”Håb er ikke en strategi.” Husker I citatet? Det var Mette Frederiksen, der i coronakrisens første uger sagde de berømte ord og lagde skinnerne til den politik, der prægede de følgende års håndtering af pandemien.

Hvor havde hun ordene fra? Muligvis den sjette ”Mission Impossible”-film fra 2018, hvor Tom Cruises kollega – og senere superskurk – siger det samme: ”Hope is not a strategy.” Manuskriptforfatteren havde muligvis udtrykket fra 2008, hvor det blev brugt af den republikanske New York-borgmester Rudy Giuliani mod Barack Obamas præsidentkampagne, der havde netop ”håb” som et ledeord. Giuliani havde det muligvis fra filminstruktøren James Cameron, der i 2004 ved et møde i NASA brugte udtrykket om jagten på Titanic, som han havde lavet en storfilm om i slutningen af halvfemserne.

Hvor Cameron havde udtrykket fra, ved jeg ikke. Men det er heller ikke vigtigt. For ved I hvad? For dem alle – Cameron, Giuliani, superskurken og Mette Frederiksen – gælder det, at de tager fejl. Håb er en strategi. Ja, håb er, som titlen lyder på en meget velsælgende bog, vi udgav for et par måneder siden, ”en overset superkraft”.

Det er musiker, komponist og tv-vært Katrine Muff, der siger det i bogen. Hør bare: ”Jeg tror, at håbet er en overset superkraft, som vi slet ikke kan undvære, og som vi skal huske at dele med hinanden. Håbet føles for mig som en stille, næsten umærkelig ro indeni. Som en følelse, der ikke gør særlig stort væsen af sig, men alligevel har den største kraft. Den har ikke brug for bulder og brag, men den har en stor styrke. Tanken om, at der er noget større end mig, der har styr på tingene, så jeg ikke nødvendigvis behøver at have det altid. Et håb om, at vi ikke er alene. Der er altid en hånd i ryggen, også når vi ikke kan mærke det.”

Håb er afgørende, men står aldrig alene. Håb knytter sig altid til noget. Ifølge den østrigske psykiater Viktor Frankl, der under Anden Verdenskrig tilbragte tre år i Auschwitz, er forsøget på at skabe mening menneskets primære drivkraft. Netop de to, mening og håb, er som tveæggede tvillinger: De er ikke ens, men de har fælles rod og følges ad gennem livet. Hvis der ingen mening er, er der ikke noget at håbe på – og er der ikke noget at håbe på, er der ingen mening.

I Bibelselskabet er vi stærkt engagerede i internationalt arbejde. I det seneste år har krigen i Ukraine fyldt meget, også for os. Vores kolleger i Det Ukrainske Bibelselskab, som vi løbende har samlet ind til, har i løbet af krigens første år uddelt en halv million bibler, børnebibler og lignende til deres landsmænd. Hvorfor? Fordi Bibelen er fuld af mening – og derfor giver håb. Meget konkret beder man i de ukrainske kirker igen og igen Salme 31, der fortæller nok så konkret om fjendens vold, men endnu stærkere om at håbe på Gud.

Herhjemme fylder håbet også. I efteråret fyldte Kirkens Korshær 110 år. Det er er rigt og stærkt socialt arbejde, men det, der rørte mig mest ved deres jubilæumsfest, var baggrunden for det hele: At ethvert menneske er skabt i Guds billede og derfor er værdifuldt. Det håb, den tanke rummer, understøttede vi med årets mindste udgivelse: ”Bibelen i baglommen – vers til dagen og vejen”. Den har korshæren siden uddelt trofast til deres tusindvis af brugere, og den har også vundet indpas i mange kirker. Og ved I hvad? Når nogen går med sådan en fin lille samling af bibelvers i baglommen, synes jeg, vi er lykkedes med vores mission om at gøre Bibelen nærværende!

Det seneste år har vi arbejdet en del med strategi i Bibelselskabet, og vi har taget hul på en treårig strategi, der løber til og med 2025. Missionen er at gøre Bibelen nærværende i samfundet, i kirken og for den enkelte. Måderne at gøre det på er mangfoldige, og vi har ændret lidt på organisationen og samarbejdsformerne for at virkeliggøre det hele bedst muligt. Det har krævet meget af mange, og der er i den grad blevet knoklet for at få det til at lykkes. Der er medarbejdere, der har måttet løbe ekstra hurtigt, andre, der er kommet til i en foranderlig periode og har kastet sig over opgaverne med ildhu, og et nyt fællesskab, der er blevet bygget op. Jeg er virkelig taknemlig over den måde, I kolleger har mødt forandringerne på. Og jeg er stolt over, hvad vi har nået. Den slags giver ikke sig selv, men I har givet meget. Jeg sætter også stor pris på et tillidsfuldt samarbejde med bestyrelsen, forretningsudvalget og formanden og på et godt samspil med jer i baglandet, der lever med, bakker op og på alle mulige måder viser, at I står bag os.

 Vi er et godt sted, og vi er et sted, hvor vi er klar til at omfavne et særdeles spændende nyt projekt. Et projekt, der fylder mig med glæde over, at netop vi får lov at være netop her netop nu.

