01.12.2018 Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær i Bibelselskabet
Det fælles måltid er udfordret
En gang om året mødes vi på vores vej og spiser sammen. Der er fælles grill, og folk tager retter med til den fælles buffet. Således også denne sensommer. Mens vi glædede os over, hvor dejlig naboens mad var, kom vi til at tale om, hvor svært det efterhånden var at spise sammen
En genbo var særlig hårdt ramt. Familien talte et par hardcore vegetarer, en palæo-spiser og en tante, der kun indtog nogle særlige små, hårde boller. Familien havde også sin andel af mennesker med diverse madallergier og -intolerancer, og selv kæmpede fortælleren med et for højt kolesteroltal og havde omlagt sin kost af helbredsmæssige grunde.
Hver sin særlige diæt
Vi grinede ad de malende beskrivelser af middagene i familien, hvor hver sad med hver sin særlige diæt. En parodi på et fælles måltid, mente genboen selv. Vi var helt enige, og så havde vi endda ikke nævnt almindelig kræsenhed eller talt om religiøse spiseregler, som endnu ikke havde holdt sit indtog i den pågældende familie.
Eller også er det netop en form for religiøse spiseregler, der har taget over i denne tid? I hvert fald er vores forhold til mad blevet religiøst. Særlige diæter går ofte hånd i hånd med ihærdige omvendelsesforsøg, som det må gøre, når man spiser i en højere sags tjeneste. Rødt kød virker som en rød klud for en klimabevidst spiser, der velvilligt deler fakta om klimabelastningen ved et bredt udvalg af fødevarer. Frikadellekrigen har vi parkeret i kommunen, men også andre tendenser sætter skel ved middagsbordene. En spritny undersøgelse viser, at 20% af unge mellem 15 og 35 år nu spiser overvejende vegetarisk.
Mad er ikke religion, siger Paulus
Det er ikke noget nyt, at mad giver anledning til strid. Tag bare måltiderne i de første kristne menigheder. At dømme efter Paulus’ breve kæmpes der lige så lidenskabelig om maden dér som ved moderne middagsborde.
Paulus må ligefrem opfordre folk til hverken at dømme eller foragte den, der spiser eller den, der ikke spiser. Guds rige har – siger Paulus - ikke noget med mad og drikke at gøre, men handler om ”retfærdighed, fred og glæde i helligånden”. Mad er med andre ord ikke religion.
Paulus må ligefrem opfordre folk til hverken at dømme eller foragte den, der spiser eller den, der ikke spiser.
Men måltiderne er et stort spørgsmål for de første kristne, hvor kristne med jødisk og græsk-romersk baggrund så helt forskelligt på spiseregler og på, om man fx måtte spise kød fra den romerske offerkult. Paulus er klar, når det gælder principperne: Der er intet, som er urent i sig selv, og hvad enten folk i menigheden i Rom spiser eller ikke spiser, så gør de det for Gud. I praksis er han pragmatisk og opfordrer fx de kristne til ikke at spise kød og drikke vin, hvis nogen tager anstød af det. For den rene er alting rent, ja – men man skal tage hensyn til de mennesker, der ikke har forstået, at de kristnes Gud er ligeglad med regler om rent og urent. Og hvis nogen faktisk er overbevist om, at noget er urent, så skal de ikke spise imod det, de tror på, hvis de vil bevare deres salighed, som Paulus udtrykker det.
Ønsket om det fælles måltid
Paulus’ overvejelser er både realistiske og pragmatiske og fulde af omsorg for fællesskabet. Hans overvejelser har næppe gjort en ende på madkrigen i Rom – de besindige argumenter frem og tilbage ville formentlig også lide skibbrud i den moderne kamp om måltidet. Forhindringerne for det fælles måltid, dem forstår vi kun alt for godt i dag, hvor truslen er den evige buffet – eller hver mand sin madpakke.
Men ønsket om det fælles måltid? Det deler vi forhåbentlig stadig. Hvis vi opgiver det, mister vi meget mere end det daglige brød.
