"I er jordens salt og verdens lys". Foto: Unsplash.
Vi er verdens lys, og det er vores opgave ikke at gemme lyset væk. Foto: Unsplash.

31.10.2018

Brevkassen: Hvad betyder det, at vi er jordens salt og verdens lys?

Hvorfor læses ordene om jordens salt og verdens lys op på allehelgenssøndag, hvor vi mindes de døde? Sådan spørger Ulla. Læs Lisbet Kjær Müllers svar her.





 

Til Bibelselskabet



Kære Brevkasse.

Der er noget, jeg har tænkt over længe. Hvad vil det sige, når der i Matthæusevangeliet kapitel 5,13-16 står, at vi skal være verdens lys og jordens salt? Og hvorfor bliver de ord læst højt til allehelgensgudstjenesten, hvor vi mindes de døde? 



Venlig hilsen

Ulla




 

*****************************



Kære Ulla



Tak for dit spørgsmål. Ordene om at være verdens lys og jordens salt står i den første store tale, som Jesus holder i Matthæusevangeliet, og som har fået navnet Bjergprædikenen (kapitel 5-7). Der var så mange mennesker, står der, at Jesus gik op på bjerget og satte sig, som en jødisk lærer dengang gjorde det.

Disciplene kom hen til ham, og han gav sig til at undervise folk. På den måde er scenen sat, og det første, som vi hører, er: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (kapitel 5,3). Eller som det oversættes i Den Nye Aftale: ”I virkeligheden er I heldige, hvis I er fattige og har fået Helligånden, for I hører til hos Gud.”



På den måde bliver det tydeligt, at de havde det, man ikke kan købe for penge, ”ånden”. Derfor var de heldige/salige, for det var ikke noget, som de kunne gøre sig fortjent til. Det kom til dem som en gave. Og gaven var, at der ikke var tvivl om, at Gud er Jesus’ far og derfor også deres far i himlen.



Det er denne bevidsthed om at høre til, som får Jesus til at fortsætte sin tale med: I er jordens salt … I er verdens lys (Matt 5,13-16). For der står ikke, at det er noget, de skal stræbe efter at blive, nej, der står: ”I er”. Men fortsættelsen viser, at de åbenbart kan være så lidt salte og skrue så meget ned for blusset, at det ikke er noget værd. For der står nu: ”Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.” Men det ændrer ikke på, at verden har brug for dem som salt og lys.



Der ligger en advarsel her om, at holde sig til og på bedste måde være det, du er: Salt. Salt holder råddenskaben væk, og det er det, Jesus siger, at de kan og skal. Der sker her en overdragelse fra Jesus til tilhørerne. Nu er det dem, der skal kæmpe mod de livsødelæggende kræfter.

I det næste billede med lyset bliver det tydeligt, at det er det, som det handler om. Der står om lyset, at man ikke kan skjule en by, der ligger oppe på et bjerg. Man tænder heller ikke en olielampe for at gemme den væk under en krukke, men sætter den frem, så alle i huset kan få glæde af den. De første menigheder, stod i en kampsituation, som kunne friste dem til at blive bange og gemme sig. De turde ikke stå ved deres nye tilhørsforhold, men faldt tilbage i det gamle. Men derved blev deres lys usynligt.



Hvis vi skal prøve at forstå det i dag, er det stadig værd at bide mærke i, at det er noget, vi er og ikke skal blive. Så spørgsmålet er ikke, hvordan bliver jeg salt og lys, men hvordan passer jeg på ikke at glemme det?



På allehelgenssøndag er ordene om salt og lys hvert andet år den tekst, præsten skal prædike ud fra. På den søndag, som altid er den første søndag i november, mindes vi de døde. I nogle kirker bliver navnene på dem, der er døde i årets løb, læst højt, og mange tænder lys for de døde enten inde i kirkerummet eller ude på gravene.



Vi mindes både de store skikkelser i den kristne kirke, som med deres liv gjorde en forskel og måske ligefrem ændrede verdens gang. Men vi mindes også de ganske almindelige mennesker, der er gået forud og har betydet noget i vores liv, og som vi nu har i kærlig erindring. De var ikke perfekte, men kærlige – de var salt og lys i vores liv.



Med venlig hilsen

Lisbet

Lisbet Kjær Müller er brevkasseredaktør og tidligere sognepræst. Se hendes andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk

Allehelgen og Halloween

Allehelgensdag var i katolsk tid den 1. november, og det var først med Struenses helligdagsreform i 1770, at det blev bestemt, at allehelgensdag i den danske lutherske kirke er den første søndag i november.



Halloween var oprindelig en keltisk fest ved navn samhain, som går helt tilbage til 8-900 år før Kristus. Det var en nytårsfest, hvor man omkring den 31. oktober markerede, at det lyse halvår var forbi, og vinteren begyndte. På denne dag i året mente man, at portene til dødsriget stod åbne, og at de afdødes sjæle steg op af graven for at bevæge sig til dødsriget. Derfor satte man mad ud på gravene for at sikre, at de døde havde det godt og ikke ville tage varigt ophold på jorden.



Ved mødet med kristendommen smeltede denne fest sammen med de kristnes allehelgensfejring. Det engelske ord halloween er en sammentrækning af ”All Hallows’ Eve”, på dansk allehelgensaften.  



Halloweens popularitet i Danmark kan direkte måles i den nationale græskarproduktion, der i løbet af få år steg til 400.000 i 2008, og i 2015 var nået op på 800.000 græskar. Børnefamilierne har taget festen til sig med udhulede lysende græskarhoveder, som skal skabe uhygge ligesom monstre og genfærd, spindelvæv og raslende skeletter, hvilket peger tilbage på den oprindelige keltiske tradition, hvor det i den nat var lettest at vende tilbage til jorden og skræmme og hævne sig på de levende.



Halloween er en ny fest i Danmark, der ikke er belastet af en tung tradition, og som mange kirker har taget til sig for også i den sammenhæng at forkynde, at vi er hinandens salt og lys.