Bibelen i prøveoversættelse: Første Mosebog kapitel 7

14.08.2025

Bibelen i prøveoversættelse: Første Mosebog kapitel 7

I 2036 får Danmark en ny autoriseret bibel, og de første prøveoversættelser er allerede udkommet. Som smagsprøve får du her hele Første Mosebog kapitel 7

Første Mosebog

KAPITEL 7

1 Herren sagde til Noa: »Gå ind i arken med hele din familie, for du er den eneste i din samtid, der er retfærdig i mine øjne. 2 Du skal medbringe syv par af alle de rene dyr, han og hun, og ét par af de urene dyr, han og hun. 3 Også af himlens fugle skal du medbringe syv par, han og hun, for at hver art kan overleve på jorden. 4 Om syv dage lader jeg det regne på jorden i fyrre dage og fyrre nætter, og jeg udrydder alle levende væsner, som jeg har skabt, fra jordens overflade.« 5 Noa gjorde alt, hvad Herren havde befalet. 6 Noa var 600 år gammel, da den store oversvømmelse ramte jorden.

7 Så gik Noa sammen med sine sønner, sin hustru og sine svigerdøtre ind i arken for at undslippe oversvømmelsen. 8 De rene og urene dyr og fuglene og alt jordens kryb 9 kom par efter par, han og hun, ind i arken til Noa, sådan som Gud havde befalet.

Den store oversvømmelse
10 På den syvende dag ramte oversvømmelsen jorden. 11 På den syttende dag i den anden måned i det år, Noa blev 600 år, på netop den dag brød alle kilderne fra Det Store Dyb frem, og himlens vinduer blev åbnet. 12 Regnen faldt over jorden i fyrre dage og fyrre nætter. 13 På netop den dag var Noa og hans sønner, Sem, Kam og Jafet, hans hustru og hans tre svigerdøtre gået ind i arken 14 sammen med alle slags vilde dyr, al slags kvæg, alle slags kryb på jorden og alle vingede fugle. 15 Alle levende væsner kom, to og to, ind i arken til Noa, alt der trak vejret. 16 Alle slags levende væsner kom med, hanner og hunner, sådan som Gud havde befalet Noa, og Herren lukkede arken efter ham.

17 Oversvømmelsen fortsatte i fyrre dage på jorden. Der kom så meget vand, at det løftede arken, og den hævede sig over jorden. 18 Vandet steg højt over jorden, og arken flød på vandet. 19 Højere og højere steg vandet over jorden, så alle de høje bjerge under himlen blev skjult. 20 Vandet steg syv meter over bjergene, og de stod helt under vand.

21 Så døde alle levende væsner, der bevægede sig på jorden, både fugle, kvæg, vilde dyr, alt, der vrimlede på jorden, og alle menneskene. 22 Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. 23 Alle levende væsner på jorden, både mennesker, dyr, kryb og himlens fugle, blev udryddet. De blev udryddet fra jorden, og kun Noa og dem, der var med ham i arken, blev tilbage. 24 Vandet havde overtaget over jorden i 150 dage.

Læs også Første Mosebog kapitel 6

Om den kommende bibeloversættelse

Danmark skal have en ny autoriseret oversættelse af Bibelen. Oversættelsen er planlagt til udgivelse i 2036, som er 500-året for reformationen i Danmark. Den vil naturligt afløse den seneste autoriserede oversættelse fra 1992. Prøveoversættelser af de 66 skrifter, der udgør Bibelen, udkommer løbende.

Læs mere her

Bliv medlem og modtag prøveoversættelser som e-bøger

Som medlem af Bibelselskabet er du med til at gøre Bibelen tilgængelig for andre – både herhjemme og ude i verden. Jo flere vi er, jo større forskel kan vi gøre. Når du er medlem vil du løbende modtage Bibelen i prøveoversættelse som e-bøger. Tilmeld dig nu og modtag også de to første e-bøger.

Tilmeld dig her

Første Mosebog og Højsangen

Bibelen i prøveoversættelse
første mose
100,00

Sidetal: 164 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7232-357-2
Mål: 12,8 x 8,6 cm.