"Medieval Scribes" - John White Alexander
Sprogforsker Martin Ehrenvärd fortæller her blandt andet om den masoretiske tekst, der blev kopieret af jødiske lærde. I middelalderen var det munke, der kopierede de bibelske tekster, i et såkaldt scriptorium (skriverum). På billedet ses "Medieval Scribes" - af John White Alexander. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Hvilke tekster ligger til grund for den danske bibeloversættelse?

Hvem har afgjort, hvilke bibeltekster der er autoritative? Sådan spørger Stenhuggeren, og sprogforsker Martin Ehrensvärd kommer med et svar.

Hej.

Jeg kom for nyligt til at tænke på hvilke tekster der ligger til grund for den danske oversættelse af Bibelen (1992). Mere specifikt, hvilke grundtekster eller codex der er brugt og hvorfor netop denne/disse tekster er “autoritative”. Hvilke skrifter brugte de Antenicenske kirkefædre og hvilken måde adskiller de sig fra vores 1992 oversættelse.
 
På forhånd tak
Stenhuggeren

*************************

Kære Stenhugger

Tekstkritik er den videnskabelige disciplin, som er designet til at finde frem til den oprindelige ordlyd af en given tekst, hvis ikke vi har et originalmanuskript. Eftersom vi ikke har et eneste originalmanuskript af noget bibelsk skrift, må vi gøre den bedst mulige brug af de afskrifter, vi har.

Og alle disse afskrifter indeholder større eller mindre fejl, så det gælder om få fat i de ældste - og de bedste - afskrifter (hvilket ofte ikke er de samme) og så sammenligne dem og prøve at regne ud, hvad der oprindeligt har stået. Derfor bygger den danske oversættelse af 1992 på, hvad oversætterne har vurderet som den mest oprindelige tekst i alle de tilfælde, hvor der er tvivl, og hvor afskrifterne afviger fra hinanden.

Vi ved ret meget om de mekanismer, der skaber fejl. En klassiker er det f.eks., hvis der står to ens ord tæt på hinanden i en tekst. For når skriveren har skrevet det første af de to ens ord, vender hans blik tilbage til teksten, og han kan så komme til at starte ved det andet af de to ord. Dermed springer han et par ord over.

En anden typisk fejl er, når en skriver har skrevet et forklarende ord i marginen og næste afskriver tror, at ordet i marginen hører til i teksten. Kendskab til disse mekanismer gør, at vi i mange tilfælde med god sandsynlighed kan komme tilbage til den originale ordlyd.

For Det Nye Testamentes vedkommende foreligger der to udgaver af hele teksten fra det fjerde århundrede, Sinaiticus og Vaticanus (opkaldt efter det sted, de er fundet: Sinajklosteret og Vatikanet). Begge er gode afskrifter, men de afviger fra hinanden utallige steder af mindre og større betydning. De tekstkritiske forskere lægger vægt på varianter, som findes i de to håndskrifter, men også på tidligere, mere fragmentariske håndskrifter. Nogle af disse tidligere håndskrifter kan have været brugt af kirkefædrene før kirkemødet i Nikæa i år 325.

Førende forskere har udgivet den græske grundtekst i den version, de mener, er tættest på originalen. Denne udgivelse kaldes Nestle-Aland, og den opdateres jævnligt. Den nuværende udgave er nummer 28. Den er en meget stor hjælp, når man skal oversætte Det Nye Testamente.

For Det Gamle Testamentes vedkommende er sagen noget mere kompleks. På den ene side er det simpelt: Det er kun én hebraisk/aramæisk håndskriftstradition, der har bevaret hele Den Hebraiske Bibel, nemlig den såkalte masoretiske. Det ældste komplette hebraisk/aramæiske håndskrift kaldes Leningradhåndskriftet. Det er fra middelalderen, år 1008 eller 1009, men det hviler på en tradition, der overraskende nøjagtigt har bevaret mange af skrifterne i en form, som formodentlig går tilbage til år 200 eller 300 før vor tidsregning. Den danske oversættelse af Det Gamle Testamente lægger denne masoretiske tekst til grund, med forholdsvis få afvigelser.

Men problemet er, at der for mange af de gammeltestamentlige skrifters vedkommende fandtes flere forskellige udgaver, hvor den ene ikke kan siges at være bedre eller mere original end den anden. Fx ved vi, at i hvert fald to meget forskellige udgaver af Jeremias' Bog har været i omløb i århundrederne op til vores tidsregnings begyndelse, og vi kan ikke sige, at en af dem er mere oprindelig end den anden. De er blot opstået i forskellige kredse i Palæstina, men begge udgaver har været brugt sideløbende. Det kan vi se af dødehavsskrifterne, dels ved at begge udgaver fandtes blandt skrifterne, dels ved at andre, ikke-bibelske skrifter citerer de forskellige udgaver side om side.

Den ene udgave er bevaret i sin helhed i den gamle græske oversættelse af Det Gamle Testamente, som hedder Septuaginta. Men den version af Jeremias’ Bog, som ligger til grund for den danske oversættelse, er den masoretiske version, fordi denne version foreligger på hebraisk.

Det er svært at begribe, at man har kunnet anse meget forskellige udgaver af skrifterne for hellige og autoritative, og det har taget lang tid for forskningen at indse, at dette var tilfældet. Men sådan fungerede det altså dengang.

Vores valg som oversættere er dog ikke blevet sværere. Det hænger sammen med, at der som nævnt kun findes én tradition, som har bevaret hele teksten på hebraisk, og den er det oplagte valg.

Med venlig hilsen
Martin Ehrensvärd

Martin Ehrensvärd er sprogforsker og lektor ved Københavns Universitet. Se hans andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk 

Masoreter

Masoreter var jødiske lærde i 500-900-tallet. Ordet kommer af det hebræiske masorah, der betyder overlevering.

Masoreterne beskæftigede sig især med at overlevere bibelteksten, som de kopierede fra ældre tekster.

Det var masoreterne, der opfandt det hebræiske vokalsystem.

Den masoretiske tekst er den autoritative hebræiske udgave af den jødiske bibel.