Håb er ikke det samme som optimisme

Hvornår har du selv haft brug for håb?

”Det korte svar er: hele tiden. Vi kan ikke leve uden håb. Det er ikke noget ekstra, men noget grundlæggende i menneskelivet.

Man kan holde til meget, hvis der bare er et element af håb. Når jeg ser ud i verden, kan jeg godt mærke, at jeg hele tiden har brug for det. Ikke nødvendigvis fordi jeg står i en bestemt krise, men fordi håbet er det, der gør det muligt at leve med alt det, vi ikke kan overskue.”

Hvilken bibeltekst vender du tilbage til, når håbet skal have ord?

”Der er mange, men et vers, jeg synes er meget stærkt, er Romerbrevet 15,13: ‘Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!'

Det afgørende for mig er, at Gud kaldes håbets Gud. Håbet begynder ikke med, at jeg tager mig sammen og producerer det selv. Det kommer af opmærksomheden på Gud.

Det kan lyde dramatisk at tale om Helligåndens kraft, men for mig er det også meget jordnært. Håbet næres gennem bibeltekster, bøn, fordybelse og et levet åndeligt liv. Ofte uden at det ser voldsomt ud.”

Hvordan har din kirkelige baggrund formet den måde, du forstår håb på?

”Jeg er vokset op i et konservativt frikirkemiljø og har senere været præst i Amagerbro Frikirke. Men jeg har egentlig svært ved at se min forståelse af håb som noget, der tilhører én bestemt kirkelig tradition. For mig er det grundlæggende fælleskristent.

Det vigtige er forskellen på håb og optimisme. Optimisme kan være svært at opretholde, når man ser på verden. Det kristne håb er et ‘på trods af’-håb.

Det bygger for mig på påskens erfaring: Når alt ser mørkest ud, er Gud der stadig. Håbet kommer ikke af, at situationen nødvendigvis ser lys ud, men af tilliden til, at Gud kan handle også i lidelsen, mørket og det, der forekommer håbløst. At Gud kan have muligheder, vi ikke selv kan overskue.”

Hvor ser du lys og glæde bryde frem omkring dig lige nu?

”Hvis jeg ser på det store verdenspolitiske perspektiv, er det svært at få øje på håbet. Der er krige, hårde strukturer, nyhedsstrømme og meget, der ser mørkt ud.

Derfor tror jeg, at håbet ofte møder os i det nære. Der er håb i, at lyset står op hver morgen. I at vi trækker vejret. I at det bliver forår. Og der er håb i menneskelig godhed, omsorg og relationer.

Nogle gange kalder vi det banalt, men det er alt andet end banalt. Et smil fra et fremmed menneske, venskab, forbundethed og omsorg kan være dybt håbsskabende. Verden rummer ikke kun mørke. Den rummer også skønhed, sandhed og godhed.”

Hvad vil du sige til et menneske, der har svært ved at tro på det gode?

”Jeg ville ikke begynde med at fortælle, hvorfor vedkommende tager fejl. Jeg ville først bede mennesket fortælle sin historie.

Vi har alle en unik historie, og ud af den kommer vores erfaringer af håb og håbløshed, Gud og ikke-Gud. Hvis vi ikke lytter til det først, risikerer vi at give svar på spørgsmål, som ikke er blevet stillet.

Jeg ville ikke forsøge at forklare håbløsheden væk. Men måske kunne vi sammen få øje på de steder, hvor der stadig findes godhed, skønhed, sandhed eller relationer. Midt i en verden med meget mørke findes der også noget, der kalder på håb.”