22.10.2026 Pressemeddelelse
”Lignelsen bliver ved med at tale på nye og overraskende måder”
Sognepræst på Vesterbro Niels Nymann Eriksen er aktuel med en livsklog bog om den barmhjertige samaritaner og næstekærlighedens væsen
I Næstekærlighed dykker Niels Nymann Eriksen ned i den guldgrube af moralsk udfordring og åndelig indsigt, der ligger i lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
Nymann Eriksen forbinder det velkendte billede af samaritaneren, der standser op, med spørgsmålet om kærlighedens vilkår i dag: Hvor kan kærligheden hente sin kraft? Kan vi lade være med kun at elske, når vi selv får noget ud af det? Han siger om afsættet for bogen:
”Lignelsen om den barmhjertige samaritaner har noget særligt at sige i vores tid. Kort sagt oplever jeg, at kærligheden i dag er truet af markedstænkning. Vores måde at forholde os til andre mennesker på risikerer at blive reduceret til et spørgsmål om udbytte: Hvad får jeg ud af at være i relationen?”
Nymann Eriksen fortsætter:
”Lignelsen bliver ved med at tale på nye og overraskende måder, og den kristne forståelse af næstekærlighed leverer gode udfordringer til det moderne menneske. Billedet af to, der passerer forbi, og den ene, der standser op ved et såret medmenneske, adresserer noget universelt menneskeligt på en enkel og indsigtsfuld måde.”
I forordet til bogen skriver Nymann Eriksen, at næstekærlighed ikke handler om, at ”jeg skal give mit medmenneske noget af ’min’ kærlighed, men om at lade mit medmenneske træde frem i lyset fra Guds kærlighed.” Næstekærlighed er en selvstændig opfølger til Bønnens vej (2024).
Om forfatteren
Niels Nymann Eriksen har virket som sognepræst på Vesterbro i København gennem en lang årrække. Han har tidligere udgivet bøger om gæstfrihed, tålmodighed og taknemmelighed, og senest skrev han Bønnens vej (2024), der fik Dagbladet Information til at udråbe ham som ”en af de mest åndfulde skrivende, vi har i dansk teologi i dag”.
Næstekærlighed
| Forfatter: | Niels Nymann Eriksen |
|---|---|
| Sidetal: | 192 sider |
| Indbinding: | Indbundet med smudsomslag |
| Forlag: | Bibelselskabets Forlag |
| Varenummer: | 978-87-7232-402-9 |
|---|---|
| Mål: | 12,5 x 18,5 cm. |