Påskens tekster trækker os gennem hele følelsesregistret

Der er vel intet tidspunkt som påsken, hvor vi så stærkt fornemmer, at vi følger Jesus. Bibelens tekster leder os gennem påskedagene. Tekster som blandt andet får liv, når vi mødes og er sammen i kirken.

Dette med, at vi kan følge Jesus de enkelte dage fra indtoget i Jerusalem over nadverindstiftelse, korsfæstelse og så forløsningen med opstandelsen, giver en følelse af, at vi kommer helt tæt på dét, der skete i de dage. Bibelteksterne fra påskedagene skaber både stærke billeder og følelser hos os. Vi er højt oppe og dybt nede undervejs i disse dage. Jeg tror ikke, der er andre steder, som her i teksterne fra påsken, hvor billederne står stærkere på nethinden, og hvor vi i den grad kommer gennem hele følelsesregistret.

Vi begynder palmesøndag, hvor vi hører om indtoget i Jerusalem, og det synes ikke svært at forestille sig selv som én i folkemængden, der skærer grene af træerne, og tager imod Jesus, der kommer ridende. At man måske står der på den støvede vej og svajer med en palmegren og får et glimt af den sagtmodige konge, og tænker ”hmmm, er det virkelig ham på æslet, vi har ventet på?”.

Skærtorsdag, få dage senere, inviteres vi til at dele måltid med Jesus og disciplene, og når vi samles ved nadveren i kirken, behøver man blot at lukke øjnene og visualisere, at frelseren er der, lige på den anden side af alterskranken. Måske kan man ligefrem fornemme, at det er ham, Jesus, der uddeler brødet og hælder vinen op – og det er altså en særlig oplevelse at blive beværtet af frelseren selv, så man kan roligt holde øjnene lukket.

Og ingen dag i kirkeåret føles tungere end langfredag, hvor allerede flagene på halv uden for kirken sætter sig i os og bliver til en alvorsfuld stemning. Og hvor vi lider med ham, da han stilles for Pilatus, dømmes, tornekrones, korsfæstes, tørster og dør. Jo, det er en trist dag i kirken, hvor vi følger Guds søn fra prøvelse til prøvelse, og fyldes med mismod og harme over, at man gjorde en uskyldig fortræd.

Og så sker det endelig. Vi mødes og hilser hinanden med et: ”Han er opstanden” – som allerede englen i graven sagde til kvinderne. Denne skønne hilsen bruger vi i hele den kristne del af verden – og så er vi ligesom i stemning, når vi bænker os i kirken.

Og denne påskedag kommer vi med helt ind i graven sammen med kvinderne, men væk er han – der er ikke nogen at salve. ”Kristus er opstanden”, siger præsten, og vi svarer ”Ja, Han er sandelig opstanden”. For den opstandne frelser er ikke længere i graven. Han har overvundet døden, og den mand, som vi måske betragtede med en vis skepsis, da han kom ridende på æslet, viser sig at være Guds søn, der overvinder døden. Lad os også denne påske vandre og føle med Jesus – op og ned og op igen. For selvom turen er barsk, så ved vi, at det ender godt.