”Vi skal løbe hurtigere og hurtigere – bare for at kunne stå det samme sted.”

Sådan beskriver den norske teolog Marianne Bjelland Kartzow den tid, vi lever i. En global og digital tidsalder med krig og oprustning, en tid, hvor klimaet er forpustet, og hvor vi stadig oplever eksistentielle efterskælv oven på corona:

”Nogle siger, pandemien var en tid til eftertanke. En mulighed for at sætte tempoet ned og prøve at blive klogere på, hvad der er vigtigt i livet. Men det er langt fra hele historien. Dem, der havde det svært før pandemien, fik det faktisk værre. Fattige blev fattigere, dem, der allerede havde dårlig adgang til sundhed, blev mere syge, og ensomme blev endnu mere isolerede. Pandemien gjorde med andre ord, at forskellene mellem os mennesker blev større.”

Resonans og fællesskab

For Marianne Bjelland Kartzow har dette kun øget behovet for, at vi mennesker oplever resonans med verden omkring os og fællesskab på tværs af forskelle. Resonans-begrebet, som hun har fra den tyske sociolog Hartmut Rosa, beskriver de oplevelser, hvor vi mennesker røres af noget, der er større end os selv. Steder, hvor vi møder fællesskab med andre og føler os eksistentielt berørt. Det sker i kunsten, kulturen, naturen – og ikke mindst i Bibelen, mener Marianne Bjelland Kartzow:

”Tænk, at vi har disse tekster, som har været flere tusind år undervejs og har spillet en afgørende rolle i menneskers liv i lige så lang tid. Og tænk, at de stadig kan røre os så dybt, at vi kan mærke, at de vil os noget, også den dag i dag.”

Bibelens tekster spiller en afgørende rolle i Marianne Bjelland Kartzows eget liv – både som professor og underviser på Det Teologiske Fakultet i Oslo og i hendes liv uden for universitetets mure:

”De tekster, der særligt slår mig, er dem, hvor vi møder Jesus som på én gang utrolig genkendelig som menneske og samtidig guddommelig. Som i Jesus’ ligefremme samtale med den samaritanske kvinde i Johannesevangeliet kapitel 4 eller som i Bibelens korteste, men måske mest indholdsrige vers, også fra Johannesevangeliet: ’Og Jesus græd’ – han græd som menneske, men også som Gud, der tager del i vores lidelse.”

Hvilesteder og eksistentielle vandhuller

Det er vigtigt for Marianne Bjelland Kartzow, at Bibelen ikke bliver en bog i rækken af selvhjælpsbøger, der i grunden bare skal ruste os yderligere til et produktivt liv i hamsterhjulet. Og hun vil nødig sætte på formel, hvad bøgernes bog kan gøre for det moderne menneske. Alligevel ser hun særligt ét område, hvor Bibelen kan tale til os i dag:

”Den kan give os hvilesteder, hvis vi tillader os selv at synke ned i teksterne, sætte tempoet ned og lade os kontemplere over og smage på ordene. I grunden er netop det en ældgammel tradition i klostervæsenet og i bønspraksissen. I nogle af Det Gamle Testamentes visdomstekster og i Salmernes Bog er der mange gode ord at hente. Hør blot på Salme 23’s ord om, at Herren ’lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.’ Det er værd at lytte til i en fortravlet tid uden mange eksistentielle vandhuller – for at blive i billedet.”

Livets malstrømme – og håbets understrøm

Marianne Bjelland Kartzow mener, der også er et andet område, hvor Bibelen kan skabe resonans for mennesker i dag – og det står på sin vis i modsætning til hvilestederne. For Bibelen er fyldt med fortællinger om livets malstrømme, om druknede forhold, stærke menneskelige følelser, der blæser mennesker rundt – og nogle gange omkuld:

”Det er ikke altid så harmonisk, og det er livet jo heller ikke. Men nedenunder strømmer et håb, og det er det, det er værd at lytte til.”

Ifølge Marianne Bjelland Kartzow er påskedramaet Bibelens vigtigste fortælling om netop dét:

”Her hersker ikke harmoni. Disciplene svigter gentagne gange. De sover, når de ikke skal sove, Jesus forrådes og kommer under falske anklager, og Peter vil ikke kendes ved ham. Pilatus vasker sine hænder, Jesus lider en bitter død og råber på Gud. Senere tror Thomas ikke sine egne øjne – alligevel lyder det fra den opstandne Herre til Thomas og til os i dag: Mørket har ikke det sidste ord!”