UKRAINE: En samtalegruppe i kirken blev en livline, da Maria Bilousovas bror forsvandt i krigen. Nu brænder hun for, at andre skal få den samme hjælp, som hun selv fik
Da Maria Bilousovas bror forsvandt i krigen, mistede hun ikke kun ham. Hun mistede også næsten alle minderne om ham. I dag er hun en del af Bibelselskabet i Ukraines traumearbejde og underviser i sorg på en lejr for enker efter faldne soldater og deres børn i landsbyen Poljana i det vestlige Ukraine. Her hjælper hun andre med at sætte ord på den smerte, hun selv kender alt for godt.
Tre måneder efter, at hendes bror blev sendt i krig, blev han meldt savnet i kamp.
"Jeg kan stadig høre min mors skrig, da hun fik beskeden. 'Dima, Dima!' råbte hun. Det var det eneste, hun kunne sige. Det knuste os," siger Maria Bilousova stille.
Maria er familiens yngste. Hendes bror var fem år ældre end hende. Mere end to år efter, at han blev meldt savnet, sørger hun ikke kun over tabet af ham, men også over noget andet: Næsten alle minderne om ham forsvandt.
"Jeg har lært, at sådan et hukommelsestab kan ske, når man oplever et stort traume. Man glemmer, fordi det gør for ondt at huske," siger hun.
I lang tid havde hun kun to minder fra deres fælles opvækst. Det ene var, at familien gik hjem fra kirke. Det andet var fra hendes 11-års fødselsdag, hvor hendes bror gav hende bananer og slik, som han havde købt for sine egne penge.
Sorgens tre faser
På lejren i Poljana underviser Maria mødrene i sorgens vej.
"Sorgens vej ser forskellig ud for alle, der må gå den. Men der er alligevel tre faser, som alle skal igennem," siger hun.
Den første fase er ofte præget af vrede og fornægtelse. Den anden af håbløshed. Den tredje er begyndelsen på noget nyt.
"Jeg reagerede med vrede, da min bror forsvandt. I begyndelsen var det umuligt at acceptere, at han var væk," fortæller Maria Bilousova.
Hun beskriver den første tid som kaotisk og smertefuld. Familien svingede mellem håb og fortvivlelse.
"Måske har nogle af jer oplevet noget lignende?" spørger hun kvinderne. Flere nikker.
"Jeg var vred på min mand, fordi han havde forladt os ved at dø. Hvordan kunne han? Hvem skulle beskytte os, når han var væk?" siger en af kvinderne.
Maria fortsætter: "Den anden fase, hvor alt føles håbløst, er på mange måder den værste."
Nogle måneder efter brorens forsvinden blev vreden mindre. I stedet følte hun sig tom og hjælpeløs.
"Hvad med jer? Har I også haft det sådan?" spørger hun. Mødrene ser tøvende på hinanden, før en af dem tager ordet.
"Man mærker næsten ikke, hvad der sker med en. Det er, som om man ikke rigtig er her," siger hun.
En anden fortæller, at hun mistede al drivkraft. Flere deler lignende erfaringer. Historierne viser, hvor tung den anden fase kan være.
"Man kan føle, at man er på vej fremad, men så sker der noget, som sender en direkte tilbage. Det kan være små ting, der vækker minder. En parfume. En lyd. Noget, den døde holdt af," siger Maria Bilousova.
Da minderne begyndte at vende tilbage
Maria forsøger også at vise kvinderne, at sorgen ikke er enden på alt:
"Selv om tabet er stort, er det muligt at begynde på ny. Man kan finde ny mening og leve et helt liv, selv om man aldrig glemmer. Det er dét, den tredje fase handler om: at gå videre."
Selv fik hun hjælp, da hun kom med i en samtalegruppe i en lokal kirke. Gruppen var for søskende til savnede soldater.
"I gruppen sad mennesker, som forstod smerten. Det gjorde en forskel. De vidste, hvad det vil sige at leve med uvisheden," fortæller Maria Bilousova.
Langsomt voksede ønsket om at give hjælpen videre. Maria vidste, hvordan et tab kan knuse en familie, og hun ønskede, at andre skulle få den samme hjælp, som hun selv havde fået. Derfor meldte hun sig som frivillig i Bibelselskabets traumearbejde.
Kort før hun rejste til lejren i Poljana, skete der noget uventet. Hun ledte en kunstterapigruppe for kvinder, da en af deltagerne sagde:
"Jeg kan bedst lide at tegne ud fra andres billeder."
Pludselig kom et nyt minde tilbage om hendes bror.
"Den sidste måned har jeg husket mere end i hele det sidste år. Men jeg kan stadig ikke huske en eneste af hans fødselsdage. Snart ville han være fyldt 36," siger Maria Bilousova.
Hun håber, at hukommelsen nu er ved at finde vej tilbage.
Støt traumehjælp i Ukraine
Med støtte fra danske givere kan bibelselskabet i Ukraine fortsætte traumearbejdeet blandt familier, der lever med sorg, tab og uvished.
Giv dit bidrag på MobilePay 62903 (mærket "Traumehjælp") eller via bankoverførsel 3001 9000488 (mærket "Traumehjælp") eller støt online.
