Jesus korsfæstes. Han henrettes på et kors i Jerusalem engang i trediverne. Korsfæstelsen var den grusomste måde at dø på. Forbeholdt for slaver og samfundets laveste klasser. Henrettelsesformen var ekstremt smertefuld og langvarig. Det endte med døden efter timer, måske dage. Korsfæstelsen var en langstrakt tortur. For magthaverne var det en fordel, for det havde en naturlig afskrækkende effekt. De henrettede var i dagevis udstillet til skræk og advarsel for undersåtterne. Historikere fortæller om massekorsfæstelser i forbindelse med oprør. Tusindvis af kors langs vejene demonstrerede herskernes handlekraft og grusomhed.

Således dør Jesus. Han pines ihjel på et kors. Han har tiltrukket sig den romerske magts opmærksomhed, så de har fundet det nødvendigt at slå ham ihjel. Henrettelsesformen tyder på, at han har udfordret dem. Måske er han blevet opfattet som en oprører, der opildnede masserne til at gøre modstand mod besættelsesmagten. Eventuelt har han sagt, at deres tilstedeværelse i Jerusalem var imod Guds vilje, og snart ville dagen komme, hvor Gud selv ville gribe ind og nedkæmpe romerne. Måske har han tænkt, at det var dommedag nu. Nogen egentlig trussel for Romerriget har han næppe været. Men han har sagt noget, der har været tilstrækkeligt provokerende til, at soldaterne er blevet beordret til at gribe ind og fjerne ham. De har gjort kort proces og har korsfæstet ham. På korset dør han og modstandsbevægelsen med ham.

Efter påske fortsætter hans tilhængere imidlertid med at mødes. De bruger korset som symbol. I de første århundreder ikke i kunsten. De første kristne billeder bruger ikke korset. Symbolerne var fisk og fugle. Korset kommer først til senere. Men så får det til gengæld en indholdsmættet historie. Enhver tid og enhver teologi kan kendes på krucifikserne.

I nogle perioder er Kristus fremstillet som en konge, der er korsfæstet. Ophøjet og majestætisk står han på korset. Alene på grund af fremtoningen gør han krav på underkastelse og tilbedelse. Det passer til en tid, der var vant til stærke herskere. Hvor kongen gjorde krav på underdanighed. Kristendommens konge skulle være den største og overgå de jordiske magthavere. Havde de krav på ærbødighed, havde han det endnu mere. Man kan illustrere det med følgende vers af Grundtvigs gendigtning af en salme fra omkring år 600: ”Lad vaje højt vort kongeflag!/ Lad flyve korsets banner!/ Til heltedød på sejrens dag/ det sine kæmper danner.”

Til andre tider er den korsfæstede en martret, forpint skikkelse. Der findes malerier, der er overstænket med rød maling for at illustrere den lidelsesfulde død. Meningen er, at man skal betragte korset og erindre, at Kristus led dette for vores skyld. Jo mere smertefuldt Jesus dør, jo mere syndig skal man føle sig. Korset bliver en stadig påmindelse om vores syndighed. Som Arnulf af Louvain, der betragter korset før år 1250. I Grundtvigs version af hans salme lyder det: ”Ak nu føler jeg til fulde/ hjertets hårdhed, hjertets kulde./ Hvad udsprang af disse fjelde, navnet værd, til at gengælde,/ Frelsermand , din kærlighed.”

Atter andre tider fremstiller ikke Kristus som rigtigt lidende, men snarere medlidende. Han ser overbærende på sine bødler fra sit kors. Som den alttilgivende kærlige broder. Den korsfæstedes ydmyge lidelse bliver et forbillede for de mennesker, der ser på det. Det kan illustreres med Paul Gerhardts salme fra 1647 i Brorsons gendigtning ”Her ser jeg da et lam at gå/ som sig til døden skynder/ et tåligt lam, som bære på/ al verdens sorg og synder; til offerstedet står hans hu,/ han siger: Se her  står jeg nu/ for Adams æt at stride!/ Man viser alle piner frem;/ han svare: Gerne, hvert et lem/ er færdigt til at lide”.

Langt senere bliver den korsfæstede pint ikke under vores synd, men på grund af verdens uretfærdighed. Hans lidelse er solidaritet med de lidende i verden. Korsene er fremstillet af vragrester og tornekransen af ståltråd. Kristus har en udsultet og mishandlet krop. Følgende vers af Hans Anker Jørgensen fra begyndelsen af 1990’erne siger det: ””Min Gud, min Gud,/ hvorfor har du forladt mig”/ Det er dit råb fra jordens små,/ fra dem, som magten tramper på/ fra dem, der kender korsets gru,/ fra alle dem, der råber nu:/ ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du/ forladt mig.”

