Hospicepræst: “Ingen går gennem livet uden skrammer, og vi kan stadig være velsignede”

Hvilket bibelvers bærer dig i din tjeneste, og hvorfor?

”Det bibelord, der bærer mig mest i mit arbejde, er englens ord til kvinderne påskemorgen: ’Og se, han går i forvejen for jer’ (Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 7).

Det er et kort citat fra Bibelen, men det rummer en enorm kraft både for døende og for pårørende. Det giver en helt anden klang end ord som ‘gå bort’ eller ‘forsvinde’. Når man siger, at et menneske går i forvejen, peger det på, at vi stadig er på den samme vej. Der er ikke tale om en afgrund eller et tab af forbindelse, men om en fælles sti, hvor den ene blot går nogle skridt foran.

For mennesker, som står over for døden, kan det være dybt håbefuldt: Døden bliver ikke et fald ud i mørket, men et skridt i retning af noget, der allerede er kendt og åbent. Og for dem, der skal miste, bliver billedet en trøst, fordi den døde på en måde stadig er med i livets retning. De forsvinder ikke bagud, de går forud.

Mange fortæller, at netop det billede giver en ro midt i det uoverskuelige. Det skaber et sprog, hvor både håb og afsked kan være til stede. For mig betyder det, at jeg kan træde ind i rummet med en grundtillid og et blidt sprog, der ikke fornægter døden, men som heller ikke lader den få det sidste ord.”

Hvordan bruger du fortællingen i praksis?

”Jeg begynder aldrig en samtale med et bibelvers. På et hospice er der først og fremmest brug for relation, ikke for en prædiken. Jeg sætter mig ned og spørger: Hvem er du? Hvordan føles det at være her? Jeg læser ikke i journaler, for jeg vil hellere høre historien med deres egne ord.

Når de fortæller, kommer livsfortællingerne ofte helt naturligt: barndom, kærlighed, tab, frygt, humor og skyld. Det er et vigtigt sted at starte. Og hvis nogen på et tidspunkt siger: ‘Jeg er bange for døden’ eller ‘Jeg kan ikke finde ud af det her’, så kan jeg forsigtigt spørge: ‘Må jeg fortælle, hvad jeg selv tror?’

Det spørger jeg om, fordi min tro ikke er noget, jeg vil lægge ned over dem. Men nogle gange kan troens billeder og fortællinger give et sprog, som de slet ikke selv har ord for. Og så fortæller jeg, hvad jeg tror: at troen har et sprog for alle livets situationer, også den sidste. Jeg siger også højt, at præster tror forskelligt, og at de må tage det til sig, som giver mening for dem. 

Jeg møder mange, der skammer sig. De tror, sygdommen er deres egen fejl, eller de undskylder, at de ikke går i kirke: ‘Nu er jeg jo ikke en af dem, der har slidt kirkebænkene op.’ Det er næsten som om, de lige skal forklare, hvorfor de ‘må’ tale med mig.

Derfor er det vigtigt at punktere billedet af Gud som en dommer, der uddeler skyld og straf. Det er ikke min teologi, og det er ikke det blik, jeg møder dem med. Min rolle er at give dem et sted at være hele mennesker, også dér hvor de er bange, vrede, lettede, udmattede eller i tvivl. Troens sprog kan nogle gange skabe det rum, som sundhedsvæsenets sprog ikke kan rumme.”

Fortæl om en konkret situation, hvor en fortælling fra Bibelen gjorde en forskel

”Jeg sad hos en kvinde med lungekræft, der sagde: ‘Nu er jeg jo blevet syg, så nu kan jeg lige så godt begynde at ryge igen.’

I sundhedsvæsenet ville en sygeplejerske måske tale med hende om risiko og helbred. Men min rolle som præst er en anden. Jeg var ikke der for at vurdere hende. Så jeg sagde bare: ‘Det kan jeg godt forstå.’

Det lettede hende med det samme. Hun var forlegen og skamfuld, som om sygdommen var hendes egen skyld, og som om hun burde leve på en bestemt måde. Da jeg ikke dømte hende, fik hun lov til at være det menneske, hun var midt i kontroltabet og afmagten.

Den slags lettelse møder jeg ofte. Mange syge føler, at alt skal forklares: Hvorfor blev jeg syg? Har jeg gjort noget forkert? Burde jeg have levet anderledes? Når jeg ikke måler eller vejer dem, men bare er til stede, mærker de forskellen. Det er dér, den bibelske tanke om menneskets værdighed og Guds nærvær bliver konkret, ikke som et citat, men som en måde at møde et menneske på.”

Er der steder i Bibelen, du støder dig på?

”Ja. Jeg bliver særligt anfægtet af dødeopvækkelserne.

Jeg tror på opstandelsen, og håbet er vigtigt i mit arbejde. Men i evangelierne møder vi fortællinger om mennesker, der fik deres døde tilbage, her og nu, lige foran deres øjne. Og det gør de mennesker, jeg sidder med på hospice, jo ikke.

Jeg arbejder både med døende og med efterlevende i sorggrupper, og jeg ved, hvor stærkt ønsket er om bare ét øjeblik mere: et sidste kys, en stemme, en hånd at holde i. Når Bibelen fortæller, at nogle fik den mulighed, mens andre ikke gør, kan det ramme hårdt. Det kan næsten virke provokerende.

Derfor siger jeg det åbent, når jeg prædiker over de tekster: at jeg selv synes, de er svære. Jeg stiller mig ved siden af dem, der sørger, og siger: ‘Jeg forstår godt, at det her er svært for os i dag.’

For mig handler det om at tage både teksten og sorgen alvorligt. Vi må tale om, hvor håbet så er for os, ikke som en gentagelse af Bibelens mirakler, men som et håb, der bærer i den virkelighed, vi står i. Nogle gange kommer vi tættere på teksten, andre gange må vi gå en omvej. Men vi gør det sammen.”

Hvis du skulle give én bibeltekst videre, hvilken?

”Jeg ville give fortællingen om Jakobs kamp videre. Den er et stærkt billede på et menneskeliv og især på det, som pårørende og efterladte står i.

Jakob kæmper hele natten, og han går fra vadestedet både velsignet og såret. Det er en utrolig trøst for mange, fordi fortællingen siger, at skader og velsignelse godt kan eksistere side om side. Man kan være mærket af sorg, tab, udmattelse og skyldfølelse og alligevel være båret.

Mange efterladte føler, at sorgen gør dem forkerte. De kan blive overvældet af følelser, de ikke selv forstår, eller skamme sig over, at de ind imellem også kan smile eller føle lettelse. Jakobs kamp giver sprog for, at livet skader os alle, og at det ikke er en fejl. Vi går ikke uberørt gennem livet, men vi går heller ikke alene.

Velsignelsen i fortællingen er vigtig, for den peger på følgeskab: Gud går med, også når natten er lang, og også når sorgen er ensom. Derfor kan mange spejle sig i Jacob: Man kæmper, man bliver mærket, og man går alligevel videre. Og Gud går med.”