For ud over at fortsætte det gode arbejde med udgivelser, indsamlinger og det at skabe opmærksomhed omkring Bibelen, tager vi fat på at oversætte Bibelen på ny. I 2036 skal vi have en ny autoriseret oversættelse, og det er et vidunderligt projekt at arbejde med. Projektet lægger sig i kølvandet på det forprojekt, vi satte i gang sidste år, og som løber til begyndelsen af næste år. Her har vi blandt andet set på, hvordan forskningen, sproget, traditionen og kulturen forandrer sig og skaber behov for en ny oversættelse. Og vi er netop nu ved at undersøge, hvordan Bibelen – både den autoriserede og Bibelen 2020 – bruges i folkekirken. Det er interessant, fordi brugen af både den ene og den anden oversættelse kan gøre os meget klogere på, hvordan vi kan gribe det kommende oversættelsesarbejde an.

Lige nu er vi i det, en kaldte ”planlægningen af planlægningen” – det er alt det her med, hvordan man organiserer sådan et projekt praktisk, bemandingsmæssigt, økonomisk osv. – og vi oplever stor glæde, velvilje og virketrang. Vi oplever også at få hjælp fra fonde. Vi annoncerede hele projektet i januar med rygstøtte i en bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond på 16 millioner kroner. I dag kan jeg tilføje, at vi for nylig har fået en bevilling fra Augustinusfonden på 5 millioner kroner, så vi nu har 21 millioner kroner ud af de budgetterede 38,5 millioner kroner.

Nogle har spurgt, om ikke det er mange penge. Ikke hvis man ser på, hvad man får for dem, har jeg lyst til at svare: En bibeloversættelse for hele Danmark, der forhåbentlig kan holde i fire-fem årtier! Og hvad får man ellers for pengene i dagens Danmark? 38,5 millioner kroner er ikke mere, end FCK giver for en halvskadet angriber, og det er kun halvdelen af, hvad det kostede samfundet, at to tredjedele af os den første onsdag i maj kunne høre den årlige sirenetest i stereo – både i kraft af det klassiske sirenesignal og via mobilen.

Man kunne også vende det hele om og se på, hvad vi gerne vil ende ud med. Der er inspiration at finde i Bibelen selv. To gange i Det Gamle Testamente kan man følge et uhyre omfattende tempelbyggeri. Israelitterne ved godt, at Gud ikke kan isoleres til templet, men de vil så gerne bygge et sted, hvor man på en særlig måde kan møde ham.

Bibeloversættelse handler på sin egen måde om det samme: At skabe et rum eller et sted, hvor man kan møde Gud. Man kan sagtens se hans fingeraftryk i naturen eller hans kærlighedsaftryk mellem mennesker, men det mest konkrete udtryk for, hvem Gud er, møder vi i Bibelen, særligt i Jesus, der – med evangelisten Johannes’ ord – er blevet ”Guds tolk”.

Er der på den måde en parallel mellem tempelbyggeri og bibeloversættelse, kan vi også lade os inspirere af tilgangen. Da man satte i gang for 3.000 år siden, gik man meget målrettet efter de bedste materialer og de bedste folk. Og man strakte sig langt for at få fat i dem. Udenlandske handelsforbindelser blev aktiveret, indsamlinger foranstaltet, eksperter indkaldt.

Noget lignende gør vi nu. Vi vil kun bruge de bedste materialer og de bedste folk. Vi kommer til at fundraise for at nå helt i mål med budgettet, både blandt privatpersoner, det kirkelige bagland, offentlige myndigheder og fonde. Og vi kommer til at knokle i de næste 13 år med at lave en oversættelse, der på sin egen måde kan give kommende generationer et sted at møde Gud.

Undervejs får vi brug for al god hjælp. Det er grunden til, at vi i disse uger afholder rundbordssamtaler med mange af jer fra baglandet. Vi vil så gerne tidligt i processen have afdækket tanker, ønsker og forhåbninger til projektet og få overblik over, hvem der kan bidrage med hvad. Processen kommer til at veksle mellem det udadvendte og knofedtarbejdet. For selvfølgelig vil der være perioder, hvor oversættere og danskfaglige sprogfolk burer sig inde og arbejder koncentreret med at forvandle grundteksterne til dansk. Men lige så selvfølgeligt kommer vi undervejs til at indkalde et bredt spektrum af eksperter, respondenter og indspil fra kirkelig side. Alt sammen for at kvalificere arbejdet bedst muligt. Siden kommer der forskellige former for prøveoversættelser og høringsfaser, og så vil endnu flere mene noget om sagerne. Så det bliver en proces med rigtig mange kokke – og endnu flere mundskænke. Men det handler alt sammen om det samme: At kunne fremlægge den bedst tænkelige oversættelse i 2036, 500-året for Reformationen i Danmark og dermed også jubilæumsåret for den bevægelse, der hjalp oversættelsen af Bibelen til folkesprogene på vej.

Til den tid, i 2036, er der gået lige så lang tid siden 1992, som der dengang var gået siden den autoriserede oversættelse fra 1948, nemlig 44 år. Vi vil med andre ord se tilbage på 1992 med samme blik, som man i EM-sommeren 1992, hvor Muren var faldet og Sovjetunionen imploderet, så tilbage på Den kolde krigs allerførste dage.

Vi glæder os til at gå i gang! Og vi håber, I glæder jer, både til processen og til resultatet. Det bliver – kan jeg love, længe før det første ord er oversat – fyldt af håb. For i en verden fuld af lidelse, krig og død, kærlighed, omsorg og fred knytter håbet sig i sidste ende til Jesus. Og i dén forstand ender Mette Frederiksen og de andre derfor med at have ret: Håb er ikke en strategi. Håb er en person, Kristus selv.

Se årsregnskabet for 2022