Bibelen online

Judits Bog Kapitel 16

Judits lovsang

Judit sang:

Stem i for min Gud til pauker,

syng for min herre til cymbler,

lad salme og lovsang lyde for ham,

ophøj og påkald hans navn.

For Herren er den Gud, der afgør kampen;

han førte mig ind i sin lejr, midt blandt folket,

han udfriede mig af mine forfølgeres hånd.

Assyrerne kom fra bjergene i nord,

de kom med deres talløse hær,

så mange, at de tilstoppede bækkene,

og deres ryttere dækkede bakkerne.

De truede med at afbrænde mit land,

dræbe mine unge mænd med sværd,

slynge mine spæde mod jorden,

udlevere mine børn til rov

og bortføre mine jomfruer.

Men Herren den Almægtige gjorde deres planer til intet

ved en kvindes hånd.

For deres hærfører blev ikke fældet af unge mænd,

det var ikke kæmper, som dræbte ham,

ikke vældige giganter, der angreb ham.

Nej, det var Judit, Meraris datter;

med sin skønhed betvang hun ham.

Hun tog sin enkedragt af

for at ophøje de undertvungne i Israel.

Hun salvede sit ansigt med olie,

bandt håret op under en turban

og tog en linneddragt på for at besnære ham.

Hendes sandaler fangede hans blik,

hendes skønhed holdt ham fangen,

sværdet gik gennem hans hals.

Perserne skælvede over hendes dristighed,

mederne var rædselsslagne over hendes mod.

Da brød mine undertrykte ud i jubel,

mine svage istemte glædesråb;

men fjenderne skælvede,

de opløftede røsten

og blev overvundet.

Sønner af unge mødre gennemborede dem,

de lemlæstede dem som bortløbne slaver;

de blev tilintetgjort af Herren min Guds hær.

Jeg vil synge en ny sang for min Gud.

Herre, stor og herlig er du,

underfuld i styrke, uovervindelig.

Dig skal alle dine skabninger tjene,

for du talte, og de blev til,

du udsendte din ånd, og den formede dem;

der er ingen, som kan modsætte sig din befaling.

For bjerge skal ryste i deres grundvold,

når vandene kommer i oprør,

klipper skal smelte som voks foran dig;

men mod dem, der frygter dig,

mod dem er du barmhjertig.

Ringe er hvert lifligt duftende offer,

værdiløst alt fedt, der bringes som brændoffer til dig.

Men den, der frygter Herren, er altid stor.

Ve de folkeslag, der rejser sig mod mit folk!

Herren den Almægtige skal straffe dem på dommens dag,

sende ild og maddiker i deres krop,

så de skriger af smerte til evig tid.

Sejren fejres

Da de kom til Jerusalem, tilbad de Gud, og efter at folket havde renset sig, bragte de deres brændofre og deres frivilligofre og gaver. Alle Holofernes' ejendele, som folket havde givet Judit, overlod hun til templet; og moskitonettet, som hun selv havde taget fra hans soverum, gav hun til Gud som tempelgave. Så holdt folket glædesfest foran templet i Jerusalem i tre måneder, og Judit blev sammen med dem.

Den sidste del af Judits liv

Derefter brød de op og drog hver til sit. Judit vendte tilbage til Betylua og blev boende på sin ejendom, og hun var hele sit liv højt anset overalt i landet. Mange begærede hende, men ingen mand fik lov at røre hende, al den tid hun levede, efter at hendes mand Manasse var død og var gået til sin slægt. Judit nåede en meget høj alder; hun levede i sin mands hus, til hun var 105 år. Sin pige gav hun friheden. Hun døde i Betylua og blev begravet i sin mand Manasses gravhule, og israelitterne sørgede over hende i syv dage. Før sin død havde hun fordelt sine ejendele mellem alle sin mand Manasses og sine egne nærmeste slægtninge. Så længe Judit levede og endnu lang tid efter hendes død, var der ingen, som kunne skræmme israelitterne. 

Krydshenvisning:

Sl 96,1 149,3

Krydshenvisning:

Klages 2,21

Bar 4,15-16

Krydshenvisning:
Krydshenvisning:

Sl 33,9

Krydshenvisning:

Sl 97,5

Mika 1,4

Sir 16,19

Krydshenvisning:

Sl 51,18

Mika 6,6-8