Skosål fra det 2. århundrede med budskabet "Følg mig". © 2007 RMN-Grand Palais (musée du Louvre) / Hervé Lewandowski.
Skosål fra det 2. århundrede med budskabet "Følg mig". © 2007 RMN-Grand Palais (musée du Louvre) / Hervé Lewandowski.

27.04.2023

Brevkassen: Et skoaftryk med et skjult budskab?

En sko fra det 2. århundrede, der efterlod aftrykket "Følg mig" i sandet ... kunne det være et tidligt udtryk for kristen mission? Margrethe Birkler giver et svar i brevkassen

Kære Brevkasse

Jeg har lige læst Harald Voetmanns digtsamling Hetærebreve. I mine øjne et mesterværk.

Hele samlingen tager afsæt i en museumsgenstand fra Louvre. En keramisk afstøbning af en sko fra 2. århundrede e.Kr. I skoens sål er der med nitter indsømmet ordet:

Akolouti

Dette ord vil kunne læses i fodaftrykket. Eksperter har ment, at skoen har tilhørt en prostitueret, der på denne måde har gjort reklame for sig selv.

Jeg er ikke kyndig i oldgræsk. Men en tanke slog ned i mig. Og mit spørgsmål er: Er dette ord det samme, som Jesu opfordring "Følg mig”? Kunne dette fodaftryk i virkeligheden være et tidligt kristent udtryk for "mission"? Eller ville dette på det givne tidspunkt være alt for farligt? Skoen ser fornem ud. I Rom var der rige kvinder i den første menighed.

De bedste hilsner

Claus

--------------------------------------------------------

Kære Claus.

Spændende og godt spørgsmål!

Akolouti kommer af akoloutheå (ἀκολουθέω), som betyder ”at følge efter”. Evangeliernes forfattere lader ganske rigtigt Jesus bruge dette verbum. Mest kendt er nok Matthæusevangeliet kapitel 16, vers 24, hvor Jesus fordrer, at den, der vil følge ham, skal tage sit kors op og følge efter ham. Her benyttes en form af akoloutheå, og det samme gøres der i parallellerne i Markusevangeliet kapitel 8 vers 34 og Lukasevangeliet kapitel 9 vers 23.

Det er desuden også korrekt, at prostituerede i antikken kunne benytte sko med dette verbum på undersiden af fodsålerne for at reklamere for sig selv. Vi finder denne praksis nævnt af eksempelvis kirkefaderen Clemens af Alexandria (150-215).

Når det kommer til spørgsmålet om brugen af disse sko i forbindelse med mission og om dette kunne have været for farligt, tror jeg dog, at vi skal blive ved kirkefædrenes beskrivelser af prostitution. Selvfølgelig var der farer forbundet med at være kristen i kristendommens begyndelse, men jeg tror ikke, at forfølgelserne, som i kristendommens tidlige tid var sporadiske og lokale, skal forbindes med at afstå fra at benytte sådanne sko til historiemission. Jeg vil i stedet mene, at de kristne formentlig ikke brugte disse sko til mission grundet deres kritik af prostitution, som disse sko var associeret med.

For det første ville Clemens af Alexandria formentlig have nævnt, hvis mission var knyttet til skoene. Det gør han ikke, i stedet kritiserer han brugen af fornemme sko, netop fordi de associeres med prostitution. Vi finder generelt kritik fra kirkefædrene af genstande, der blev associeret med prostitution, herunder smykker, perler, makeup og parfume samt andre brancher, der var associeret med prostitution (f.eks. dansere og skuespillere). Clemens af Alexandria var desuden særligt kritisk over for prostituerede. Hvor mange kirkefædre forstod prostitution som resultat af økonomiske problemer eller fordi de prostituerede var slavebundne, mente Clemens af Alexandria, at prostitution var et resultat af seksuel eftergivenhed.

Endvidere havde prostituerede lav status i samfundet, de var ofte fattige og var sjældent beskyttede af loven. De rige kvinder, du nævner, kunne derfor formentlig støtte den kristne mission på bedre måder end ved at benytte en teknik, der associerede dem med en samfundsgruppe, som vi fra kirkefædrene ser en stor kritik af hos de kristne i antikken. Hertil er desuden også ulempen ved at dele markedsføringsteknik med en anden gruppe, så en potentiel kommende kristen, der følger skoaftrykkene, ender et helt andet sted end i menigheden.

Venlig hilsen

Margrethe Birkler

Margrethe Birkler er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Læs hendes andre brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.