"Great Banquet" af Brunswick Monogrammist
Lukasevangeliets forfatter understreger en pointe overfor de velhavere, der dominerede hans menighed, når han lader manden invitere de rige først til sit festmåltid. De skal tænke over deres prioriteringer og også gå rigmanden i bedene og være gæstfri og gavmilde overfor de fattige, skriver Lise Marie Ranum, cand.theol. og MA i moderne teologi. Billedet er "Great Banquet" - af Brunswick Monogrammist. Foto: Wikimedia Commons

Brevkassen: Hvorfor bliver de rige først budt til festmåltid?

Kaj vil gerne blive klogere på den kendte lignelse, og sognepræst Lise Marie Ranum giver et svar.

Gode svarer!

Hvorfor startede indbyderen med at indbyde sine rige venner først til at deltage i festmåltidet?

Med venlig hilsen
Kaj V.

********************************

Kære Kaj!

Forvirring, forundring og en hel del forargelse. Det har historien om den festglade rigmand, der indbyder en masse mennesker til et overdådigt festmåltid, men på selve festdagen bliver mødt med lutter undskyldninger og afbud, altid vakt. Nogle har fokuseret på de selvoptagede indbudte, der ikke synes, de har spor tid til at feste, fordi de har frygteligt travlt med deres nyerhvervelser (det er nyerhvervelserne, der får os til at slutte, at de er rige. Ret beset melder historien ikke noget om den sag!). Andre har især bidt mærke i rigmandens handlekraftige reaktion på afvisningerne. Han nøjes nemlig ikke med at blive ond i sulet og hænge med hovedet, men sender, efter at ha’ sundet sig, simpelthen bud efter et nyt hold gæster, der adskiller sig fra det første ved at være nogle værre udskud. De er fattige, handicappede og hjemløse, og ejer derfor tilsyneladende ingenting, der hindrer dem i at takke ja til en omgang fest og farver…

Det snusfornuftige svar på dit gode spørgsmål er ligetil. Snusfornuften vil bemærke, at rigmandens omgangskreds selvfølgelig tilhører nogenlunde samme socialgruppe som ham selv, og at det da kun er naturligt, at han i første omgang inviterer venner og bekendte. Men sådan et snusfornuftigt svar er altså mildest talt lidt for letkøbt. Når Jesus fortæller en historie, er der altid meget mere på færde og på spil! Jesus forsøger igen og igen med sine små historier at sætte ord og billeder på størrelser, som hverken ord eller billeder dybest set kan rumme - nemlig Gud, og Guds rige især. Det er ikke for ingenting, vi kalder historierne ”lignelser”. De ligner, men man kan ikke ’oversætte’ dem håndfast uden at gøre vold på dem.

Når det er sagt, så trænger de kritiske spørgsmål sig alligevel ofte på i en fart. Lignelsen om rigmanden og festmåltidet er et godt eksempel. For hvis rigmanden er et billede på Gud og festmåltidet et billede på Guds rige, hvorfor i alverden inviterer Gud så i første omgang kun priviligerede, velhavende mennesker? Og hvad skal vi slutte, når det første hold indbudte hurtigt viser sig at være selvoptagede og blinde for den gave, de får tilbudt? Forsøger Jesus at fortælle os, at kristendommen udelukkende er for de socialt marginaliserede; fattige, handicappede og hjemløse?  Er historiens morale den, at rigdom slet og ret er af det onde?

Der er særligt ét forhold, vi er nødt til at gøre os klart, før vi svarer: Vi må ikke glemme mellemmanden! Det er som bekendt ikke Jesus selv, der har skrevet historien ned, men i det her tilfælde Lukasevangeliets forfatter. Og han har uden tvivl bedrevet et vist ’spin’ på den. Lukasevangeliet har nemlig på mange måder et bemærkelsesværdigt forhold til netop rigdom.

Lukasevangeliets forfatter har i det hele taget et særligt blik for de marginaliserede og socialt udsatte grupper i datidens samfund (kvinderne og de fattige især). Man kunne forestille sig, at forklaringen var den, at han selv var fattig og marginaliseret, og primært skrev til andre i samme båd, men det er ikke tilfældet. Tværtimod er Lukasevangeliet med al sandsynlighed skrevet til en menighed, der har rummet mange velhavende mennesker. Og meget taler for, at rigtigt meget i evangeliet er møntet på dem især. Holdningen til penge og rigdom er altså ikke - selvom det mange steder kan se sådan ud! - entydigt negativ. På den ene side er rigdom af det onde, fordi den så let flytter fokus fra det egentlige. På den anden side fordømmes rigdommen ikke. De rige skal i Lukasevangeliets forfatters øjne ikke smide deres formue i toilettet, men simpelthen lære at bruge den rigtigt – til gavn for alle i menigheden!

Når Lukasevangeliets forfatter lader lignelsens rigmand invitere sine priviligerede venner først, kan det altså meget vel være for at understrege en pointe overfor de velhavere, der dominerede hans menighed. De bliver kraftigt opfordret til at tænke over deres prioriteringer – og indirekte tilskyndet til at gå rigmanden i bedene og være gæstfri og gavmilde overfor dem, de ellers ikke er vant til at lege med.

At Lukasevangeliets forfatter har haft sin menigheds bedsteborgerskab i tankerne, udelukker selvfølgelig ikke, at vi alle – uanset vores bankbogs tykkelse, samfundsplacering, køn, seksuel observans, etnicitet etc. – kan læse historien og føle, at den taler direkte til os. I en forstand er vi alle sammen priviligerede og velbjærgede. Vi har nemlig alle sammen fået livet i fødselsgave. Og vi bliver dagligt indbudt til fest!

Venlig hilsen
Lise Marie Ranum

Lise Marie Ranum er cand.theol. og MA i morderne systematisk teologi fra Oxford University og sognepræst i Seden-Åsum. Se hendes andre brevkassesvar.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.

Hvor står historien?

Lignelsen om ’Det store festmåltid’ står i Lukasevangeliet kapitel 14, vers 16-24. Også forfatteren til Matthæusevangeliet præsenterer en variant af historien (i kapitel 22, vers 1-14), men her er fokus ikke på rigdom og fattigdom.