Bibelen online
Markusevangeliet Kapitel 5
Den besatte i gerasenernes land
Så kom de over til den anden bred af søen til gerasenernes land. Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd. Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten. Da han på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham og råbte med høj røst: »Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!« Jesus havde nemlig sagt til ham: »Du urene ånd, far ud af manden.« Og han spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede ham: »Legion er mit navn, for vi er mange.« Og de tiggede og bad ham om ikke at sende dem bort fra egnen.
Dér ved bjerget gik der en stor flok svin og fandt føde; og dæmonerne bad ham: »Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem.« Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede. Men svinehyrderne løb deres vej og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se, hvad der var sket. De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt. Men de, der havde set det, forklarede dem, hvad der var sket med den dæmonbesatte, og fortalte om det med svinene. Så bad de ham om at forlade deres egn.
Da Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham. Men det afslog han og sagde til ham: »Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.« Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig.
Helbredelsen af Jairus' datter og af kvinden med blødninger
Da Jesus var sejlet tilbage til den anden bred af søen, samlede der sig en stor skare om ham, mens han var nede ved søen. Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende: »Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.« Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.
Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. For hun tænkte: »Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.« Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen. Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: »Hvem rørte ved mit tøj?« Og hans disciple sagde til ham: »Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?« Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det. Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. Han sagde til hende: »Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!«
Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?« Men da Jesus hørte, hvad der blev sagt, sagde han til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!« Og han tillod ikke andre end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, at følge med. Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget, og han gik ind og sagde til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå. Så tog han barnets hånd og sagde til hende: »Talitha kum!« – det betyder: »Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!« Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev fuldstændig ude af sig selv. Men Jesus befalede dem strengt, at ingen måtte få dette at vide, og han sagde, at hun skulle have noget at spise.
