Lignelsen om de ti brudepiger. Maleri af Peter Cornelius ca. 1813. Kilde: Wikimedia Commons.
De kloge og de tåbelige brudepiger. Maleri af Peter Cornelius ca. 1813. Kilde: Wikimedia Commons.

Brevkassen: Hvad betyder lignelsen om de ti brudepiger?

Hvordan skal vi forstå den barske lignelse om de ti brudepiger? Læs valgmenighedspræst Henrik Højlunds udlægning af lignelsen

Hej Bibelselskab     
En tekst i Det Nye Testamente har jeg problemer med. Det er lignelsen om de ti brudejomfruer - har jo hørt den mange gange og i forskellige udlægninger - og altid står de fem ulykkelige piger der foran porten og kalder og vil jo så gerne ind -  og så lyder den besked, jeg frygter allermest: Jeg kender jer ikke! Kan det virkelig være Jesu ord?

Med hilsen Hilda Møller

**********************************

Kære Hilda Møller
Jeg forstår rigtig godt dit spørgsmål. Det er en af de skarpeste lignelser, Jesus nogensinde har fortalt, og den volder helt sikkert en del præster og prædikanter problemer. For mente Jesus virkelig, at nogen til syvende og sidst ville komme til at stå udenfor – altså at nogen til sidst skal høre dette: ”Jeg kender jer ikke” - ?

Jeg deler mit svar i to. Et lidt kort. Og så en fortsættelse, som uddyber lidt mere. Du kan fint nøjes med at læse det første.

Lignelsen er helt i tråd med en række andre lignelser af Jesus, som udtrykker meget tydeligt, at der ved enden af vores liv og ved enden af denne tidsalder vil være en domssituation, som sætter os udenfor eller indenfor. Så ja, vi kommer ikke udenom, at Jesus siger og mener det.

Det er værd at mærke sig, at Matthæus placerer denne lignelse som noget af det sidste, før det går løs med de sidste dramatiske begivenheder, Jesu død og opstandelse. Det vil sige, at en lignelse om dom og risiko for at stå udenfor følges op af den begivenhed, der handler om, at der er givet enhver af os en vidunderlig frikendelsesmulighed fra dommen. Jesus tager dommen på sig i stedet for alle os andre.

Som Grundtvig synger:
”Ej mer du gruer for dommedag,
du ved, din dommer har ført din sag
og fra sig selv den vundet”
(Den Danske Salmebog nr. 274)

Dommeren blev selv den dømte og rakte dermed alle en mulighed for at gå fri i dommen. Den, der frygter beskeden allermest – ”jeg kender dig ikke” – er nok den, der har mindst grund til at frygte den. For det menneske har den vågenhed, som Jesus appellerer til i denne lignelse. Og vågenhed er netop, hvad det drejer sig om. Eller mere præcist: at være klar, når Jesus kommer.

Der er altid denne alvorsdimension ved den kristne tro, ved hele vores liv: Man kan gå glip af det skønneste, det mest vidunderlige – bryllupsfesten i gudsriget, som vi er inviteret til kvit og frit, uden den mindste antydning af fortjeneste og præstation. Man skal ikke læse meget i Det Nye Testamente for at forstå, at den største gave, gudsriget, gratis fra først til sidst, kan mistes. Det er på en måde ligesom med at møde den store kærlighed i livet. Det føles som ren foræring. Man gifter sig frydefuldt og lykkelig. Og samtidig ved man, at hvis ikke der arbejdes på denne lykke fra uge til uge resten af livet, så kan det ryge på gulvet og ende i stor ulykkelighed. Der er altid denne alvorsdimension ved det skønneste i livet.

Du kan nøjes med at læse hertil. Men hvis du har lyst til at læse lidt mere, lidt flere refleksioner over vores problemer med tanken om en yderste dom med risiko for at stå udenfor, så har jeg lidt mere her:

Tanken er skræmmende. Men også trosanfægtende. Kan det virkelig passe, at der er denne dimension ved den kristne virkelighedsforståelse? Det byder os imod i vores moderne tilværelsesopfattelse. Vi er børn af en tid, som er domineret af en forestilling om, at alt er produkt af mennesker. Meninger, moral, religioner, Gud eller guder – det er alt sammen noget, der til syvende og sidst kommer fra mennesket. Vi bombarderes med det hver dag. Det er baggrundstæppet for alt. Vi kigger slet ikke altid på tæppet, det er der bare og farver hele vores syn.

Som kristne har vi egentlig en anden opfattelse. Vi tænker ikke, at Gud og alt sammen er menneskeskabt. Tværtimod, Gud har skabt mennesket. Men vores kristne opfattelse er under hårdt og vedvarende pres fra tidens dominerende opfattelse, at alt er menneskeskabt. Og hvis alt er menneskeskabt, er der ikke plads til en dommer eller dommedag, der står over mennesket. For mennesket står øverst.
Som kristne deler vi ikke denne overbevisning, men vores overbevisning er i stærk modvind, og det er fristende at køre i lidt medvind en gang imellem. 

