Statue Sorg
I Bibelen er der trøst at hente, når man sørger – særligt i Paulus' breve. <em>Foto: Colourbox</em>

03.11.2016 Lone Vesterdal, sognepræst

Fem bibeltekster til når du sørger

Allehelgen er den tid på året, hvor vi særligt mindes vores døde. Sognepræst og forfatter Lone Vesterdal har her udvalgt fem bibeltekster, der er særligt gode at finde trøst og håb i, når vi savner

Allehelgensdag er dagen, hvor vi mindes vore døde. Er det en sorgens dag? Eller en stilfærdig eftertænksomhedens dag? Ja, det kommer an på, hvem man er.

For mig er allehelgen en dag, hvor jeg med taknemmelighed erindrer det, de døde var og betød og glæder mig over, at jeg fik lov at leve med dem. For ikke at gå til i sorg og vemod, kigger jeg efter ord og billeder, der kan tænde mod og tillid til at leve videre. Her er Paulus et godt bud. Han var en slags opdagelsesrejsende i et nyt og endnu ikke fuldt opdaget land; troens land, frugtbart, smukt og opmuntrende som det er, og fremfor alt virkeligt og håndgribeligt i dets nærvær blandt os. Særligt disse tekster er opbyggende til allehelgen:

1. Paulus' Første Brev til Korintherne 3,11

”For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus”.

Darwins barnebarn, Gwen Raverat, fortæller i sine erindringer om en excentrisk onkel, der var overbevist om, at møblerne flyttede rundt på sig, hver gang han forlod stuen. Forgæves forsøgte han at snige sig hurtigt tilbage for at gribe dem på fersk gerning. Mærkeligt? Ja, men jo også forståeligt. Der er ingen og intet blivende i vores liv – og dog: Paulus bruger et bygningsbillede for at understrege, at det eneste sikre er den kærlighed, som Gud har vist os gennem Kristus.

2. Paulus' Andet Brev til Korintherne 12,9

”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”.

Jeg ville ønske, at vi ikke skulle miste vore kære og selv dø engang. Paulus klagede engang sin nød til Gud, som svarede ”Min nåde er dig nok ...”. Underligt nok viser Guds magt sig i kors og død. Gud forener sig med det dybeste mørke – og forandrer det grundlæggende med opstandelsen. Nu og engang.

3. Paulus' Første Brev til Korintherne 7,29-31

”Men det siger jeg, brødre: Tiden er knap. Herefter skal de gifte være, som om de ikke var gift, de grædende, som om de ikke græd, de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, de, der køber, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde”.

Det er i orden at glæde sig, købe ind, bruge verden og at græde. Men intet af det, er den endelige magt i verden. Det er den kærlighed, som ikke engang døden kan standse.

4. Paulus' Brev til Filipperne 4,6-7

”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus”.

Der er forskel på at sørge alene og så at have et sted at gå hen og overgive det alt sammen til én, der er større end én selv. Måske er forskellen en fred, der overgår almindelig forstand?

5. Johannes' Åbenbaring 21,5

”Og han, der sidder på tronen, sagde: ”Se, jeg gør alting nyt!”

Det nye, som Kristus kommer med til os, er ikke et perfekt, fejlfrit liv, men en menneskelighed, der går ind i det dybeste mørke og forener sig med den yderste forladthed. Mørket er ikke længere mørkt. Dét er det nye, som Kristus skaber i os. Engang skal det blive vores fuldkomne virkelighed.

Lone Vesterdal er sognepræst i Bramdrup Sogn og er desuden forfatter til flere bøger om sorg.

Når det er Halloween skærer man græskar ud med uhyggelige ansigter.

Hvad er allehelgen?

Hvad er egentlig allehelgen og er det det samme som halloween?

Læs mere her.