Bibelarbejde i verden: Akut førstehjælp med bibelsk sjælesorg i Armenien

Kvinder, børn og syge flygtede over grænsen til Armenien og søgte ly på vandrerhjem, hoteller, huse og lejligheder. Mændene blev tilbage og kæmpede sammen med armenske soldater. Bibelselskabets medarbejdere, kirkefolk og frivillige tog ud til de fordrevne for at uddele nødhjælp og lægge øre til lidelserne. Meget lod sig gøre med generøs støtte fra danske givere.

"Det er det værste, jeg har oplevet"

Mere end 5000 unge armenere døde i kampene, der stilnede af efter en våbenhvile i december. Med tabene fulgte sorgen. Marianna Apresyan, der er projektleder i Bibelselskabet i Armenien, har været involveret i hjælpearbejdet. Hun er bl.a. uddannet i sjælesorg og vant til at arbejde med mennesker, der har lidt svære tab, men mødet med krigens ofre gjorde et uudsletteligt indtryk på hende: ”Det er det værste, jeg har oplevet. Jeg blev hurtigt klar over, at der var et massivt behov for at klæde præster og omsorgspersoner på, så de bedre kunne lytte og støtte de sørgende,” fortæller hun.

Sammen med kolleger organiserede hun undervisning i bibelsk sjælesorg, en nødhjælpsuddannelse i sjælesorg. For det er svært og slidsomt at være sammen med mennesker, der er chokerede og ulykkelige efter at have mistet familiemedlemmer. Risikoen for selv at blive sekundært traumatiseret er stor. Hvad kan man sige? Hvad skal man ikke sige? Hvordan håndterer man følelsen af magtesløshed? ”Blandt sjælesørgerne er der mange unge studerende og diakoner, som har taget bibelsk sjælesorg til sig, fordi de har oplevet, at det gør dem i stand til bedre at kunne være sammen med mennesker i dyb sorg,” forklarer Marianna Apresyan.

Før kurset i bibelsk sjælesorg distribuerede jeg kun mad og tøj til fordrevne familier. Nu hjælper jeg også med at styrke dem på det åndelige og spirituelle plan.

Tilgivelse tager tid

Tilgivelse og forsoning er pejlemærkerne i bibelsk sjælesorg, som i bund og grund er et freds- og forsoningsprojekt, der hjælper brudte samfund med at reetablere relationer. Men undervisningsmaterialet understreger, at tilgivelse er kompleks og tager tid. Flygtninge, der har mistet land og familie i Nagorno-Karabakh, er selvfølgelig ikke klar til hverken tilgivelse eller forsoning – der er i skrivende stund stadig sporadiske kamphandlinger og savnede personer.

Tilgivelse er standarden i kristendommen, som Desmond Tutu formulerede det, men vi kan sjældent leve op til standarden. Det kan i sig selv være en vigtig erkendelse. Tilgivelse må heller aldrig blive et krav, som den lidende stilles over for – det ville være en hån, der blot føjer spot til skade.

Bibelsk sjælesorg kan hjælpe med at sætte ord på lidelsen. I Syuniq, grænseprovinsen i Armenien, er der stadig mange fordrevne, som har brug for åndelig støtte. Marianna Apresyan har fået en del henvendelser fra flygtninge, som er blevet hjulpet med bibelsk sjælesorg, og som nu ønsker at vide mere om kristendommen: ”De er allerede kristne, men de massive lidelser har vakt deres tro. De mangler viden om Bibelen. Så det bliver næste skridt for os i Bibelselskabet at forsøge at imødekomme dette ønske.”