Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« 

Johannesevangeliet 14,22-31

Vi er begyndt at isolere os, for vi vil jo så nødig sprede sygdom og anden djævelskab til andre mennesker. Men beretningen fra Johannesevangeliet taler om at give los og sætte alt ind på at sprede Helligånden og blande sig. Som altid leverer evangeliet kærlig modstand til tiden, og pinsedag er ingen undtagelse.

Fortællingen er som én stor stoledans mellem Faderen, Sønnen og Helligånden, der alle forsøger at indtage det samme dyrebare sæde i disciplenes hjerter. Men det er ikke sådan lige til: Helligånden skal sendes til disciplene i Jesu navn, for Jesus går til Faderen, der er større end ham. Forvirret? Det var disciplene også over dette svar fra deres mester. Heldigvis var målet soleklart: Pinsedag handler om, at disciplene skal gå ud i verden og blive til det, vi i dag kender som kirken. Jesus slutter da også af med ordene: Rejs jer, lad os gå herfra! Han kunne på kirkelig vis have tilføjet, at der efterfølgende vil være kaffe og småkager i sognegården. Pinsen rummer nemlig en befaling om at bevæge sig ud i verden som genfødte mennesker til en virkelighed genskabt af Helligånden. Nu er isolationens tid ovre, og disciplene er ikke længere små øer der driver rundt hver for sig, nej, nu skal de i stedet gå ud i verden og sprede det gode budskab. Talsmanden, Helligånden, vil nemlig være med dem på deres fælles udbrud fra ensomheden. Pinsen handler altså i høj grad om at gøre noget i Jesu ånd. Sammen hver for sig? Nej, sammen i Helligånden!

I samtaler om sorg og tab kredser jeg tit om at gøre noget i nogens ånd. Dermed forsvinder sorgen over et menneskes bortgang ikke, men det kan ske, at sorgen blomstrer op og bliver til et kort øjeblik af mindesamvær. Når eksempelvis en familie har mistet en mor, kan en fordybelse i Jesu ord give mening: Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord. Hvad var det for en livsvisdom denne mor efterlod? Hvad talte hun altid om? Hvor drømte hun om at rejse hen? Med andre ord: hvordan kan vi gøre noget i hendes ånd? Hertil hjælper Helligånden både den sørgende og den fortvivlede. For Helligånden er en superspreder, der evner at trænge ind i sorgens materie og vende den til glæde. Nu har ordet superspreder nok fået en lidt uheldig klang, men hvorfor ikke insistere på at genvinde ordet? Vi har brug for supersprederbegivenheder, hvor det for en gangs skyld er det gode der spredes overalt i rummet. Jesus siger: Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! Det budskab må spredes frodigt og viltert med pinseblæsten, alletiders superspreder.

Adam Garff er sognepræst ved Gentofte Kirke.