Er der mon en regnefejl i Fjerde Mosebog?
Der er almindelig enighed blandt bibelforskere om, at uoverensstemmelsen mellem antallet af mænd i Fjerde Mosebogs kapitel 1 og kapitel 3 er et fortolkningsproblem, der endnu ikke er løst, fortæller professor Anne Gudme. Foto: Pixabay

Brevkassen: Er der mon en regnefejl i Fjerde Mosebog?

Hvordan kan der være så stor forskel på antallet af mænd i Fjerde Mosebog kapitel et og tre, spørger en læser Bibelselskabets brevkasse. Anne Katrine Gudme, ph.d. og professor MSO, giver et svar.

Til brevkassen

Spørgsmålet virker jo banalt, men når man i Fjerde Mosebog kapitel et læser om, at de våbenføre mænd udgjorde 603.550, men i kapitel tre ser, at antallet af førstefødte sønner var 22.273, så er en nærliggende tanke, at der må være en fejltælling et eller andet sted.

På forhånd tak.

Hilsen

Poul Jakobsen

********************************

Kære Poul Jakobsen

Tak for dit gode spørgsmål, som jeg med skam må erkende, at jeg ikke kan svare på. Der lader til at være almindelig enighed blandt bibelforskere, om at de overraskende mange våbenføre mænd i 4. Mosebog kapitel 1 vers 46, og de relativt set overraskende få førstefødte drengebørn i 4. Mosebog kapitel 3 vers 43, er et fortolkningsproblem, der endnu ikke er fundet nogen overbevisende forklaring på. 

Der er ellers mange, der har forsøgt, og du er ikke den første, der har undret sig. Allerede kirkefaderen Hieronimus, som levede i det fjerde århundrede e.Kr., mente at tallene var besynderlige, og reformatoren, Jean Calvin, som levede i det 16. århundrede e.Kr., undrede sig ligeledes over, at en enkelt familie, der opholdt sig i Egypten (2. Mosebog kapitel 1) i blot 250 år, kunne vokse til over 600.000 våbenføre mænd. De fleste sjusser sig frem til, at en befolkning, der tæller 600.000 voksne og raske mænd, må nærme sig noget i retning af 2 millioner mennesker i alt, hvis kvinder, børn og gamle tælles med. Calvin mente dog ikke, at man burde tvivle på Guds evne til at lade en familie vokse med så eksplosiv fart, hvis det var det, han ville, og det er naturligvis også en slags løsning.

Diskussionen kompliceres af, at der langt fra er enighed om, hvordan beretningerne i 4. Mosebog skal fortolkes. I den ældre forskning var det helt almindeligt at gå ud fra, at teksterne beskrev en historisk virkelighed. Her havde man simpelthen beretningen om folket Israels udvandring fra Egypten, hvor de havde været holdt som slaver. Folket vandrede i ørkenen i 40 år, hvorefter de vandrede ind i Kanaans land, som Gud havde lovet dem. Så kunne man diskutere, om forfatterne havde gjort lige lovlig god brug af deres digteriske frihed, når de påstod, at godt 2 millioner mennesker opholdt sig i Sinaj Ørkenen i 40 år, men alt i alt var beretningerne til at stole på.

Dette synspunkt er ikke længere det fremherskende. Den kritiske bibelforskning mener, at 4. Mosebog er skrevet på et langt senere tidspunkt, end de begivenheder den beskriver. Mange vil datere 4. Mosebog til persisk tid, dvs. perioden mellem 539 og 333 f.Kr. Hvis man opfatter teksten på den måde, så er der ikke længere tale om historieskrivning, men snarere om en mytisk fortælling, der fortæller om folkets oprindelse i en fjern fortid. 

I dag er der også mange, der forstår 4. Mosebogs sindrige beskrivelser af folkets opbygning og fordeling i stammer og familier som en utopi, et håb for fremtiden, snarere end en beskrivelse af fortiden.

