At klippe gækkebreve er en hyggelig aktivitet op til påske. Gækkeversene kan både være muntre eller tankefulde. Foto: Rune Hansen.
Husk et tankefuldt eller muntert gækkevers på dine gækkebreve. Foto: Rune Hansen.

06.03.2018 Thilde Thordahl Andersen

Send gækkebreve med vers af Lisbeth Smedegaard Andersen

Foråret er så småt på vej, og det er atter tid til gækkebreve og prikker, der stikker. Bibelselskabet giver dig her mulighed for at sende gækkebreve med smukke gækkevers af salmedigter og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen

Vintergækkerne knejser ved siden af de små, gule erantis, og fuglene er så småt begyndt at synge deres forårssang. Vi går imod påsken, og det betyder, at det er lige netop nu, man skal fatte saks og papir og klippe gækkebreve til dem, man holder af.

Traditionen for gækkebreve er lang og stammer fra 1800-tallet, hvor blandt andre H.C. Andersen slog sig løs med smukke papirklip.

På det hjemmeklippede gækkebrev skriver man traditionelt sjove gækkevers, og ud fra dem skal den heldige modtager gætte, hvem afsenderen er. Og det er ikke for sjov – der er nemlig et påskeæg på højkant!

Her får du to smukke gækkevers digtet af salmedigter og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen.

God fornøjelse!

"Nu knager hjertets vinterrødder
men se, jeg fandt en vintergæk!
Den stod som spor af englefødder
og lyste bag en tjørnehæk.
Nu løber den med bud til dig
fortæller påske er på vej"
- Lisbeth Smedegaard Andersen

"Vel er det koldt! Med rim i alle haver,
men der er små erantis overalt.
De står som solskinskor med grønne kraver
og leger verdens lys og jordens salt.
Stå lidt og lyt, la’ vær’ at gå forbi!
De øver sig på påskens melodi
om bondeblomster, der fra landsbyhave
stod op som håbets lys på vintrens grave"
- Lisbeth Smedegaard Andersen

Gækkebrevets historie

Traditionen med at klippe et kunstfærdigt gækkebrev, dekorere det med vintergækker og gækkevers samt underskrive det med prikker, er en gammel dansk skik, som især var populær i 1800-tallet.

Gækkebrevet minder om bindebrevet, som var almindeligt i Danmark i 1600-tallet og et par hundrede år frem. Bindebrevene var flot klippede breve, som blev sendt til venner og kærester med gåder og uden afsender. Brevet var desuden bundet med en meget tynd tråd, som modtageren af brevet skulle forsøge at løsne. Lykkedes det ikke, skulle modtageren holde en fest.

Den Store Påskebog

Den Store Påskebog fortæller om påskens traditioner og betydning, og den indeholder samtidig en masse sjove og spændende aktiviteter
den store påskebog
50,00

Forfatter: Synne Garff
Sidetal: 200 sider.
Indbinding: Indbundet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-634-3
Mål: 21,5 x 30 cm