I den helt aktuelle kirkekunst fremstilles der ikke mange krucifikser. De fleste kors er tomme. Særligt er der en tendens til at placere korset som et symbol i naturkræfternes spil, i en flodstorm eller et voldsomt lys. Sammenhængen mellem kors og natur kan illustreres af Lisbeth Smedegaard Andersens salme fra 2015: ”Min Gud, her er så mørkt på jord,/ hvor tomme løfter står i flor/ og sætter skud og fæstner rod/ med store ord i overflod.” Og videre fra samme salme: ”han gav os liv i overflod/ i bytte for sit hjerteblod/ det røde blod den sorte jord/ behold os Herre ved hans ord.” Korsdøden bliver modsætningen til den sorte jord, hvor naturens flor, skud og rødder er af tomme løfter og store ord, fordi de er forgængelige. Det svarer til strømninger i nyere teologi, at korset ikke blot vedrører mennesker, men forsoner universet og således giver betydning til den natur, som vi derfor skal føle os hjemme i.

Disse og mange flere forståelser af korset fra dets snart totusindårige fortolkningshistorie har lagt et tykt lag af mening over det. Mening, der er opstået, fordi man bliver ved med at fortolke korset i nye sammenhænge til nye tider og får det til at give nye meninger. Korset er derfor som symbol blevet fyldt, ja overfyldt med mening. Korset er på den måde ikke bare det mest kendte symbol i verden, det er det mest meningsfyldte symbol.

Men hele den meningsfylde, som historien har tilskrevet det, dækker over, at det i sig selv er meningsløst. Et regimes dødbringende torturinstrument indeholder ikke nogen mening. Det er ikke symbol på noget. Det var ikke en sejrrig konge, der døde på korset dengang. Det var ikke stedfortrædende lidelse, han følte, mens han blev pint ihjel. Da de sidste kræfter slap op, døde han ikke som et forsonende offer. Det havde ikke mening. Det var meningsløst. Og netop derfor tilskrev man det med det samme en mening, for vi kan ikke leve med det meningsløse.

Når der sker en skibskatastrofe, nedsættes kommissioner og undersøgelsesgrupper for at finde fejl og stille skyldige til ansvar. Når brande opstår, leder man efter sammenhænge og vil vide, hvorfor sikringen ikke var bedre. Når døden pludselig rammer, begrundes det med livsstil eller genetik. Meningsløsheden kan man ikke holde ud. Dybt nede ligger et behov for at finde en fornuftig forklaring eller søge en forståelig årsag. Kan man blot sige om den ulykkesramte, at det også er fordi et-eller-andet: Fordi vedkommende var beruset, fordi han altid skulle søge grænser, fordi hun var udfordrende klædt, eller fordi de ikke ville lytte til videnskaben.

Og skal det endelig være, kan man gå et skridt længere. Forældre, der har mistet et barn, kan skulle lægge øre til, at barnet er blevet kaldt hjem til Gud, eller at dets ånd er blevet sat fri, så døden nok er til det bedste. Og et eller andet sted, ville det være rart, hvis man kunne tro det. For uanset hvor umenneskelige forklaringerne er, så er de ikke udtryk for ondskab. De er udtryk for det menneskelige faktum, at vi ikke kan holde meningsløsheden ud. Tilværelsen bryder sammen, når vi konfronteres med det meningsløse. Derfor søger vi forklaringer og producerer fortolkninger. For kan man få det meningsløse til at give mening, er det nemmere at leve sit liv i verden.

Men det meningsløse er meningsløst. Det har ingen fornuftig mening og ingen rimelig forklaring, når børn dør af kræft, når folkeslag sulter ihjel, og når mennesker pines ihjel af sygdom og ondskab. Og Jesu død på korset var meningsløs. Han skriger det ud i sit gudsforladte dødsøjeblik. Det har ingen mening. Vi kan tilskrive det en mening. Men i sig selv er det meningsløst. Jesus dør den meningsløse død. Det skal stå nøgent og nøgternt uden teologiske tankesystemer og poetiske postulater. Korset er en meningsløs begivenhed, som menneskelivet har meningsløse begivenheder.

Langfredagsbudskabet er, at i den meningsløshed er Guds Søn. Så end ikke den gudsforladte meningsløshed er uden for Gud. Han var selv i den, så selv i den må vi tro, at vi ikke er forladte af ham.

Det giver ikke mening til meningsløsheden. Men det slår en sprække i den. Gennem den sprække skinner lyset ind fra påskedag. Det er langfredags evangelium.

Jesper Tang Nielsen (f. 1971) er cand.theol. og ph.d. Fra 2003 til 2020 ansat på Københavns Universitet. Bidragyder til flere bøger og forfatter til en lang række artikler om Det Nye Testamente og Bibelens aktualitet i dag. Siden 2020 valgmenighedspræst i Vartov og Københavns Valgmenighed.