En voksenbibel

Når man som undertegnede har arbejdet professionelt med Bibelen det meste af livet, er udgangspunktet et andet. Det skal man huske, når man læser denne anmeldelse. For det første finder jeg egentlig selve genren overflødig. Jeg kan godt forstå, at der er brug for børnebibler, hvor de bibelske beretninger formuleres i et sprog, børnene kan kapere. Men hvorfor egentlig ’voksenbibler’? Hvorfor kan man ikke læse Bibelen selv? I særdeleshed når det, som i Bjarne Reuters tilfælde, er de sikre narrative klassikere, der bliver genfortalt. De er da ikke vanskelige at forstå. Havde det været profeterne eller Paulus’ breve, der blev udlagt i et mere tilgængeligt sprog, kunne jeg forstå behovet. Men her drejer det sig næsten kun om klassiske narrative tekster fra 1. og 2. Mosebog og fra evangelierne. En undtagelse skal dog understreges, nemlig Jobs bog, der får en central plads i genfortællingen af Det Gamle Testamente. Under alle omstændigheder er min skepsis gjort til skamme, da Bogen for længst er blevet en gedigen salgssucces. Der er tydeligvis mange mennesker, der gerne vil læse Bibelen i Bjarne Reuters udgave.

Genfortalte fortællinger

Det kan så give anledning til at spørge, hvad det er, Bjarne Reuter gør med de bibelske tekster, når han genfortæller. Først og fremmest foretager han et udvalg. Det har jeg allerede nævnt. Det er fortrinsvis de fortællende tekster, han vælger at genfortælle. Det er måske ret indlysende, når Bogen er en genfortælling. Men det er egentlig lidt en skam, for dér hvor de fleste mennesker står af, når de forsøger at læse Det Nye Testamente, for at holde os til det, er, når de kommer til Paulus’ breve. Evangelierne og Apostlenes Gerninger kan de fleste få mening i, men brevene kræver ofte for megen forhåndsviden. Indvendingen er indlysende: Hvordan skulle man kunne genfortælle brevene, der er alt andet end fortællende? Opgaven synes at udelukke sig selv på forhånd. Men sagen er, at alle brevene indeholder flere fortællinger i sig. Det er et arbejde at rede dem ud, men det kunne være spændende at foretage forsøget: At genfortælle et af Paulus’ breve ved at genfortælle de fortællinger, der er indeholdt i brevet: fortællingen om Paulus’ forhold til den pågældende menighed, fortællingen om Paulus, hans omvendelse og liv som missionær, fortællingen om Gud, Kristus og menneskene – og ikke mindst: hvilken rolle spiller brevet i disse fortællinger?

Evangeliharmonier

Nuvel, det er ikke den opgave, Bjarne Reuter har påtaget sig. Og det er åbenbart heller ikke det, læserne forventer af ham. Men hvad gør han så med de fortællinger, han vælger? Ja, hvis vi bliver i Det Nye Testamente, så foretager han det, vi bibelfortolkere kalder en ’evangelieharmoni’. Dvs. han skelner ikke mellem de fire forskellige evangelier, men blander historier og enkeltelementer fra dem sammen til en enkelt sammenhængende historie. Dog skal han have den ros, at han til hver overskrift tilføjer de forskellige skriftsteder, han har inkorporeret i den følgende fortælling. Han er altså opmærksom på problemet.  Vi professionelle bibelfortolkere bryder os ikke om evangelieharmonier. De betyder næsten med nødvendighed, at man overser det, der er særligt for det enkelte skrift, og blander ting sammen, som ikke har nogen logisk sammenhæng. På den anden side er der skrevet evangelieharmonier næsten lige så snart, de fire evangelier blev anerkendt som kanoniske. For det er jo den samme historie, de fortæller! Det kan godt være, at noget går tabt, men der er samtidig en kolossal gevinst ved at sammenfatte det hele. Man ser tydeligt den historie, som alle fire evangelier i grunden lever af. Evangelieharmonierne har altid været en populær genre. Så det, der generer mig, er måske netop det, der gør Bjarne Reuters genfortælling populær.

De anonyme får navne

Ser vi på de enkelte fortællinger, er der et greb, der er meget karakteristisk for Bjarne Reuters genfortælling: Han ’fylder huller ud’. Ingen fortælling kan få alting med. Det, der ikke skrives ud, udfyldes til gengæld af læseren. Denne evne til at ’fylde huller’ er en vigtig del af det at lære at læse og forstå en fortælling. Mange af de bibelske fortællinger er meget knappe. Der er mange huller at fylde ud, og det gør Bjarne Reuter i stor stil. Fx får alle personerne, der for det meste i Bibelen er anonyme, et navn af Reuter. Det er naturligvis for at gøre dem mere nærværende og levende. Fortællingerne handler ikke om typer, men om selvstændige, levende personer. Men igen tror jeg, det er et tveægget sværd. For samtidig med, at de bliver mere individuelle, bliver personerne sværere at identificere sig med. Netop deres anonymitet gør dem til ’allemennesker’, dvs. til dig og mig og alle andre læsere. Paradoksalt nok rykker de mere på afstand, når de får et navn. Så bliver de et interessant særtilfælde. Men i Bibelen er de ’påtrængende anonyme’, fordi vi ikke kan undgå at genkende os selv i dem.

Tendensen til at fylde huller ud, får af og til også Reuter til at foretage et misgreb, selv om det er tydeligt, at hans genfortællinger er blevet kontrolleret af fagfolk, så evt. misforståelser er udryddet. Jeg mener, at et eksempel på et misgreb er fortællingen om ødelæggelsen af Jeriko. I genfortællingen bliver byen angrebet, fordi herskeren nærigt holder på sine fødevarer og vand, som han ikke vil lade israelitterne få del i. Altså straf som forskyldt. Men i Bibelen er det noget mere hardcore. Her er ødelæggelsen første trin i den etniske udrensning af kana’anæerne, der uheldigvis bor i det land, som israelitterne har fået af Jahve.  Hvorfor ændrer Bjarne Reuter motivet? Er det, fordi den gammeltestamentlige fortælling minder for meget om forholdet mellem Israel og palæstinenserne? Eller er det mere alment for at forsvare ’heltene’ i Bibelen moralsk? I hvert fald bliver det næsten for ’børnebibelagtigt’.

Bibelen til den moderne læser

Jeg tror, Bjarne Reuters fylden huller ud er en af årsagerne til Bogens succes. Det kan godt være et langsomt arbejde at læse de bibelske tekster. Der er overladt meget til læserne. Her er meget af det arbejde gjort på forhånd af Bjarne Reuter. Det hele glider hurtigere. Til gengæld bliver det ikke helt på samme måde ’éns egen tekst’. Det er nok tiltalende for en moderne læser, der er vant til, at flere huller er fyldt ud fra forfatterens side, end tilfældet er i den bibelske tekst. Og så skal det naturligvis med, at Bjarne Reuter er en dygtig forfatter; han skriver et særdeles velfungerende sprog, der er klart og tydeligt, men aldrig overfladisk. Han er eminent dygtig til at finde et leje, der hverken er kunstlet eller forsimplet, men som altid passer til det, han skriver om. Det er altid en fornøjelse, at læse Bjarne Reuter. Det har det også været med Bogen, selv om jeg har mine indvendinger og spørgsmålstegn til projektet. Det er den professionelle bibellæsers spørgsmålstegn.  Som almindelig læser har jeg alene haft fornøjelsen.

Bogen. Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter. Bibelselskabet, København 2012. 303 sider. Hardback: Kr. 349,95. Paperback: Kr. 279,95.