Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Dan Henrik Møller.
"De bibelske tekster engagerer mennesker", siger generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen. Foto: Bibelselskabet

12.05.2020 Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær

Håbet er som et anker for vores sjæl

"I disse dage går det op for de fleste, at mennesket ikke lever af brød alene, heller ikke selvom man har både gær, mel og tiden til at bage det selv."

De seneste uger har jeg haft et postkort med et citat stående ved min pc på hjemmekontoret. ”Håbet er som et anker for vores sjæl” lyder teksten, et citat fra Hebræerbrevet i Det Nye Testamente.

Det er et postkort, som skulle have været brugt ved lanceringen af Bibelen 2020, der udkom en fredag i marts. Men coronavirus aflyste festgudstjenester og ditto foredrag, kurser og seminarer – dog uden at aflyse udgivelsen. Heldigvis.

Bibelen 2020 udkom. Mange har allerede taget den nye bibel til sig, nogle umiddelbart begejstrede, andre mere tøvende og forbeholdent eller kritisk. Anmelderne har uddelt stjerner, som vi glæder os over. Selvfølgelig er der formuleringer og fortolkninger, der både kan og skal diskuteres, og som bliver diskuteret med stort engagement. Det skal vi glæde os over. De bibelske tekster engagerer mennesker.

Måske var det virkelig god timing, at der udkom en ny dansk folkebibel lige netop i de dage, hvor vi alle gik lidt opgivende rundt, kollektivt uvante med at have mistet selvfølgeligheden i vores liv og hverdag?

At Bibelen 2020 skulle udkomme midt i en nedlukning af det danske samfund virkede virkelig som dårlig timing. Men lidt længere på afstand – og efter at postkortet hver dag har mindet mig om håbet – er jeg ikke så sikker. Måske var det virkelig god timing, at der udkom en ny dansk folkebibel lige netop i de dage, hvor vi alle gik lidt opgivende rundt, kollektivt uvante med at have mistet selvfølgeligheden i vores liv og hverdag? Hvor sårbarheden syntes allerstørst?

I de dage gik det op for de fleste, at mennesket ikke lever af brød alene, heller ikke selvom man har både gær, mel og tiden til at bage det selv. Der skal mere til. Fællessang og fællesskab – tro, håb og kærlighed. Bibelen 2020 og Højskolesangbogen optrådte side om side i top 3 på boghandlernes bestsellerliste. Min personlige kulturpessimisme smeltede nogle grader i de uger.

Selv i et sekulariseret samfund som det danske er der en fornemmelse for, at Bibelen er en ganske særlig bog.

Selv i et sekulariseret samfund som det danske er der en fornemmelse for, at Bibelen er en ganske særlig bog. Der er også brug for helt basal viden om Bibelen og de bibelske tekster mere generelt. Men det kan man jo råde bod på ved at opfordre til at læse eller lytte til de tekster, som har givet generationer før os lys i mørket, styrke til at stå igennem svære tider. Og håb, selvfølgelig. Håbet er som et anker for vores sjæl.

Kortet bliver stående på mit skrivebord. Men der ligger mange flere kort på Bibelselskabets kontor, og der skal de ikke blive liggende. De skal med rundt, når vi igen kan mødes til stævner, foredrag og gudstjenester rundt om i landet. Og så skal vi genoptage samtalerne om Bibelen, om sårbarheden og om alt det, der betyder noget. I mellemtiden kan man både læse og lytte og håbe!

God sommer!