og forener mennesker på mange måder i forskelligartede fællesskaber i kirker og organisationer i hele Danmark – ja, hele verden – og den samler og forener os i dag.

I kender sikkert prologen til Johannesevangeliet. ”I begyndelsen var Ordet” begynder den med kraftfuld enkelhed. Siden kom så alle ordene – og dermed rodet, tænk bare på Babelhistorien. Eller på vores egne erfaringer. For nok siger Jesus hos evangelisten Matthæus, at ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”. Men der skal ikke meget mere end to-tre kristne til, før der er også er noget andet iblandt dem – forskellige syn på det ene og det andet, forskellige praksisser, forskellige teologier.

Heldigvis oplever jeg ikke, at det spiller nogen stor rolle i Bibelselskabet. Vi er, havde jeg nær sagt, dobbelt velsignet – eller ”heldige”, som det ville hedde adskillige steder i Bibelen 2020. Vi har nemlig den autoriserede oversættelse. Men vi har ikke den autoriserede udlægning. Det gør på mange måder tingene enkle: Vi har en uhyre privilegeret opgave i at oversætte, udgive og slå på tromme for Bibelen – med alt hvad dertil hører af andre udgivelser og indsamlinger til bibelfremme nær og fjern. Men vi er i forsyningsleddet, der hvor vi får lov til det, som i virkeligheden meget få mennesker kloden rundt får lov til: At sørge for, at Bibelen til enhver tid er tilgængelig på et nutidigt sprog, der er til at forstå for så mange som muligt.

Forsyningsleddet

Når jeg siger, at vi i Bibelselskabet er i forsyningsleddet, siger jeg samtidig, at vi har brug for andre til at bringe Bibelen ud i samfundet, ind i kirken og ind i den enkeltes liv.

Det er ofte os, der skaffer bibler på mange sprog til flygtninge, indsatte eller hjemløse. Men det er ikke os, der stikker virkelige mennesker Bibelen i hånden. Det er også os, der løbende arbejder på at udvikle bibeludgaver til store og små. Men det er ikke os, der overrækker en børnebibel til forældrene ved en barnedåb, en konfirmandbibel til en flok langlemmede teenagere i festtøj eller Bibelen 2020 til deltagerne i et kristendomskursus i kirken. Det er jer i kirkerne og organisationerne. Det er boghandlerne landet over. Eller det er det menneske, der under sin nabo at stifte bekendtskab med ord, der overgår al forstand.

Som sagt vidste jeg nok det her, før jeg fik lov at arbejde med i Bibelselskabet, men nu har jeg også mærket det, blandt andet takket være den gæstfrihed, jeg har mødt. Jeg har inviteret mig selv på kaffe i lange baner hos alle jer i baglandet, og I har beredvilligt taget imod mig og fortalt om, hvordan I arbejder med at fremme bibelsagen der, hvor I hver især er, og været med på at udveksle idéer om, hvad både I og vi kan gøre. Så tak for kaffe! Det har været berigende og inspirerende.

Vi giver det videre

I samme gode økumeniske ånd har det været en glæde at blive involveret i den store internationale familie, vi har igennem De Forenede Bibelselskaber og i samarbejdet med SAT-7. Jeg deltog i marts i SAT-7’s partnerkonference på Cypern, og det er et rigt og godt arbejde, de driver ind i sammenhænge, hvor Bibelen som oftest er fraværende. Der kan satellitter og digitale satsninger noget, som ikke ellers lader sig gøre. For selv i den geografisk og åndeligt goldeste ørken kan Bibelen blive nærværende.

Vi har været engageret i SAT-7-arbejdet siden årtusindskiftet og samler med stor glæde løbende ind til det arbejde. I det hele taget er vores indsamlingsarbejde ofte præget af projekter, hvor vi kan planlægge og udvikle kampagner i god tid. Men nogle gange overhaler virkeligheden os indenom.

Det er sket et par gange det seneste år. Først da Taleban tog magten i Afghanistan i sensommeren og lod et formørket styre sætte sig på en plaget befolkning – for nylig bekræftet af kravet om, at alle kvinder skal gå med burka uden for hjemmet for ”at undgå konfrontationer, når de møder mænd, der ikke er tætte slægtninge,” som Talebans øverste leder, Hibatullah Akhundzada, siger.

Siden da Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar. Vi besøgte faktisk Ukraine i efteråret og lavede en stor, klassisk indsamlingskampagne i november, men siden da har vi tilføjet nye, digitale kampagner, der afspejler de akutte behov, vores kolleger i det ukrainske bibelselskab fortæller om. Da jeg forleden fik mail fra Rostyslav Stasiuk, der ugentligt opdaterer om forholdene, beskrev han, hvordan der stadig bliver uddelt mad og medicin fra Bibelselskabets lokaler i Kyiv – og hvordan der fra kontoret i Lviv distribueres bibler ud i landet, hvor frivillige og ansatte deler brød og bibler ud til alle, der har behov.

Vi støtter arbejdet under disse vanskelige vilkår med taknemlighed for overhovedet at kunne bidrage med noget. Men midt i det mørke, vi ser mange steder, er der også lys. Dem ser vi, når vi støtter det cubanske bibelselskabs arbejde med bibler til de unge, eller når vi kan sende midler til SAT-7’s arbejde med ”Min skole”, hvor de når hundredtusindvis af børn med uddannelsesprogrammer. At få adgang til den slags gør en stor forskel, når man sidder i udkanten af en syrisk flygtningelejr i Libanon.

