Teolog og forfatter Leif Andersen sætter sig i en ny bog for at udforske lidelsens problem. Et gammelt spørgsmål, som ikke er blevet mindre aktuelt af, at hele verden netop nu er ramt af en pandemi. For kristendommen – og vi alle – bliver aldrig færdig med spørgsmålet om, hvorfor lidelsen er til; det, der på teologisk klubsprog hedder teodicé:

”Den kristne Gud er på én gang almægtig og algod. Men hvis han er almægtig, hvorfor tillader han så lidelsen i verden? Han skulle jo være algod?”

Leif Andersen indleder sin bog med en række overskrifter fra nyhedsstrømmen. Citater om ulykke, ødelæggelser, tragedier. Alle fra én og samme dag, og alle som vidnesbyrd på, hvordan lidelse og ondskab tager plads i verden. Og straks efter giver forfatteren os ordene fra 1. Mosebog, kapitel 1, vers 31:

Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.

Det er dette paradoks, Leif Andersen altså udfolder i sin nye bog, ”Gud og det onde”, der udkommer som 7. bog i Bibelselskabets håndbibliotek-serie. Og han møder det tæt på almindelige menneskers erfaringer, i litteraturen og i Bibelens fortællinger – dog uden på noget tidspunkt at give letkøbte svar. I stedet skimter han håb og trøst i Bibelens forskellige tekster om emnet.

Ét sted i Bibelen spiller lidelsen en særlig rolle, nemlig i Jobs Bog:

”Job har mistet alt, og mens han sidder i askebunken, raser han mod Gud. Det er derfra, hans forhold til Gud vokser frem: ikke, mens han fryder sig over Guds nærvær, men mens han fortvivler over hans fravær. Jobs historie er med andre ord et eksempel på, at Gud, midt i vores frustration over hans tavshed, allerede er i fuld gang med at tale til os, fuld i gang med at skabe en relation til os. Og vi ved ikke engang, at han allerede taler i vores hjerte. Vi begynder at høre ham uden endnu selv at være helt klar over det.”

Ifølge Leif Andersen foregriber Jobs uretfærdige lidelse og hans relation til Gud den kommende Kristus:

”Når man står over for den uretfærdige lidelse, har man virkelig brug for nogle gode grunde til at have tillid til Gud. Det har vi så også: i Kristus. Jesus er det eneste menneske i historien, som var uskyldig i ordets sande betydning, og han blev straffet for andre menneskers skyld. Efter Guds og hans egen bestemmelse – fordi selve Guds tilgivelse af os andre er grundlagt på netop den uretfærdighed.

”Til at starte med sagde jeg, at kristendommen var særlig derved, at vores Gud både er almægtig og algod. Men der er mere. Det særlige ved kristendommen er også, at Gud blev menneske, og han led og døde sammen med os. Det gør, vi har en medlidende Gud. Og derfor ønsker jeg mig, at vi kan besvare lidelsen med tro. En tro på trods: Ved at lade forargelsen og protesten komme til orde kan tilliden til Gud bygges op på ny. At turde stole på, at han har fat i den lange ende, at han er med os og hos os midt i lidelsen.”

Leif Andersen (f. 1952) er lektor i praktisk teologi ved Menighedsfakultetet/FIUC i Aarhus. Han er desuden præst i folkekirken og forfatter til en række bøger, senest kom tobindsværket "Kroppen og ånden" (2015-16). For Bibelselskabet har han medvirket i udgivelsen af "Det er din egen skyld" - Jobs Bog på nudansk (2017).