Mette Bock. Foto: Bjarke Ørsted.
Foto: Bjarke Ørsted.

03.01.2019 Af Thomas Godsk Larsen

Seks skarpe om Bibelen til Mette Bock

Kirke- og kulturminister Mette Bocks første møde med Bibelen var i skolen, da hun fik en lærer, der gjorde lignelser og historier levende. Her svarer hun på seks skarpe om Bibelen

1. Hvornår begyndte du selv at læse i Bibelen?

Det gjorde jeg, da jeg kom i skole. Mine forældre havde læst højt fra en børnebibel, og da jeg kom i skole, fik jeg en lærer, der var fantastisk til at genfortælle lignelser og historier fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Vi havde også nogle store plancher, der satte billeder på mange af historierne. Det pirrede min nysgerrighed og indlevelsesevne, så det blev aldrig en byrde eller pligt, når vi skulle læse bibeltekster i skolen.

2. Kan du nævne et af dine yndlingscitater?

“Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.” (Lukasevangeliet 6,31)

Jeg opfatter dette som et af de mest fundamentale etiske grundprincipper overhovedet. Det rammesætter menneskers liv med hinanden og fordrer det personlige ansvar. Ofte er vi mennesker tilbøjelige til at have regler for os selv – og nogle andre for vores medmennesker. Og så går det som regel galt. Filosoffer har gennem tiderne omformuleret princippet på mange forskellige måder, men det står allerede skarpt, som det formuleres i Bibelen. 

3. Er der noget, du tager afstand fra i Bibelen?

Jeg tager selvfølgelig afstand fra de barbariske straffemetoder, der beskrives, ligesom synderegistret omfatter en del, vi i dag ikke betragter som synd. Det interessante i Bibelen er dét, der grundlæggende handler om at være menneske i spændingen mellem sanselighed og åndelighed, mellem det jordiske og det guddommelige. Menneskets grundvilkår er nemlig uforandret over tid. Sorg, glæde, tab, fortvivlelse, håb, had, kærlighed og tilgivelse rammer vores liv ind til alle tider. Og Guds visdom og nåde er evig og uforanderlig.

4. Hvad vil du helst læse højt for (dine) børn fra Bibelen?

Der findes efterhånden rigtig mange gode børnebibler. Jeg har flere af dem, og jeg kan mærke, at mine børnebørns interesse fanges af det samme, som da jeg var barn. De stærke, dramatiske historier, kampen mellem det gode og det onde og forestillingen om Vorherre. Håbet om, at der altid er noget at læne sig op af.

Jeg kan mærke, at mine børnebørns interesse fanges af det samme, som da jeg var barn. De stærke, dramatiske historier, kampen mellem det gode og det onde og forestillingen om Vorherre.

5. Hvis Bibelen skulle hedde noget andet, hvad skulle det så være?

Bibelen er det allerbedste navn, så det er der ingen grund til at ændre på. 

6. Hvad betyder historien om den barmhjertige samaritaner for dig?

Den er, som så mange andre lignelser, en fordring og perspektivering af mit eget liv. Den moralske handling er, som Søren Kierkegaard udtrykker det, en handling, vi med vilje udøver på tværs af vore umiddelbare tilbøjeligheder. Vi er gode til som mennesker at skubbe ansvaret fra os eller at vurdere det ud fra, hvad vi selv får ud af det. Den gode gerning gør vi uden syn for andet end medmenneskets behov og konkrete situation.