Oversættelse skal være en brønd, hvor der altid er mere at hente

”Du Peter, jeg ved godt, at Bibelen er vigtig”, sagde en konfirmand for nogle år siden, ”men står der virkelig, at den er kanón?”

Det måtte jeg jo indrømme, at der stod, men at der var Kánon og Kanón og nu var det spil altså allerede begyndt, som vi også var samlet om indtil konfirmationen, nemlig at ordene har betydninger og til tider forrygende mange betydninger, og at det er vores glæde og udfordring.

Et af de store nybrud i reformationen i det 16. århundrede var da Christian d. III lod den første samlede danske oversættelse af Bibelen trykke. I dag fester vi med vores Dronning og takker hjerteligt for Deres Majestæts bevågenhed over for Bibelselskabet og deltagelse i arbejdet som vores protektor.

Vi fejrer i dag først og fremmest vores kulturs vigtigste bog. I århundreder har vi mødt den med opstandelsestroen, og den har kastet mening og meninger af sig.

I 200 år har Bibelselskabet været vært for at holde det konstante oversættelsesarbejde i gang, været vært for at gøre Bibelen til folkeeje, været vært for at oplyse mennesker.

Bibelen er ligeså selvfølgelig i kirken og teologien, som den altid har været. Vi lever i en evangelisk-luthersk tradition og ved derfor også, at det grundlæggende teologiske arbejde begynder med at lægge ører, fornuft og længsel til det Ord, som er vores hjem og udfordring. Vi ved, at sandheden altid vil forandre verden og vi ved, at teologien altid vil være udfordret af de rystende oprindelige sandheder.

Oversættelsen af Bibelen afslører altid en kulturs dybder, længsler, skygger, viden og uvidenhed, ængstelse og glæde. 

Det er gribende at læse den norske forfatter Karl Ove Knausgaards betragtninger over at være med til en oversættelse. Læseren af hans lille essay i Sjælens Amerika får et klart indtryk af, hvilke svimlende højder og dybder i sproget, der åbner sig og kræver en tanke – til tider en kompliceret tanke. Pludselig mærker man, at denne oversættelse aldrig må holde op, hvis vi elsker vores tid og vores verden. Oversættelsen bliver aldrig gjort færdig og den værste lurende fare er, at oversættelsen i for høj grad bliver et spejl af samtiden, men en oversættelse skal være en brønd, hvor der altid er mere at hente op.

Vi, som er her i dag, ved godt, at vores kulturs vigtigste bog også har været med til at legitimere skinbarligt vanvid. Den er blevet brugt til at slå mennesker i hovedet med, og vi har brugt den til at distancere os fra mennesker med, som snarere skulle have vores medfølelse og forståelse end vores afsky.

Intet er enklere end at rykke Bibelen ud af samtiden og danne et parallelsamfund; men som den tidligere engelske ærkebiskop Rowan Williams siger: det er som at gå til kostumebal. Det er ikke virkeligheden, men bare en tidslomme.

Måtte Bibelen også i de kommende år med hele sin mangfoldighed af fortællinger blive en inspirationskilde for folket i alle livets gøremål. Måtte det blive en daglig inspiration for os alle, for musikere, malere, stenhuggere, præster, lærere, arkitekter, politikere, økonomer, læger, soldater, syge, fanger – os alle!

Her har vi en bog, og hvis vi møder den med nysgerrighed, vil den skabe yderligere indsigt. Møder vi den med opstandelsestro, da vil vi mærke, at det er arvegods og den lægger ord til visdommen og fortæller om livets gang fra det latterlige og til det ophøjede.