Tusindvis af børn i Mellemøsten og Nordafrikas konfliktplagede lande ser og oplever i disse år ting, som ingen børn burde opleve. SAT-7 når frem til børnene - selv de mest ufremkommelige steder. Foto: SAT-7
Tusindvis af børn i Mellemøsten og Nordafrikas konfliktplagede lande ser og oplever i disse år ting, som ingen børn burde opleve. SAT-7 når frem til børnene - selv de mest ufremkommelige steder. Foto: SAT-7

04.01.2018 Kurt Johansen, generalsekretær SAT-7 Europa

Bibelen er central i SAT-7's traumeprogrammer

Uanset, om folk bor i teltlejr i Libanon eller lever langt under fattigdomsgrænsen i Jordan, er der altid en parabol og et lille TV inden for rækkevidde, som børn og voksne kan stimle sammen foran. Blandt andet for at se SAT-7's programmer

Alle SAT-7's udsendelser har en kristen vinkel, og især i traumeprogrammerne spiller Bibelen en central rolle. Mange mennesker i Mellemøsten og Nordafrikas konfliktplagede lande er efterladt med spørgsmål som: Hvorfor tillod den gode og almægtige Gud at min familie blev dræbt? Og hvor var Gud, da jeg blev voldtaget? Spørgsmål som teologien i dialog med psykologien kan hjælpe med at finde svar på og ikke mindst finde forsoning med.

For nyligt har SAT-7 indspillet en række programmer på farsi om bibelsk sjælesorg, hvor en traumeekspert fra Trauma Healing Institute under Det Amerikanske Bibelselskab medvirker i produktionen. Udsendelserne er stadig i sin vorden, men understreger Bibelens betydning.

Både børn og voksne i denne del af verden har en meget stærk bibelbevidsthed. Derfor ligger fortællingerne latent i deres hoveder og er også helt naturlige at inddrage i denne svære tid. Og så kan de, der ikke kender Bibelen i forvejen, selvfølgelig få den åbnet.

Via TV kan vi faktisk nå ud til millioner af seere og vise dem, at de ikke er alene.

Bibelen er fyldt med historier om mennesker, der bliver udnyttet, forfulgt eller diskrimineret. På den måde kan vi fortælle seerne, at det er normalt, selvom det ikke burde være det. Og så handler det hele jo om at tilgive og finde tilbage til livet.

Da jeg besøgte en flygtningelejr i Libanon, kunne jeg med egne øjne se, at der sad paraboler på alle teltduge, selvom flygtningene ellers levede under de mest spartanske forhold, man kan forestille sig. Via TV kan vi faktisk nå ud til millioner af seere og vise dem, at de ikke er alene. Og vigtigst af alt kan vi tage dem i hånden og hjælpe dem igennem den proces, det er at håndtere traumerne. Allerede dér er vi nået et kæmpe skridt på vejen til en ny fremtid for regionen.