Studerende. Foto: Unsplash.
Alle universitetsstuderende har mulighed for at kontakte den studenterpræst, der er tilknyttet deres universitet og få en personlig samtale om dét, de nu har på hjerte. Foto: Unsplash.

24.05.2018 Tine Hyllested Johannsen

Tre bibeltekster, der hjælper studerende

Mange studerende kæmper med bekymringer i forbindelse med deres studie. Studenterpræst Søren Kjær Bruun taler med de studerende. Her fortæller han om tre steder i Bibelen, der hjælper i samtalen

På alle landets universiteter er der tilknyttet studenterpræster. De er ansat af den danske folkekirke og står til rådighed, hvis de studerende har brug for en personlig samtale. Søren Kjær Bruun er en af de to studenterpræster på Frederiksberg Campus, hvor blandt andet en del af Københavns Universitet og Copenhagen Business School har til huse.



Søren Kjær Bruun fortæller her om tre bibelsteder, der parafraseret på en passende måde i samtalen med de studerende, hjælper de studerende videre på deres vej. Han fortæller, at nogle studerende finder dét, de søger, i blot én enkelt samtale, mens andre studerende kommer igen.

Studerende kender ikke meget til Bibelen

"I mit arbejde som studenterpræst taler jeg med mange forskellige mennesker. Mange af de studerende – faktisk de fleste af dem jeg møder, både danske og udenlandske – kender ikke meget til hverken teksterne eller fortællingerne", fortæller Søren Kjær Bruun



Derfor giver det ikke meget mening at spørge til ord og tekster eller selv byde ind med sine "egne favoritter" i samtaler med de studerende, forklarer Søren Kjær Bruun. I stedet gør han noget andet, som han har erfaret virker, når han som studenterpræst sidder overfor en sårbar studerende:

"Oftere parafraserer jeg og genfortæller med egne ord situationer fra de – for de studerende – ukendte fortællinger. Og ind i mellem hænder det forunderlige, at de kan genkende det trods, at de studerende ikke selv kender fortællingerne, og på den måde finder trøst og lindring."

De steder han oftest parafraserer i samtaler med de studerende er: 

Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt. Salmernes Bog 34,19

Deraf kan vi vide, at vi er af sandheden, og over for ham kan vi bringe vort hjerte til ro, v20  hvad end vort hjerte fordømmer os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt. Første Johannesbrev 3,19-20

For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Efeserbrevet 2,8

Studiepres, ensomhed og skam

De tre bibelsteder kan tit være behjælpelige i samtaler om det, de studerende har på hjerte.

Studerende kan gå med mange forskellige tanker, og samtalerne kan handle om studiepres, ensomhed, stress, skam, perfektion, familie- og kæresteforhold, meningsløshed, glæde, fred, kærlighed, accept og lignende fortæller Søren Kjær Bruun.



Første Johannesbrev 3,19-20 er eksempelvis god til at bringe ro i et uroligt sind og Efeserbrevet 2,8 kan vise den studerende, at der er noget godt i verden, som ikke skyldes os og som vi ikke selv skal præstere eller gøre os fortjent til.



"I samtalerne kan man erfare, at man, selvom om man tror sig fortabt, ikke er forladt og fordømt, men elsket. De bedste tekster og fortællinger er ståledes dem, der i genfortællingen og parafrasen formår at spejle, at Gud i sin kærlighed vil kendes ved mennesker og holder af dem, ganske som de er og at Gud er de sønderknuste hjerter nær - uanset, hvad verden må tænke derom", forklarer Søren Kjær Bruun.

Bibelen kan kaste lys over bekymringerne

Søren Kjær Bruun forklarer, at samtalen om bibelstederne som sådan ikke skal være det centrale i samtalerne med de studerende. Det bedste er, hvis genfortællingen om et bibelsted kan lede til en samtale som kan kaste lys over den studerendes konkrete bekymringer:



"Det er ikke altid oplagt at læse slutningen af Matthæusevangeliet og drøfte, hvad det mon kan betyde. Bedre kan det være at læse fra Salmernes Bog, et vers fra en salme eller måske et godt digt eller en sang. Bedst er det dog, hvis vi, eksempelvis, får lejlighed til at tale om forskellen mellem dette at få anerkendelse - altså at blive anerkendt for sit arbejde og de opgaver, man løser og afleverer - og så dette at være genkendt og elsket, helt enkelt, for den man er på godt og ondt."



"I samtalerne kan det ske, at fortællingerne på deres egen måde kommer til live og lyser op - og det er vel, dybest set, det mange har brug for: At samtalen kommer til live, lyser op og lyser på os, så vi forstår, at vi ikke skal leve af anerkendelse alene, men kan leve af og hvile i dette, at Gud er som et kærligt menneske, der vil kendes ved os og være hos os, midt i al vor ensomhed, forvirring, midt i vore fejltrin", siger Søren Kjær Bruun.



For Søren Kjær Bruun er det vigtigste altså, at den samtale, som bibelstederne giver anledning til, gavner den studerende og bringer trøst og lindring med sig.

Om Søren Kjær Bruun

Søren Kjær Bruun er studenterpræst på Frederiksberg Campus.



Studenterpræsten er et rådgivningstilbud, der er tilknyttet universiteter. Man behøver ikke have en kristen overbevisning for at henvende sig. Al henvendelse er gratis og studenterpræsten har absolut tavshedspligt.