Kære Brevkasse

Jeg har lige læst Dommerbogen kapitel 11 i Det Gamle Testamente. I den forbindelse undrer det mig, at Gud tillod, at Jefta ofrede sin datter. Hvordan kan det tænkes, at Herren i sin kærlighed ikke "brød ind" som ved Abrahams "ofring" af sin eneste søn? (Første Mosebog kapitel 22).

Med venlig hilsen

Per

---------------------------------------------------------------------

Kære Per

Det er med god grund, du synes, at det er en forvirrende fortælling. Og der kan nok ikke gives ét svar. En række ting er uafklarede, hvad fortællingen om Jefta og hans datter angår.

Til dit overordnede spørgsmål om, hvorfor Gud tillader ofringen, kan man sige, at en meget stor del af Bibelen består af fortællinger om tåbelige menneskelige handlinger, som Gud ikke forhindrer. Helt generelt lader Gud til at ’tillade’ vores fejl, i dén forstand, at han ikke aktivt hindrer dem. Jefta er i samme båd som du og jeg på det punkt.

Det er sandt, at fortællingen ligner dén om Abraham, der tilsyneladende var på nippet til at ofre sin søn. Dengang greb Gud ind. Men i dén fortælling havde Gud selv sat handlingen i gang.

Men Gud har ikke bedt om Jeftas offer. Det eneste, der siges om Gud overhovedet i fortællingen, er at ”Herrens ånd kom over Jefta” (vers 29), og at det var Herren, der lod Jefta vinde krigen (vers 32). Skal vi forudsætte, at når Jefta er fortællingens helt, så er hans handlinger også rigtige? Eller er pointen snarere, at Jefta er et advarende eksempel: Han gjorde kun ondt værre ved først at aflægge et tåbeligt løfte og derefter holde løftet, selv om den første, der mødte ham, var et menneske – og oven i købet hans datter? 

Den jødiske fortolkningstradition i oldtiden

Det meste af den jødiske fortolkningstradition har fastholdt, at Jeftas løfte var overmodigt og tåbeligt. Den jødiske historiker Josefus, der levede kort efter Jesus’ tid, kaldte det f.eks. ”et offer, som hverken var i overensstemmelse med loven eller velbehageligt for Gud”. Moseloven indeholder ligefrem bestemmelser om, hvad man skal gøre, hvis man tankeløst er kommet til at love noget, som ville være forkert (Tredje Mosebog kapitel 5, vers 4-6). Det burde Jefta nok have repeteret!

Den jødiske fortolkningstradition i middelalderen

Den jødiske bibelfortolker Ibn Ezra fra middelalderen fastholdt i øvrigt, at datteren slet ikke blev dræbt. Efter hans mening betød løftet, at det første levende væsen, Jefta så, skulle ofres, hvis det var et tilladt offerdyr. Ellers skulle den første han så, helliges til Gud på en anden måde. Det kunne jo have været en hund, som er et urent dyr, der var kommet Jefta i møde! Den ville det have været en hån mod Gud at ofre til ham. Derfor mente Ibn Ezra, at Jefta byggede et hus til sin datter uden for byen, hvor hun boede som en slags nonne til sine dages ende.

Den kristne fortolkning og sammenhæng

I kristen sammenhæng dukker Jefta ganske vist op på en liste over forbilleder sammen med Dommerbogens andre helte og David og Samuel (Hebræerbrevet kapitel 11, vers 32-34). Men de fleste af dem udrettede jo både godt og mindre godt (tænk bare på, hvad David gjorde ved Urias), så mon ikke Jefta bliver rost for sin indsats som hærfører, og ikke for hvad han gjorde ved sin datter?

Nogle kristne forfattere har dog insisteret på at se noget positivt i ofringen. Den syriske kirkefader Efrem, som så seksuel afholdenhed som noget værdifuldt, mente at præcis dét som pigen sørger over, nemlig at hun skal dø som jomfru (vers 37-39), er en fordel for hende.

Hvad handler teksten i virkeligheden om? 

Til slut er der det mest grundlæggende spørgsmål: Handler teksten faktisk om et virkeligt dilemma, som et konkret menneske nogensinde har oplevet? Eller er den snarere en prædiken til oldtidens israelitter om at have respekt for Gud og tage løfter alvorligt – og derfor ikke love noget uden at tænke sig om først? Mange forskere er usikre på, om Dommerbogens fortællinger er referater af, hvad der skete engang, eller snarere en slags lignelser. Hvis fortællingen ikke er skrevet for at fortælle os, hvad der skete øst for Jordan-floden for 3000 år siden, men for at vi skal tage ved lære af den – så er det nok ikke så svært at afgøre, hvad vi skal synes om Jeftas behandling af sin datter.

Med venlig hilsen

Søren Holst

Søren Holst er ph.d. i teologi, lektor på forskningsprojektet AMRAM, som beskæftiger sig med Dødehavsrullerne, samt kursusleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Desuden hjælpepræst ved Hellig Kors Kirke på Nørrebro og en flittig foredragsholder. Læs mere om Søren Holst, og se hans brevkassesvar her.

Alle medlemmer af Spørg om Bibelen-panelet svarer på baggrund af deres egen viden og overbevisning.

Har du et spørgsmål til "Spørg om Bibelen"? Send det til spoerg@bibelselskabet.dk.