Hvad vil du have, der skal ske med din krop, når du dør? Hvordan håber du, dine nærmeste vil huske dig, og hvor skal de mindes dig? Det er et spørgsmål, vi alle kan stille os selv og endda have stærke meninger om.

Begravelser er en af de mest unikke og allestedsnærværende menneskelige handlinger, og der findes stor mangfoldighed af ritualer for, hvordan mennesker begraves. Hvordan man bliver begravet, betyder noget for dem, der lever videre, og for de efterfølgende generationer. Begravelsespraksisser er stærkt symbolske handlinger, fulde af kodede betydninger: sociale, politiske, civile, familiære, teologiske, for blot at nævne nogle få.

Hvad kan vi sige om begravelsen af Jesus? Hvordan blev korsfæstelsesofre begravet? Det korte svar er: det blev de ikke. Efter slaveoprøret ledet af Spartucus i 71 f.Kr. siges det, at romerne hængte 6.000 korsfæstede slaver op over en 200 kilometer lang vejstrækning fra Rom til Capua. Disse ofre hang der i dagevis, før de døde, og derefter blev de overladt til fugle og ådselædere. Andre henrettede blev smidt i en nærliggende grøft eller i en flod, sådan som vi hører, det skete for senere kristne martyrer i Rom.

I evangelierne synes de romerske vagter at være overraskede over, at Jesus døde så hurtigt. Han blev naglet til korset klokken 9 og døde klokken 15, kun 6 timer senere. Jesus siges at have haft frygtsomme, men loyale tilhængere, der var uden for Jerusalem den dag. Jesus’ hurtige død var et problem for dem. Ligesom alle andre hengivne pårørende ønskede de at forhindre en skændig bortskaffelse af liget og manglende begravelse, men de havde tilsyneladende hverken råd til en stele, som var en slags gravsten, eller et ossuarium, en slags kiste, og de havde heller ikke mulighed for at begrave ham i et loculi i en klippegrav. Et loculi målte typisk 1,8 meter i dybden, 45 centimeter i bredden og 60 centimeter i højden. Så Jesus’ tilhængere havde skullet grave en grav inden sabbatten, og solnedgangen i begyndelsen af april i Jerusalem er allerede omkring kl. 19. De ville kun have haft få timer til at få Jesus’ legeme udleveret og til at grave en grav og nå hjem.

Men Josef fra Arimatæa, som tilhørte den jødiske elite, og som var tilhænger af Jesus, kom dem i forkøbet. Han havde købt en familiegrav i Jerusalem på forhånd, men den var endnu ikke i brug. Graven var komplet med loculi og stenlåg. Han bad om Jesus’ legeme, og romerne imødekom hans anmodning. Så sent om fredagen (den 7. april 30 e.Kr., efter min professionelle mening) blev Jesus placeret i den nye familiegrav som det første lig, der blev lagt i rummet.

Enten kan Josef fra Arimatæa have tænkt, at Jesus dermed var den første, der blev begravet i familiegraven, hvori Josef og hans familie siden skulle blive lagt. Hans plan kunne også have været at fjerne Jesus’ legeme og få ham genbegravet efter sabbatten i en grav i jorden, måske med en stenstele og inskription, sådan som vi hører, hans bror Jakob siden blev. Det sidste forekommer mest sandsynligt, og det synes også at være antaget i evangelierne. Det ville også forklare, hvorfor Pontius Pilatus skulle have været bekymret for, at Jesus’ tilhængere ville komme og tage hans legeme, og hvorfor kvinderne ved graven antog, at nogen havde flyttet ham, og også, hvorfor Pilatus sendte soldater for at bevogte graven. Men det er heller ikke sådan, de tidligste tilhængere af Jesus husker og genfortæller historien. Evangelierne fortæller om kvinderne, som ankommer til Josef fra Arimatæas familiegrav, efter at sabbatten er slut, tidligt søndag morgen, for at salve Jesu lig. Men de finder ud af, at noget ganske uventet er sket.

Og resten er historie.

Matthew David Larsen er lektor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet. Tidligere fakultetsmedlem ved Yale University og Princeton University. Han arbejder med de kulturelle og materielle historier i antikke kristne samfund fra det første til femte århundrede, med speciale i blandt andet arkæologi.