Af Synne Garff
Kina: Bedsteforældre må tage sig af forladte børnebørn
Alderen trykker, ryggen gør ondt. Alligevel må Dai tage sig af sine to børnebørn, for der er ikke andre til at gøre det
Det er høsttid. Majsene er plukket, plove skærer igennem den brune jord med forspand af køer. Alt arbejde foregår med håndkraft. Langt ude i Henan-provinsen tager bedstemor Dai imod. Det lille pittoreske rødstenshus ligger som ét i en lang kæde af identiske huse, med hver sin indgang. Gården er fyldt op med bunker af majs, der er stablet som brænde.
– Kom ind, kom ind.
Bedstemor Dai viser mig ind i den spartansk indrettede forstue, der tjener som køkken. Vi tager plads over for hinanden. Vores møde er blevet godkendt af myndighederne. Kinesiske kristne må kun dele deres personlige tro med familie og venner, og organiserede evangeliske møder holdes i kirkerne. Myndighederne godkender udelukkende trosforhold for folk, der er over 18 år. Barnedåb er ikke særlig udbredt i Kina. Traditionen med barnedåb er mest udbredt i den katolske kirke, der har færrest tilhængere.
De to børnebørn er 8 og 14 år. Pigen er livlig og kravler rundt på den gullige træbænk. Drengen sidder stille, nærmest lammet, og svarer kort og fåmælt på mine spørgsmål uden at se mig i øjnene.
Hver søndag aften kører bedstemor Dai ham på ladet i sin trehjulede scooter hen til en kostskole i nærheden. Der opholder han sig fem dage. Skoledagen begynder, før solen står op og slutter længe efter den er gået ned.
Én gang om året
Forældrene er rejst til en af de store byer for at arbejde, som så mange andre voksne. De sender penge hjem og har netop været på besøg til årets store høstfest. Jeg er blevet bedt om ikke at spørge til forældrene, da det er et ømtåleligt emne. ”Børnene kan risikere at bryde sammen”. Forældrene kan knap kende deres børn, når de ses så sjældent, og børnene føler sig fremmede over for de voksne, der kalder sig deres forældre. Alle ser frem til det årlige gensyn med lige dele forhåbninger og frygt. Selv om forældrene arbejder hårdt i byen og sender en god portion penge hjem til børnene, kniber det med at få økonomien til at hænge sammen. Bedstemor Dai har ikke kunnet deltage nok i høsten.
– Det er ryggen … forklarer hun og peger. – Jeg har smerter.
Det ældste barnebarn følger ofte med sin bedstemor over i kirken, der ligger lige rundt om hjørnet.
– Han læser højt fra Bibelen, for jeg kan desværre ikke læse, fortæller bedstemor Dai, som er analfabet ligesom mange andre af sine jævnaldrende landsmænd. Derfor er Bibelselskabets læseprogram blevet en stor succes hos landbefolkningen. Der er tusindvis af eksempler på, at kvinder og mænd over 70 i deres alderdom har fået åbnet en helt ny verden ved at lære at læse med Bibelen. Salme 23 er et af yndlingsstederne. Drengen slår op i Det Gamle Testamente og begynder at læse:
”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld … ”
Der er virkelig brug for ny kraft her hos den milde bedstemor, som snart vil have hele to teenagere at kigge efter og tage sig af. Mange fristelser og farer lurer hos familierne med de store generationsspring. Unge mennesker dropper ud af skolen for at pleje deres syge bedsteforældre og tjene de penge, som mangler. Det hænder, at bedsteforældrene ikke har den autoritet, der skal til, så børnene går deres egne veje og ryger ud i misbrug.
På vej ud spejder jeg ind i soveværelset. Tøj og bøger ligger i sirlige stakke på gulvet, i hjørnet står et stort fjernsyn på et fineret træbord, en dobbeltseng fylder det meste af værelset. Mange unge mennesker tilbringer alt for mange af døgnets timer i sengen. Med at få livet til at gå.
