De Fire Evangelister
"The Four Evangelists" af Jakob Jordaens. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Hvad er det synoptiske problem?

Hvad er det synoptiske problem? Professor MSO i teologi Jesper Tang Nielsen hjælper med et svar.

Kære brevkasse.

Jeg arbejder med historiske studier, og ville gerne finde ud af, hvordan jeg kan bruge Bibelen som historisk kilde. Mens jeg sad med det, hørte jeg den anden dag nogen nævne "det synoptiske problem". Jeg ved, at der er noget, der bliver kaldt de synoptiske evangelier, men hvad er det synoptiske problem?

MVH
AK

****************************

Kære AK

Tre af de fire evangelier i Det Nye Testamente ligner hinanden meget. De ser Jesu historie på mere eller mindre samme måde. Derfor kaldes de ”de synoptiske evangelier”, for ”synopsis” betyder ”se sammen”. Det er Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet. Man kan stille deres versioner op i søjler ved siden af hinanden og derved se, i hvor høj grad de overlapper. En sådan udgave af evangelier kalder man naturligt nok en ”synopse” (fx Niels Hyldahl: Evangelierne synoptisk opstillet, København, som netop er genudgivet på Bibelselskabets Forlag). Johannesevangeliet fortæller derimod en noget anderledes historie. F.eks. er en af forskellene mellem Johannesevangeliet og de synoptiske evangelier, at synoptikerne kun omtaler ét ophold i Jerusalem (i forbindelse med påskebegivenhederne), mens Johannesevangeliet fortæller om flere besøg.

Men det er ikke blot i hovedtrækkene, at de synoptiske evangelier ligner hinanden. Visse afsnit er næsten ordret identiske. Det gælder både således, at de alle tre overlapper (fx lignelsen om sædemanden, Matt13,1-9; Mark 4,1-9; Luk 8,4-8), men også således at Matthæus- og Lukasevangeliet har noget tilfælles, som Markusevangeliet ikke har (fx fadervor, Matt 6,9-15; Luk 11,2-4). Matthæus- og Lukasevangeliets fællesstof er altid ord, som Jesus siger.

Det synoptiske problem er spørgsmålet om, hvordan disse overensstemmelser er opstået.

Det er let nok at forklare, hvordan de alle tre kan stemme overens. Så godt som alle forskere er enige om, at forfatterne til Matthæus- og Lukasevangeliet har kendt Markusevangeliet og brugt det som kilde. Næsten hele Markusevangeliet er optaget i de to andre evangelier. Forfatterne til Matthæus- og Lukasevangeliet har altså skrevet af efter Markusevangeliet, som man også af andre årsager mener, er det ældste evangelium. Men hvordan kan Matthæus- og Lukasevangeliet have noget tilfælles, som de ikke har fra Markus?

Det mest almindelige svar er, at de begge har haft en kilde til rådighed, som siden er gået tabt. Man ved derfor ikke, hvad den kilde har heddet. Derfor kalder man den blot Q efter det tyske ord for kilde, ”Quelle”. Q skulle altså være et skrift, som har indeholdt de Jesusord, som findes i både Matthæus- og Lukasevangeliet, men ikke findes i Markusevangeliet. Derimod skulle Q ikke have indeholdt en fortælling om Jesus.

Men kan man forestille sig et skrift, som blot indeholder udsagn af Jesus? Ja, det kan man faktisk godt. Thomasevangeliet, som blev fundet i 1945 ved Nag Hammadi i Ægypten, er netop et skrift, som indeholder 114 Jesusord, men ingen sammenhængende fortælling om hans liv. Thomasevangeliet er ikke Q, men viser, at det ikke er umuligt, at der har eksisteret et skrift af den type, som man forestiller sig, at Q har været.

Denne forklaring på det synoptiske problem kaldes to-kilde-hypotesen, fordi den opererer med to kilder, nemlig Markusevangeliet og Q. Hertil kommer det stof, som er særligt for Matthæus- og Lukasevangeliet. Det kaldes hhv. matthæansk og lukansk særstof. Nogle mener, at særstoffet kommer fra de respektive forfattere; andre tror, at det kommer fra kilder (mundtlige eller skriftlige), som kun den ene forfatter har haft adgang til. Q opfattes som regel som den ældste af kilderne.

Svagheden ved to-kilde-hypotesen er selvsagt, at Q er forskernes konstruktion. Det findes ikke i antikke manuskripter, og det omtales næppe i antikke kilder. Måske er der derfor en anden løsning på det synoptiske problem. Man kan forestille sig, at Matthæusevangeliets forfatter har skrevet af efter Markusevangeliet; og Lukasevangeliets forfatter efter Matthæusevangeliet. Den teori ville forklare overensstemmelserne lige så godt som to-kilde-hypotesen. Den ville også betyde, at den antikke kilde Q, som ingen har set, ville forsvinde! I så fald ville Markusevangeliet – og kun Markusevangeliet – være den ældste kilde til Jesus' liv og ord.

Med venlig hilsen
Jesper Tang Nielsen

Jesper Tang Nielsen er professor i teologi ved Københavns Universitet. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Genren evangelium

Ordet evangelium er latin, og kommer af det græske euangelion, der betyder "glædeligt budskab".

I klassisk græsk litteratur blev det brugt om et hvilket som helst budskab, der kunne sprede glæde. Først senere er det blevet til en specifik kristen betegnelse, der dækker over en fortælling om Jesus' liv og død.

I Paulus' breve bliver ordet 'evangelium' både brugt om indholdet i det gode budskab og om forkyndelsen af det gode budskab.

Først omkring år 150 begynder kirkefædrene at bruge ordet specifikt om evangelie-skrifterne.

Evangelierne er delt op i de kanoniske evangelier, der indgår i Bibelen, og de apokryfe evangelier. Heriblandt er blandt andet Thomasevangeliet, Judasevangeliet og Petersevangeliet.