Johannes Baun, generalsekretær i Bibelselskabet
Generalsekretæren har ordet: Om lidelser og håb
”Lidelse skal ikke sammenlignes.” I sine yngre år fik den norske præst og sjælesørger Per Arne Dahl omhyggeligt indprentet ordene af sin læremester. Men det var først, da han som 65-årig biskop mistede hørelsen på det ene øre, at han rigtig forstod betydningen af dem, fortalte han for et par år siden i Kristeligt Dagblad. I mødet med sin svaghed var han magtesløs. Alligevel var han nærmest skamfuld, for hvad var et døvt øre sammenlignet med andres lidelser?
Lignende spørgsmål kan ramme enhver af os, når vi hører om lidelserne ude i verden. Hvad er helbredsproblemer i Velfærdsdanmark at regne mod sygdom i lande uden behandlingsgarantier? Hvad er splid i familien i forhold til strid mellem nationer? Hvad er plagsomme tanker og selvbebrejdelser sammenlignet med sult, nød og forfølgelse? Ikke meget, kan man mene, og har man det, i sammenligning med andre, ikke dårligt nok, kan man jo få det helt skidt over overhovedet at have det dårligt.
Når man læser i Bibelen, gør den imidlertid forbløffende lidt ud af at sammenligne lidelser. Faktisk synes de bibelske forfattere helt uinteresserede i at bidrage til det hovmod og mismod, der ofte følger af sammenligninger. I stedet er de langt mere optaget af den trøst og det håb, der trodser enhver forstand.
Det er fascinerende – på flere måder. Dels, fordi trøsten og håbet tilsidesætter en almindelig, rationel overvejelse om at tage sig lidt sammen. Der er trøst og håb nok til alle, også dem, der ikke synes, deres lidelser er værd at sammenligne med andres. Dels, fordi det stærke fokus på trøst og håb formår at forbinde folk på tværs af tider, kulturer og livssituationer.
Og nej, det er ikke bare kønne ord fra en skåltale. Det er konkret virkelighed, lige nu, lige her. For det giver mening at bruge Bibelen som formidler af håb og trøst, når danske sygeplejersker møder sygdom og lidelse i deres dagligdag, sådan som Annette Langdahl fortæller her.
Det er også Bibelen, der er i centrum, når vi hører fra Det Ukrainske Bibelselskab. Lidelserne i landet er enorme, dødstallene stiger dagligt, børn og voksne møder en gru. som intet menneske burde opleve. Og lige netop her deler vores kolleger i bibelselskabet brød og bibler ud. Folk, der aldrig har læst i Bibelen før, beder om at få et eksemplar. Det bringer ikke umiddelbart fred til landet. Men det bringer trøst og håb til mennesker, der har brug for det.
Og Per Arne Dahl? Til et møde med sine bispekolleger tog han sig sammen og fortalte om sine helbredsproblemer. ”Så skete det fantastiske, at alle biskopperne kom og lagde hænderne på mig og begyndte at bede for mig. Jeg kunne ikke høre deres ord, men jeg oplevede bønnen som berigende og svært bekræftende, og jeg tror, det var et vigtigt øjeblik for vores fællesskab.”
Sådan er det i en verden uden sammenligning. Lidelserne er forskellige. Men trøsten og håbet er det samme.
