I lyset af Dronningens abdikation reflekterer generalsekretær Johannes Baun over de små og store spor, vi sætter os. Læs hans nytårshilsen her.
Ingen af os går gennem livet uden at sætte spor. Ofte går vi selv ad stier, andre har trådt for os. Og så er der de helt store fodspor. Dem, der har blivende karakter, og som man beundrende kan betragte, men som man ikke selv kan gå i.
Det nye år er begyndt med en fælles national besindelse på de blivende spor, Dronning Margrethe II har sat. Enhver har kunnet følge med hen ad vejen, men nu, hvor hun abdicerer, er der en særlig anledning til at se tilbage og betragte dem.
Statsministeren strøg i sin nytårstale det meste af det politiske idekatalog, der normalt udfoldes, til fordel for en omfattende tak til regenten: ”I generationer har Dronningen været vores samlingsmærke. Et holdepunkt, når alt andet var i bevægelse. En del af hvad vi kommer af. Og hvem vi er (…) Gennem store forandringer har Dronningen holdt fast i kunsten, kulturen, dyderne, oldtidens visdom.”
Det er en fin beskrivelse af, hvordan man også ved at stå fast kan sætte dybe spor. Til gengæld er begrebet ”oldtidens visdom” en noget hændervridende omskrivning af et såre simpelt forhold, nemlig at dronningen i den grad er formet af sin kristne tro og overbevisning.
Som regent i Danmark er man folkekirkens overhoved, og som protektor for Bibelselskabet har dronningen løbende engageret sig i bibelsagen, blandt andet med de næsten 50 smukke vignetter til Rigs- og slægtsbibelen, der udkom ved årtusindskiftet. Det allerfineste udtryk for de to roller – overhoved og protektor – er, at Bibelen i 1992 blev ”autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II”, som der har stået på titelbladet lige siden. Det er et helt utrolig kraftigt aftryk at have sat, for den autoriserede bibeloversættelse er grundlag for både folkekirken og stort set alle andre kirkesamfund i Danmark.
Mette Frederiksen pegede også på dronningens sans for at balancere tradition og fornyelse. Den kom meget konkret til udtryk kort før jul, hvor vi i Bibelselskabet modtog en generøs bevilling på 500.000 kroner fra Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond til arbejdet med den kommende autoriserede oversættelse. Det ser vi som et fornemt udtryk for kongehusets levende interesse i arbejdet med at gøre Bibelen nærværende i samfund, kirke og for den enkelte – også for de kommende generationer.
Det er som sagt de helt store fodspor. Og så er der alle de andre. Dem, vi hver især får lov at sætte, også gennem arbejdet her i Bibelselskabet. I 2023 blandt andet med indsamlinger, hvor vores givere har gjort en stor forskel så forskellige steder som Ukraine, Vietnam og Usbekistan. Med udgivelser, hvor forfattere som Sørine Gotfredsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Ida Jessen og Kim Fupz Aakeson gennem deres bøger har sat spor hos mange tusinde læsere. Og med inspiration gennem blade, nyhedsbreve og sociale medier, hvor Bibelen har sat sit umiskendelige præg på modtagerne.
Forfatter, præst og salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen har sagt, at ”man ikke ustraffet kan læse Bibelen”. Den gør indtryk, sætter aftryk. Faktisk i en grad, så selv Dronning Margrethe II’s fodspor kan tage sig små ud. Bibelens ord rækker både langt bagud i historien og langt frem i tiden – eller med Grundtvigs ord: ”Guds ord det er vort arvegods, det skal vort afkoms være”. Dét skrev han i 1817. Det passer stadig, her i 2024. Og det sætter spor, ikke af Danmarks dronning, men af Himlens konge.
Godt nytår.