Denne nyere forståelse af tekstens karakter har medført en række symbolske tolkninger af tallene i 4. Mosebog. Det er jo ingen hemmelighed, at de gammeltestamentlige forfattere var glade for talsymbolik. Tænk blot på de 40 år i ørkenen, der følges op af de to konger David og Salomos regeringsperioder, der begge er præcis 40 år (1 Kongebog kapitel 2 vers 10 og kapitel 12 vers 42), og Jesus’ 40 dage i ørkenen i Det Nye Testamente. De 603.550 våbenføre mænd i 4. Mosebog passer sådan nogenlunde med de ”omkring 600.000 mand”, der ifølge 2. Mosebog kapitel 12 vers 37 forlod Egypten. Nogle kommentatorer har bemærket, at de 600.000 svarer til, at Israels 12 stammer hver består af 50.000 mand. Det er jo et harmonisk regnestykke, men det stemmer ikke helt overens med optællingen af stammerne i 4. Mosebog kapitel 1, hvor den mindste stamme er Manasse (32.200), og den største er Juda (74.600).

Andre kommentatorer fokuserer i højere grad på, at 603.550 er ’mange’. Det er ikke så vigtigt med det præcise antal, men det er vigtigt at forstå, at Guds løfte til Abraham og hans efterkommere, om at de skulle blive som himlens stjerner og ørkenens sand (1. Mosebog kapitel 15 vers 5, kapitel 17 vers 4-8 og kapitel 22 vers 17), er godt på vej til at lykkes. Israelitternes antal er allerede vokset med lynets hast, og de er godt nok ikke kommet til det forjættede land endnu, men alene deres voldsomme mængde lover godt for fremtiden og for løftets opfyldelse.

Man kan også forestille sig, at israelitternes antal skal understrege en helt anden teologisk pointe, nemlig at folket under ørkenvandringen ofte plages af angst og tvivl. En hær på 600.000 mand skulle vel kunne indgyde folket selvtillid og sejrsikkerhed, men historien om spejderne i 4. Mosebog kapitel 13-14 er netop et eksempel på, at folket er bange og overforsigtige. De stoler simpelthen ikke nok på Jahve og på hans evne til at føre dem frelst igennem.

Hvis vi retter opmærksomheden mod de 22.273 førstefødte sønner i 4. Mosebog kapitel 3 vers 43, så er der faktisk noget helt åbenlyst galt, bortset fra det relativt set meget lave tal. Sagen er nemlig den, at de førstefødte sønner skal sammenlignes med tallet på levitterne, som er reserveret til tempeltjeneste for Gud, og hvis der er flere førstefødte sønner end levitter, så skal overskuddet frikøbes ved at betale en afgift til templet. Levitternes antal angives til 22.000 (4. Mosebog kapitel 3 vers 39), men det er forkert! Hvis man lægger de forskellige grupper af levitter sammen, så bliver det nemlig 22.300 (4. Mosebog kapitel 3 vers 22, 28 og 34), og så er der jo ikke behov for frikøb. Der er faktisk 27 levitter i overskud. Man fristes til at tro, at det er vigtigt for forfatteren i denne sammenhæng at nå frem til et brugbart tal snarere end et ’rigtigt’ tal, så han kan få demonstreret princippet i frikøbet af de førstefødte.

Hele balladen om frikøb af de førstefødte hænger sammen med en diskussion i Det Gamle Testamente, om hvorvidt man skylder Gud sine førstefødte sønner som offergave. Men det må blive til et andet svar på et andet spørgsmål en anden god gang.

Med venlig hilsen

Anne Katrine Gudme

Anne Katrine Gudme er ph.d. og professor MSO ved Københavns Universitet. Se hendes andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Israels 12 stammer og levitterne

De tolv stammer

Israels tolv stammer er efterkommere af Jakobs tolv sønner. Jakob skifter selv navn til Israel efter en kamp med Guds engel i 1 Mosebog 32,29. Navnene på de tolv sønner er Ruben, Simeon, Levi, Juda, Zebulon, Issakar, Dan, Gad, Asher, Naftali, Josef og Benjamin. Men Ruben og Simeon straffes af deres far, Jakob, og derfor erstattes de af Josefs sønner, Efraim og Manasse (1 Mosebog 48).

Levitter

Levitterne er tempeltjenere, der er underordnet præsteskabet (4 Mosebog 8,19). I beretningerne om åbenbaringstemplet i ørkenen er det Levitterne, der er ansvarlige for at bære Pagtens Ark fra sted til sted og at pakke alt, der hører til helligdommen, ned. De må dog ikke røre ved selve arken, for så vil de dø (4 Mosebog 4,19). De egentlige præster er selv levitter, men de er også ’aronitter’, dvs. levitter, der specifikt er efterkommere af Aron, Moses’ bror, der var den første ypperstepræst, og derfor har de særlig status (2 Mosebog 29,44).