Og ikke bare det. Når sandt skal siges, er vi også er draget af denne tanke: Tænk, hvis alt bare er menneskeskabt. Så er vi jo fri for dommen, fri for helvedes-truslen, fortabelses-risikoen. Og er det ikke bare sådan, at Gud først og sidst er kærlighed? Og kærligheden kan da ikke udelukke ret mange, vel…

Vi kender fristelsen til at overgive os til den tanke. Vi er børn af vores tid.

For godt 150 år siden sagde Karl Marx: Religion er opium for folket. I dag kan man sige det modsatte: Tanken om, at der ikke er en Gud, der dømmer, er opium for folket.

Den nobelprisvindende polske digter Czelslaw Milosz skriver et sted: ”Folkets virkelige opium er en tro på intetheden efter døden – den store trøst, der ligger i at tænke på, at vores svigt, grådighed, fejhed, mord ikke vil blive dømt…”.

Jesus tager opiummet fra os. Jeg kommer en dag, siger han. Og ingen ved, hvilken dag. Så I skal være vågne. Jesus siger det endda så skarpt, at vågen/ ikke-vågen ikke bare er et skel mellem alle os, der kommer flittigt i kirke og gerne vil med til Himlen og så alle dem, der aldrig sætter deres ben i kirken. Vågen/ ikke-vågen er et skel, der går lige ned mellem dem, der egentlig gerne vil med til festen. Ti brudepiger ville gerne med. Fem var alligevel ikke klar. Det er rystende. ”Jeg kender jer ikke”, siger han.

Når man tænker nærmere efter det med dommen og tidens opium, som vil have os til at tro på, at det ikke er nogen dom, så er det interessant, at det er som om tiden alligevel ikke kan undvære en dommedag, en endegyldig katastrofe. For tiden er det klimakatastrofen, der er dommedagsperspektivet. Da jeg var barn, var det atomkrigen, der var truslen. Nogle gange har det været truslen om overbefolkning af jorden, eller en verdensomspændende epidemi ude af kontrol.  Eller det nyeste: Robotter med superintelligens, som overtager vores verden. Man kan få en følelse af, at der næsten er en dyrkelse af dommedag. Som om vi ikke kan undvære at skulle stå endegyldigt til regnskab for nogen eller noget. Vi har øjensynlig behov for at en dommedag ligesom holder os til ansvar. Mennesket kan ikke rigtig undvære at skulle stå til regnskab.

I det lys er det godt nok hundrede gange mere betryggende at satse på en dommedag, som kommer fra ham selv, dommeren over levende og døde, ham som lod sig selv dømme for vores skyld, for at vi kan gå fri i dommen.

Venlig hilsen
Henrik Højlund

Henrik Højlund er cand.theol. og valgmenighedspræst ved Aarhus Bykirke. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Om Matthæusevangeliet

Matthæusevangeliet er blevet til i en jødekristen menighed engang i 80'erne, måske i Syrien. Jesus’ opstandelse var en realitet, og fortællingerne ånder af denne nye virkelighed, hvor det er sønnen, der viser, hvordan Gud er som far. Samtidig får man indtryk af en menighed, hvor det har været svært at forstå de nye betingelser for gudsdyrkelsen, og det var ikke så fremmed for dem at kalde Gud for far. 

Fadervor, som står centralt i Bjergprædikenen (Matthæusevangeliet 5-7), kan være skabt for at fastholde menigheden på troen på Gud som Jesus’ far og vise, hvilke konsekvenser dette forhold får for hele menigheden, når de bad sammen.

Fra Paulus’ breve vidste de, at de var Guds børn, og at Gud havde sendt sin søns ånd i deres hjerter (Galaterbevet 4,6). Måske er Matthæusevangeliet blevet brugt ved gudstjenesten som en udlægning af dette forhold, der var det helt centrale fra begyndelsen: at Gud blev menneske i Jesus Kristus og dermed viste mennesker, hvad menneskelighed var. Forfatteren til Matthæusevangeliet kan netop have haft det formål at holde et spejl op for tilhørerne, så de kunne se sig selv i lyset af troen på Gud som far.

Studiebibelen

Den autoriserede oversættelse med indledninger og kommentarer
Studiebibelen
799,95

Forfatter: Redigeret af Bodil Ejrnæs, Geert Hallbäck og Hans Jørgen Lundager Jensen
Sidetal: 1872 sider
Indbinding: Hæftet
Forlag: Bibelselskabet
Varenummer: 978-87-7523-728-9
Mål: 16,2 x 23 x 3,3 cm
Andet: 1131 g