Hospitalspræst: "Jeg hjælper dem med at bære byrden"

Kitler i hvide og blå nuancer krydser i hast hen over de grå gange. Men lige rundt om hjørnet fra opgang 4 står tiden et øje­blik stille. Her ligger Rigshospitalets kirke, hvor børn har klippe-klistret engle i alverdens farver. På den bageste stolerække samler en kvinde tan­kerne. Og i kirkens gæstebog har patienter og pårørende sendt en bøn til Gud: Om at passe på dem, på deres ægtefælle eller på deres barn. Fælles for dem er, at de er ramt af alvorlig eller livstruende sygdom. Og en af dem, der møder dem i deres bøn, er hospitalspræst Christian Ju­ul Busch.

”En kvinde sagde engang til mig, at nu var gulvtæppet ikke alene revet væk under hende. Nu var guldbrædderne også væk. Jeg møder ofte mennesker midt i livet, der pludselig har mistet følelsen af usårlighed. De ved godt, at alle kan blive syge, men det er bare ”aldrig sket for dem”, for de har ”altid været raske”. Dér, hvor de har mistet kontrollen, og hvor uroen og ang­sten kommer, taler jeg med dem,” fortæller han.

Christian Juul Busch har været hospitalspræst i 30 år – de seneste 27 år på Rigshospitalet. Han har tidligere undervist i sjælesorg ved Pastoral­seminariet i København, ligesom han har siddet i bestyrelsen for Palliativ Indsats og været formand for Den Nordiske Forening for Palliativ Omsorg. I en ny sjælesorgsbog, der udkommer den 6. oktober fra Bibelselskabets Forlag, deler han og to andre hospitalspræster ud af deres er­faring med at bruge Bibelens tekster til trøst og styrke, når man er ramt af alvorlig sygdom.

Når en læge eller sygeplejerske har ringet til ham fra en af afdelingerne, lader Christian Juul Busch præstekjolen hænge bag døren på sit kon­tor, da det typisk opfattes som lig med død og dom, når præsten kommer anstigende. Han stik­ker derimod opbyggelige ord i baglommen, læ­sebrillerne op i panden og går op og møder ved­kommende i det allerhelligste.

”Sjælesorg kan sammenlignes med templet i Jerusalem. Templet har en forgård, hvor alle kan komme. Det har det hellige, hvor få kommer ind, og så er der det allerhelligste, hvor jeg bli­ver inviteret ind. Ind i de mest private og per­sonlige tanker. Der har jeg bare at være ydmyg,” siger han.

Det er ikke din skyld

Ofte stiller patienten hurtigt spørgsmålene: Hvorfor mig? Hvad er meningen? Og er det min egen skyld? For at svare på de spørgsmål træk­ker Christian Juul Busch på Bibelens tekster og billeder. Ofte ikke i form af direkte citater ved sengekanten, men indirekte som en del af hans egen klang.

”Sjælesorg er at hjælpe patienten med at få en ny forståelse dér, hvor forståelsen krakelerer. Og der har jeg brug for de bibelske tekster,” for­tæller han:

”Når man bliver alvorligt syg, mister man kontrollen over sit liv. Når patienterne spørger, hvad de har gjort, siden sygdommen rammer dem, svarer jeg, at i kristendommen er der in­gen sammenhæng mellem skyld og skæbne.”

Hvis jeg kommer ind ad døren og benægter deres følelser, så forøger jeg bare deres magtes­løshed eller håbløshed.

Her kan Christian Juul Busch for eksempel re­ferere til Jobs Bog fra Det Gamle Testamente, hvor Job er vred på Gud over sin lidelse, men benægter at den skulle være en straf fra Gud. Christian Juul Busch kan også trække på Matthæ­usevangeliet, hvor der står, at Gud ”lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige”.

”Det ligger i tiden, at vi skal have styr på vo­res liv og magte alting. Men det her har patien­ten ikke magten over, og dermed har vedkom­mende heller ikke magten til at kunne kurere sig selv. Man er magtesløs. I den magtesløshed er troen ikke løsningen, der kan kurere og dermed kontrollere det ukontrollable. Men troen kan hjælpe os til at leve kontrolleret med det ukon­trollable. Troen giver trøst og ro, fordi vi kan lægge vores liv i Guds hånd,” siger han.

