Mens børn og unge ifølge kinesisk lov ikke må deltage i organiserede religiøse aktiviteter, kan kirker stadig dele evangeliet inden for egne rammer. En anonym præst gør alt, hvad han kan, for at engagere nye kristne i kirkens fællesskab.
Lyset fra stadionagtige lamper hænger højt og skarpt over de brune kirkebænke. Et kæmpestort rødt neonkors lyser op mellem to storskærme. En kvinde på podiet synger os ind, klaveret svarer, og koret løfter sig med lyserøde kraver over de lange, hvide gevandter.
Klokken er lidt over otte søndag morgen, og vi er blevet inviteret til gudstjeneste i et kirkeanlæg på omkring 2.500 m² i Huai’an i den nordlige del af Jiangsu-provinsen. Her passerer man en låst port og registrerer sig ved indgangen for at gå til gudstjeneste. Kirken er registreret under Three-Self Patriotic Movement og China Christian Council, som er den eneste protestantiske kirke, der officielt er tilladt i Kina.
Denne morgen er bænkerækkerne tætpakkede. Omkring 1.600 mennesker har fundet plads. Bibler med flossede rygge slås op, små notesbøger med æselører tages frem, kuglepenne kradser korte sætninger og glider tilbage i skødet. En ung fyr veksler mellem at støtte hovedet mod bænken foran sig og mod sin bedstemor, der ikke fortrækker en mine.
Præsten træder op på prædikestolen og læser op fra Lukasevangeliet kapitel 15. Temaet for dagens prædiken er ”vækkelse”. Hun beretter om den fortabte søn og sammenligner lignelsen med en problematik, hun mener, er fremtrædende i nutidens Kina, hvor alt for mange forældre må støtte deres børn ud over, hvad der er forventeligt, siger hun.
En ældre mand træder et halvt skridt ud på midtergangen med Bibelen åben i sine glatte hænder. Han mangler tænder, og over brynene ligger smalle, hvide striber, dér hvor solen ikke rammer, når han spærrer øjnene op. De lange negle kradser hurtigt i det tætte, sorte, karseklippede hår og hans blik pendler mellem prædikestolen og siderne foran ham. Jeg når at tænke på, hvilket liv der venter ham uden for kirkens mure.
Amazing Grace på erhu og pipa
Dagen før gudstjenesten er vi på rundvisning i kirken. Døren til et administrationsrum står på klem, og vi får lov til at overhøre et af kirkens tre orkestre øve ”Amazing Grace” på både erhu, yangqin og pipa. De er 16 medlemmer i orkestret, og kun dirigenten er professionel. Musikerne bærer farverige kostumer i stil med de kinesiske minoritetsfolk, der oprindeligt spiller instrumenterne.
Om aftenen mødes vi til en officiel middag med kirkens præster og ledere. Vi sidder rundt om et stort bord med en glasdækket drejetallerken i midten, der langsomt glider rundt. Uden jeg når at spørge, bremser en præst ved min side pladen og lægger et stykke fisk og et par grøntsager over på min tallerken: “Vær sød at spise,” siger han og giver pladen et nyt skub.
Bed for kirken i Kina
Præsten, som ønsker at optræde anonymt af hensyn til sit arbejde, fortæller mig om den velfungerende menighed.
”Vi driver over 30 forskellige grupper som for eksempel bibeltræning og læsekurser. To gange om ugen mødes omkring 300 frivillige først til sang og bøn og derefter gør de rent,” fortæller han mig.
Selv driver han et ungdomsfællesskab:
”Hver gang kommer der én eller to nye,” fortæller han. Ungdomsfællesskabet tæller omkring 120 og er delt i syv grupper opkaldt efter Åndens frugter: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed (Paulus’ Brev til Galaterne, kap. 5, vers 22). Målet er en dag at udvide ungdomsfællesskabet med ni grupper. Præsten bruger kunstig intelligens til at lave små multiple-choice-spørgsmål ud fra søndagens tekst:
“Svarer de forkert, forklarer jeg hvorfor. Mange er nye i Bibelen,” fortæller han mig.
I Kina er det nemlig ikke tilladt for børn under 18 år at deltage i nogle former for religiøse aktiviteter. Rammerne er tydelige, fortæller præsten:
“Indenfor er forkyndelsen fri. Udenfor er den ikke.”
Han savner at kunne sprede de positive budskaber fra Bibelen til mennesker uden for kirken, og da jeg spørger ham, hvad vi i Danmark kan gøre for de kristne i Kina, afslutter han:
”Bed i jeres kirke. Bed for kirken i Kina. Det sætter vi pris på.”
Ved gudstjenesten bliver prædikenen afsluttet med en bøn for de syge og svage. Rundt omkring noterer folk stille. Papiret fra en kvindes hæfte snitter bænken, da hun rejser sig for at give plads til en anden, som løber ud med telefonen for øret. En anden stryger pegefingeren langs næseryggen, som for at holde takten i ordene. Menigheden bekender troen og samler sig i bøn. Den ældre mand i midtergangen falder sammen på knæene. Panden rammer gulvet, og han folder sine hænder. Amen.
Vil du hjælpe med at gøre Bibelen tilgængelig for kristne i Kina?
I Xuyi-kirken kan kristne kinesere købe bibler til reduceret pris, fordi papiret er doneret gennem De Forenede Bibelselskaber.
Du kan være med til at støtte på MobilePay 62903 (mærket ’Bibelpapir’) eller online: