Mange irakiske nonner og præster har dybe sår på sjælen efter årevis med krig og terror. De bliver alligevel ved med at hjælpe andre. På billedet er det en nonne i Baghdad, som overvældes efter et terrorangreb. Foto: Scanpix.
Mange irakiske nonner og præster har dybe sår på sjælen efter årevis med krig og terror. De bliver alligevel ved med at hjælpe andre. På billedet er det en nonne i Baghdad, som overvældes efter et terrorangreb. Foto: Scanpix

Af Synne Garff, international chef

Da nonnen måtte flygte fra Mosul

Den irakiske nonne Sara fik fem minutter til at pakke sine ting. Så kom terroristerne og begyndte at myrde løs

Søster Sara boede for et par år siden i et kloster i Mosul. Jeg møder hende på et seminar om bibelsk sjælesorg i Libanon. Hun er først i 30’erne, spinkelt bygget, tynd, næsten senet og stadig dybt påvirket af det, hun har oplevet. Sara er genert, ser ofte ned i bordet, da hun fortæller om den junidag i 2014, hvor klosteret pludselig fik en uventet opringning.

– I må være klar om fem minutter! sagde stemmen.

Den assyriske søster forstod alvoren med det samme. Den militante sunni-muslimske terrorgruppe, Islamisk Stat i Levanten, ISIL, var på vej, og ville hun overleve, var det med at komme væk.

Kristenforfølgelse

Livet for de kristne i Irak er blevet markant forværret de sidste ti år. Krigen mellem USA og Irak har sendt tusindvis af irakiske kristne på flugt internt; mange har forladt landet. Børn og voksne bliver myrdet, alene fordi de er kristne. Ekstremistiske kræfter har slået rod. For hundrede år siden var der 20 procent kristne i Mellemøsten. Ifølge Pew Research Center er der nu under 5 procent. I Irak anslås det, at omkring en million irakiske kristne har forladt landet, så der er under 300.000 tilbage. De kristne betragtes af de ekstremistiske islamiske grupper som fremmedelementer påvirket af Vesten. Men realiteten er, at kristendommen har været i disse områder lige siden den første kristne tid. 

Nonnerne. Foto: Scanpix
Der hviler et enormt pres på kirkens folk i Irak. De er vidne til stor sorg hos befolkningen pga. krig og terror. Det er denne sorg, de klædes på til at håndtere langt bedre med bibelsk sjælesorg. Nonnerne på billedet hjalp flygtninge fra Mosul i byen Qaraqush. Smilet bærer på mange traumatiske oplevelser, for i perioden efter ISIL’s besættelse af Mosul, satte kirkens folk sig selv til side for at hjælpe. Mange levede under kummerlige forhold. Foto: Scanpix

Den historiske by Mosul ligger i det nordlige Irak ved floden Tigris, godt 200 km nordvest for Baghdad. Søster Sara var langt fra den eneste kristne i byen, der var hjemsted for den største koncentration af assyriske kristne i landet. Mange andre kristne er kommet til fra Baghdad for at søge fred i byen med de mange gamle kirker. Det kendte bibelsted, Nineve, befinder sig lige på den anden side af Tigris.

Bilen holdt klar som lovet og fragtede Sara og de andre søstre væk fra byen. De blev sat af, og resten af rejsen foregik til fods.

– Vi gik i syv timer, før vi nåede i sikkerhed.

Den irakiske nonne Sara fik fem minutter til at pakke sine ting. Så kom terroristerne og begyndte at myrde løs. Søster Sara smiler forlegent og retter lidt på brillerne, mens hun fortæller. Kirkens folk er vant til at holde facaden. Gråd betyder svaghed. Det mønster er traumekurset med til at bryde. Og når først gråd er introduceret som noget helt legitimt med reference til en del klagesalmer, så vil tårerne indimellem ingen ende tage på kurset.

– Jeg sov ikke i tre dage efter flugten. Jeg kunne ikke falde til ro.

Forrådt 

ISIL indtog Mosul på rekordtid. Kristne blev forrådt af deres muslimske naboer, der truede og stjal deres ejendomme. Forråelsen sendte chokbølger igennem de kristne menigheder. Hvordan kunne gode naboer opføre sig sådan? ISIL og deres sympatisører slagtede modstanderne. Kvinder og børn blev voldtaget. Der var hurtigt alt for mange vidnesbyrd om brutaliteterne.

Det lykkedes søster Sara at komme til Baghdad, hvor hun har boet siden. Men hun er fuldstændigt klar over, at alene nonnedragten er en provokation og invitation til dem, der ønsker et Irak renset for kristne. Denne udrensning begyndte for mange år siden og er blot blevet værre. Søster Sara underviser unge mennesker og har ikke tænkt sig at forlade Baghdad på trods af terrortruslen og de jævnlige kidnapninger af kirkens folk. Her er hendes bestemmelse, her kan hun hjælpe andre med deres traumer og med at udfolde livet. Volden mod kvinder i hjemmene er også taget til. Søster Sara har hænderne fulde sammen med de andre nonner. 

Pigerne. Foto: Scanpix
Pigerne bor i en flygtningelejr i Bekaa-dalen i Libanon. De støttes med mad, undervisning og omsorg af bl.a. præster og medarbejdere fra det lokale bibelselskab. Foto: Scanpix

ISIL har ødelagt mange kirker. Omkring en halv million kristne måtte flygte på kort tid fra området. Mange nåede til Erbil og Kirkuk, mens andre søgte ly i Jordan eller rejste videre ud i verden. Kirkeklokkerne ringer ikke mere i Mosul.
* Nonnens navn er ændret af sikkerhedsmæssige hensyn. Saras rigtige navn er redaktionen bekendt.

Bibelsk sjælesorg bygger på sorggrupper med fortælling, sang, bøn, rollespil, tegning, betroelse, bibelstudier og skriftemål.

Gennem De Forenede Bibelselskaber støtter Det Danske Bibelselskab arbejdet med bibelsk sjælesorg i blandt andet Afrika og Mellemøsten.