Mange patienter føler også en forladthed, når de ligger i hospitalssengen på kanten af livet. Da forsikrer Christian Juul Busch dem om, at de ik­ke er de første.

”Det giver mulighed for at tale om, at selv ham, der var Guds søn, følte sig forladt, da han var i den største lidelse. Og alligevel opstod han på tredjedagen. Det betyder, at selvom man fø­ler, at alt er forladt, og at alt er tabt, så holder vi i kristendommen fast i håbet. Der er altid mere at sige. Der er altid grund til opstand mod det vilkår, vi har fået,” siger han.

Christian Juul Busch trækker ofte på ordene ”frygt ikke”, som Jesus gang på gang siger til si­ne disciple, og som englen siger til kvinderne, da de kommer til Jesus’ tomme grav.

”De ord har samme funktion, som forældre har over for deres børn. Forældre kan heller ik­ke beskytte deres børn imod verden og mod sygdom, men de kan skabe tryghed. Og det kan godt være, at noget er tungt og gør ondt, men man skal ikke frygte. Tværtimod skal man håbe på trods,” siger han.

Han bærer andres byrder

Men vigtigst af alt er, at Christian Juul Busch og hans kollegaer møder patienterne der, hvor de er. Han må for alt i verden ikke negligere deres følelse af magtesløshed, håbløshed eller forladt­hed. For hans rolle er netop at bære med på de­res byrde.

”Hvis jeg kommer ind ad døren og benægter deres følelser, så forøger jeg bare deres magtes­løshed eller håbløshed. Jeg må være til stede med dem i deres forladthed og i deres magtes­løshed. Indtil noget ændrer sig i dem, så vi sam­men kan gøre opstand,” siger han.

Han forsikrer patienterne om, at han godt kan forstå, at de er vrede på Gud, og at deres si­tuation føles uretfærdig.

”Vi burde have et kælderrum på hospitalet med en boksebold, hvor der stod ”Gud” på den ene side og ”tilværelsen” på den anden. For her findes meget religiøs og eksistentiel vrede, og det skal der være plads til. Ligesom Jesus på kor­set var vred og følte sig forladt,” siger han.

Derfor tager Christian Juul Busch nogle gange klagesalmerne fra Salmernes Bog med til en pa­tient, der både rummer vreden mod Gud og samtidig fortrøstningen. Men når patienterne derudover beder om råd og værktøjer, må han skuffe dem. For han kan ikke løse deres proble­mer. Troen er ikke et middel til at kravle op ad himmelstigen.

Det kan være forældre, der er ved at miste et barn, som pludselig kan se, at dette lille barn har lært dem noget

”Folk vil typisk gerne handle og løse proble­mer, men i nogle tilfælde er problemet, at syg­dommen ikke er et problem for patienten. Det er den for lægen, der skal behandle den. For pa­tienten er den en byrde og et vilkår, der skal bæ­res, ligesom sorgen over at miste et menneske er. Jeg kan gå med patienten og hjælpe vedkom­mende med at bære,” siger han.

Efter 30 år på hospitalsgangene skulle man tro, at Christian Juul Busch havde fået meget tyngede skuldre, men det er ikke tilfældet.

”Ofte siger folk ”tak for samtalen, det lette­de”. Det tunge forsvinder ikke, men det kan bli­ve lettere, når vi bærer det sammen, og dermed går jeg heller ikke tynget derfra. Selvfølgelig er der situationer, når børn og unge dør, der i de­res væsen er tunge. Omstændigheder kan være bevægende, og så lader jeg mig også bevæge, men jeg oplever også underets kraft,” forsikrer han.

”Underet er, når der bryder håb og lys igen­nem midt i en fortvivlende situation. Det kan være forældre, der er ved at miste et barn, som pludselig kan se, at dette lille barn har lært dem noget. For de vidste ikke, at man kunne nå at el­ske et lille barn så meget så hurtigt. Det er ikke et mirakel, for barnet dør. Men det er et under, at de møder så stor en kærlighed midt i det mest meningsløse,” slutter han, inden der atter er bud efter ham, da en af lægerne fra Intensiv har ringet.