Bibliana bliver digitalt – og gratis

13.12.2018 Af Bibelselskabet

Bibliana bliver digitalt – og gratis

Fra og med december-udgaven udgiver Bibelselskabet Bibliana digitalt og gratis for alle

Bibliana er Danmarks eneste populærvidenskabelige tidsskrift om Bibelen skrevet af fagfolk. Det udkommer to gange årligt og udgives af Bibelselskabet. I dag udkommer et nyt nummer, og fremover er tidsskriftet frit tilgængeligt på www.bibliana.dk.

Bliv klog på Bibelen

Det første, digitale nummer handler om bibelmanuskripternes fascinerende verden. Bibelen bygger nemlig på en mangfoldig overlevering af gamle håndskrifter, og ikke ét eneste af dem er en originaltekst. Lad dig føre med på en vandring mellem Bibelens vigtigste håndskrifter, sensationelle arkæologiske tekstfund og tankevækkende tekstvarianter. Læs magasinet her.

Mød dygtige fagfolk

Ansvarshavende redaktør for Bibliana, cand.theol. og ph.d. Martin Friis, glæder sig over, at tidsskriftet nu bliver digitalt og gratis:

”Vi i Biblianas samlede redaktion er meget glade for, at vi hermed får mulighed for at favne et endnu bredere publikum. Med Biblianas nye digitale format, der endda vil være ganske gratis, får læserne de bedste muligheder for at møde dygtige fagfolk, der brænder for formidling af Bibelen og af den nyeste forskning på området.”

Tilmeld dig

Tilmeld dig Biblianas nyhedsbrev og få direkte besked, når Bibliana udkommer: www.bibelselskabet.dk/nyheder/nyhedsbrev.