Apropos Libanon har vi også del i et stort SAT-7-projekt dér efter den forfærdelige eksplosion på havnen i Beirut i 2020. I samarbejde med CKU (Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde) har vi i 2020 skaffet en offentlig bevilling på 5,5 millioner kroner til et treårigt projekt, der arbejder med at engagere unge med forskellige religiøse baggrunde i genopbygningen af civilsamfundet.

Bibelformidling

Arbejdet med at gøre Bibelen nærværende har flere dimensioner. En af de vigtige er formidlingen af bibelsk stof. For mange er Bibelen, uanset om det er i 1992- eller 2020-oversættelsen, en uoverskuelig mundfuld at kaste sig over, men heldigvis findes der mindre udskæringer og serveringer, som har stor betydning for mange.

I det forgangne år har det vist sig ved, at tegneseriekunstneren Peter Madsens 27 år gamle ”Menneskesønnen” var den enkeltstående titel, vi solgte flest eksemplarer af, særligt først på året, hvor coronapressede præster købte den ind i klassesæt til hjemsendte konfirmandhold. Og samme Peter Madsen kunne vi sidst på året udgive en ny bog af, nemlig ”Urhistorien”, som er kommet rigtig godt fra start.

Det har også været glædeligt at kunne udgive en række andre bøger, der på forskellig vis gør Bibelen nærværende. Det gælder blandt andet Charlotte Rørths ”Med rank ryg – en fortælling om tro og moderskab”, der netop er udkommet i Sverige, og Jesper Tangs ”Møder med Gud”, hvor anmelderen på kirke.dk konkluderer, at ”hvis man vil have en kortfattet og letlæselig, videnskabeligt baseret introduktion til indholdet i hele Bibelen, så er denne bog den bedste man kan købe for penge i en dansk boghandel.”

Oversættelsesovervejelser

Det er skønt med disse formidlende bøger. Men der er jo også bogen – den med stort B: Bibelen. Den findes, som I ved, i to oversættelser og en snes indpakninger. Bibelen 2020 har fået godt fat, vi er godt i gang med 3. oplag af den oprindelige, hvide version og tilføjede i efteråret en ny, sort version til alle dem, der foretrækker en bibel med fast bind.

Men som I ved, er det ikke gjort med det. Sidste år på denne tid varslede Birgitte Stoklund Larsen over for jer i repræsentantskabet, at bestyrelsen havde ”besluttet at sætte gang i et forarbejde til arbejdet med en ny autoriseret oversættelse”. Hun skyndte sig at tilføje, at ”det er ikke en beslutning om at begynde en ny oversættelse, men en beslutning om at tilvejebringe grundlaget for en beslutning om en ny oversættelse”.

Det forarbejde er nu begyndt. De første spæde drøftelser af, hvilke videnskabelige grunde der kan være til at gå i gang med en ny autoriseret oversættelse er i gang og vil blive fulgt op af flere. For hvad har udviklinger inden for eksempelvis teologien og arkæologien betydet? Er der sket noget i forståelsen af de klassiske sprog, der kalder på en ny oversættelse? Og hvad med udviklingen af det danske sprog? En del ord bruges mindre eller betyder noget andet nu, end da man lavede 1992-oversættelsen. Her forhører ypperstepræsten Jesus, flænger sine klæder og konkluderer i Matthæusevangeliet: ”Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner?” For 40 år siden betød ”spottet”, at Jesus havde hånet Gud. I dag betyder det for mange, at han havde fået øje på ham. Som kristne ved vi, at det sådan set er rigtig nok, men det var nok ikke lige dét, ypperstepræsten mente …

Senere følges undersøgelserne af de forskningsmæssige udviklinger op af en undersøgelse af de kirkelige grunde til på ny at arbejde med en bibeloversættelse. Her kommer spørgsmålet om brugen af Bibelen 2020 i kirkerne til at spille en rolle. For på en egen bagvendt måde kan man argumentere for, at hvis Bibelen 2020, der udtrykkeligt ikke er lavet med henblik på kirkebrug og autorisation, vinder stærkt indpas i gudstjenestelivet, ja, så udtrykker det et påtrængende behov for at få lavet en ny oversættelse, der er tænkt til kirkebrug og autorisation. Derfor handler processen i den kommende tid både om indhøstning af erfaringer med det store arbejde, der førte til Bibelen 2020, og med den kirkelige brug af den. Det kommer I alt sammen til at høre mere om i de kommende år, og jeg forestiller mig, at mange af jer vil følge det med nysgerrig interesse.

Tak, tak og tak

Som sagt har jeg kun været en del af Bibelselskabet i godt et halvt år. Det har været begivenhedsrige måneder, hvor jeg er taknemlig for at være blevet del af et godt kollegafællesskab i Frederiksborggade her i København, af et godt arbejdsfællesskab med bestyrelsen i almindelighed og FU i særdeleshed, og af et bredere søskendefællesskab med alle jer i baglandet – kirker, organisationer, ambassadører og stiftsudvalg.

Igen og igen er jeg blevet mindet om fællesskabets styrke – og skrøbelighed. Vi er jo helt almindelige mennesker med alt, hvad dertil hører af muligheder og begrænsninger. Nogle kan stille et bogbord op med en udstilling af bibler. Andre kan udlægge teksten i en prædiken. Nogle kan holde styr på regnskabsprogrammer, lønninger, kreditorer og debitorer. Andre kan lave kampagner, der giver folk lyst til at støtte mennesker i nød. Hver især kan vi noget. Til sammen kan vi meget. Og så kender vi jo ham, der har al magt i himlen og på jorden, og det er altså god rygdækning. Så den tager vi med ind i alt det, der ligger foran. Og glæder os til at fortsætte arbejdet med at gøre Bibelen nærværende – sammen.