Anne-Cathrine Riebnitzsky. Foto: Les Kaner.
"Der er i tusindvis af løfter til os i Bibelen. Derfor er det vigtigt at kende sin bibel, finde løfterne og bruge dem i sin hverdag", siger Anne-Cathrine Riebnitzsky. Foto: Les Kaner.

06.04.2022

"Bibelen overrasker ved sin visdom"

Forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky er en garvet bibellæser. Hvad er hendes yndlingsvers, og hvad vil hun anbefale til en ny læser? Læs hendes svar på fem skarpe om Bibelen

Hvor eller hvornår læser du i Bibelen?

Nogle gange læser jeg længere passager i Bibelen, og nogle gange læser jeg ved hjælp af tematiske opslag – for eksempel ved at slå op bagerst i Bibelen og så tage en flok skriftsteder med udgangspunkt i et bestemt ord. Det kan være Helligånd, vrede eller andet, jeg synes, jeg må vide mere om. Jeg har mange bibler, flere oversættelser og også engelske bibler og bibler med alle ordenes forskellige betydninger udfoldet. Og en bibel på hverdagsdansk. Der er brug for dem alle hos mig.

Men som regel – til daglig brug – læser jeg på en anden måde. For eksempel hører jeg ofte en cd med en samling af opmuntrende skriftsteder fra Bibelen, når jeg kører bil. Cd'en købte jeg for mange år siden på nettet hos den amerikanske præst Joyce Meyer. Jeg kan den endnu ikke udenad, og jeg opdager tit noget nyt, selv om jeg må have hørt den tusindvis af gange. At høre bibelcitater, mens jeg kører bil, er jo også ”at læse” ... Troen kommer ved at høre ordet. Og der er mange gode, tankevækkende skriftsteder og bibelord, man kan ”rumle rundt” indeni.

Nogle gange læser jeg såmænd helt enkelt ved bare at vælge dagens dato, for eksempel den 12., og så slå op i Ordsprogenes Bog og vælge noget fra kapitel 12. Det handler ikke for mig om, hvor længe eller hvor meget, men mere om at finde et godt ord at tænke over. Og det kan godt bare være en ganske kort sætning. Hvis den er god, så varer den længe i min sjæl. Hellere lidt og ofte end slet ikke. 

Hvem er din favoritperson fra Bibelen? Hvorfor?

Jeg har vist endnu ikke en favoritperson fra Bibelen. Jeg har perioder, hvor den ene eller den anden person ”taler” til noget i mig. For eksempel Peter, der turde stige ud af båden, selv om han sank i. Hans mod taler til mig i en tid, hvor vi tror, vi skal være perfekte. Det fortæller Bibelen, at vi ikke er, og at Gud heller ikke forlanger af os. Og Johannes er jeg glad for, fordi han skriver godt, poetisk, smukt og både mystisk og ligetil på én gang. Flere af kvinderne i Det Gamle Testamente har jeg læst og følt noget for. Mest af alt elsker jeg, at de er der. Og handler. Redder deres land. Slår en fjende ihjel med en teltpløk. Tak, altså. 

Hvad er dit yndlingsvers eller -skrift?

Mit yndlingsskriftsted er stadig det første, jeg lærte udenad: Johannesevangeliet kapitel 10, vers 10, som altid for mig indrammer troen og Guds karakter, hans væsen: ”Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.” Ergo burde det ikke være så svært at afgøre, hvor og i hvad og hvilke handlemåder Gud kommer til udtryk. Bringer det død eller liv? 

Hvorfor skal vi læse i Bibelen?

Generelt kan jeg ikke lide ordet ”skal”, og jeg var mindst 10 år efter min egen ”omvendelse” og åndelige overvældelse om at få lukket den gamle, tykke bog op på bare nogenlunde regelmæssig og især lystbetonet basis. Heldigvis findes Helligånden, og Han taler også til os. Men jeg vil sige, at Bibelen overrasker ved sin visdom og ved at kende mennesket og Gud godt. Man skal ikke forsluge sig på den. Små bidder. Men den ramte mig især med ordsprogene. Der stod noget om mange mennesker, jeg havde mødt eller kendt og oplevet. Der var både drabelige og gode sandheder, som jeg havde været noget tid om at indse. Sådan et enkelt ord om for eksempel en klog kvinde, der bygger sit hus op, og en tåbelig en, der river det ned med sine egne hænder (i Ordsprogenes Bog kapitel 14, red.), kan godt gøre en klogere på ens omgangskreds. Og dermed både øge evnen til overbærenhed og evnen til at sætte grænser. Og så er der i tusindvis af løfter til os i Bibelen. Derfor er det vigtigt at kende sin bibel, finde løfterne og bruge dem i sin hverdag. Det er klogt at minde Gud og en selv om, hvilket gode vi har i vente. Man kan bygge bønner op over skriftsteder. Hage sig fast i dem. Det styrker enormt.  

Hvilken fortælling vil du anbefale til en ny bibellæser?

Jeg vil anbefale Ordsprogenes Bog til nybegyndere. Og lad være med at forsøge at spise det hele på en gang. Man får bare ondt i maven. Tag et enkelt vers, et, der giver genklang indeni – og tænk over det. Der er også ting, der ikke siger dig noget – men sådan er det med alle bøger. Til en anden senere tid vil andre vers åbne sig for dig og sige dig noget.

Anne-Cathrine Riebnitzsky (født 1974) er forfatter, sprogofficer og foredragsholder. Hun har blandt andet modtaget De Gyldne Laurbær for bogen Forbandede yngel.

Tro i hverdagen

Kristendommen ifølge Anne-Cathrine Riebnitzsky
troen ifølge
130,00

Forfatter: Anne-Cathrine Riebnitzsky
Sidetal: 108 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Eksistensen
Varenummer: 978-87-410-0689-5
Mål: 12,2 x 17,2 cm.